Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Ufarlig toer

Søborg summer af liv, men resten af dramaet i ’Logbog fra et livsforlis’ fortoner sig i slap satire og en spinkel intrige
Kultur
10. oktober 2015

Det bedste ved Erik Valeurs ny roman er Søborg. Her vokser en lille flok skolekammerater op i 1960’erne med fodbold i mosen, Vietnamkrig i pressen og Ford Taunus i indkørslen, årlige feriekolonier i Odsherred samt en dyrehandler på hovedgaden og en slagterbutik på hjørnet af Maglegårds Allé.

På nærmest Reutersk vis skildrer Valeur et stykke danmarkshistorie i et forstadskvarter med nybyggede rækkehusblokke, som »demonstrerede frugten af generationers hårde slid. Her kunne selv politibetjente, kontorassistenter og værtsarbejdere – med udearbejdende koner – få foden på egen jord og nyde solksinssommersøndagene med øl og snaps på terrassen«.

Karikeret udtryk

Selv om tingene er sat på spidsen – og det var, som en betjent i romanen senere udtrykker det, som om »alle børn fra Søborg i de tidlige tressere var blevet hapset af en eller anden ondskabsfuld kollektiv virus« – så er der både snert og spænding i det miljø, Erik Valeur vækker til live med nogenlunde samme vellykkede anslag som det, der er gennemgående i hans prisbelønnede debutroman Det syvende barn.

Et halvt århundrede senere, i vinteren 2015 krydses børneflokkens spor igen, da statsministerens og justitsministerens mor forsvinder – og det er en skam. Ikke for de to brødres men for romanens skyld.

Efterforskningen varetages af to betjente, Nummer 1 og nummer 2, som vist er hentet direkte fra en gammel Olsen Band-film. Med dem som fjollet fortrop – og med de to temperamentsfulde ministerbrødre som sidekicks – har romanens krimidel fået et langt mere karikeret udtryk end afsnittene om Søborg har. Desværre.

Ufarligt

For det første er der ingen snert i satiren, der som antydet føles bedaget. For det andet når de menneskelige dramaer, og derved romanens underliggende samfundskritik, sjældent at bundfælde sig, inden de rundes af med en slagkraftig udgangsreplik og afløses af et let og ufarligt optrin i det næste afsnit.

Dertil kommer yderligere et par handlingsspor, hvor vi blandt andet følger Viggo Larsen. Han er aldrig er kommet sig over den traumatiske barndom i Søborg og har som voksen trukket sig tilbage til et fyrtårn på Røsnæs med en daglig flaske Rioja som trøst. Her får han en dag besøg af en mystisk kvinde, bogens jegfortæller, der tilsyneladende ved mere om det hele, end alle andre gør, men – belejligt nok for dramaet – kun røber lidt ad gangen for læseren.

Hvad hun ved, og hvordan Logbog fra et livsforlis slutter, skal ikke røbes her. Men jeg forstår, hvorfor Nummer 2 på et tidspunkt i efterforskningen udbryder: »Jeg bliver nærmest rundtosset.«

Det gjorde jeg også.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her