Læsetid: 4 min.

Utroligt blæret

Dorrit Willumsens nye roman er frigjort fra alt andet end hendes ømme og ondskabsfulde og helt fantastiske tonefald
Det er ikke en rar verden, Dorrit Willumsen skildrer.

Mik Eskestad

17. oktober 2015

Der er en eksplosiv lethed, noget på en gang plirrende naivt og nærmest ondskabsfuldt over Dorrit Willumsens nye roman Nær og fjern. Dens luftige prosa lader fem-seks skæbner danse menuet mellem hinanden op gennem årtierne, som om de er dukker eller marionetter. Og ved ballets slutning er de knust alle sammen, døde eller på en anden måde ødelagt.

Men inden da er de fulde af et sært, sitrende liv. Hele tiden aner man, at alting kunne krakelere på et øjeblik, at de her skikkelser er som æggeskaller, deres forfatter kan knuse efter forgodtbefindende. Og så laver de korte, letløbende sætninger et hopsasa, og en form for rædsel dukker op.

Her skal den maniske Mitzi, altid overstrømmende, altid for meget, køre sin veninde Jeanette til lufthavnen. De har travlt. Men først skal de drikke hvidvin, så skal Mitzi ringe rundt, så skal hun vaccineres.

Hun skal snart være præsident. Den slags bliver man tørstig af: »Og graciøst knæler hun ned i rendestenen og øser og drikker og øser igen og slubrer. Der er sikkert cigaretskod, duelort, gadesnavs, benzin og måske døde insekter og hundenes stærke urin i det vand, som hun drikker så grådigt. ’Skidt, skat,’ siger hun. ’Jeg er jo vaccineret.’ Og med en våd hånd stryger hun udmattelsens tårer af sin venindes kinder.«

Forslugen dukke

Det er jo en overlegen passage, det her, en leg med klicheer, »hundenes stærke urin«, »udmattelsens tårer«, men også en form for indføling. Via småord som »sikker« og »så« placeres fortælleren helt tæt på sin scene. Det er ikke en dyb skrift eller en dyb scene. Willumsen interesserer sig ikke for sindets dybder, det er hun ligesom hævet over. Men den er intens. Den stikker hårdt.

Mitzi og Jeanette er to af Nær og fjerns vigtige skikkelser, de andre er Michael og Lou og Bjarne. Deres liv er mere eller mindre tæt flettet sammen – Michael og Lou er gift, han er VVS-mand, siden entreprenør og rigmand, hun er en sært destruktiv, umoden drømmer. Romanen begynder, det øjeblik de mødes. Jeanette er Lous skrædder og en kort overgang kæreste med Bjarne, der som barn en gang boede på et hotelværelse ved siden af Michael og Lou. Og hans forældre var deres naboer, og han når også at være Lous fitnesstræner.

De forskellige liv filtrer sig ind i hinanden uden at tage hensyn til realisme og sandsynlighed. Også den slags er Dorrit Willumsen tydeligvis hævet over. I det hele taget synes det med at have en overordnet handling ikke så vigtigt for hende, Willumsen er mere til korte scener og to-tre begivenheder i rap. Faktisk tror jeg ikke, kronologien helt går op, undervejs er det som om, romanens skikkelser slet ikke bliver ældre i samme tempo. Ikke at det gør noget.

Mest slagstyrke er der i fremstillingen af Lou, denne forslugne dukkepige, og af Michaels kærlighed til hende. Alt vil han gøre for hende, men hun er vrangvillig og begejstret på uforudsigelige måder. Hun drømmer om at være musicalstjerne, at gå rundt i fine kjoler og fejres med fyrværkeri. Hun længes efter et billede, hun kun et øjeblik er tilfreds med, mens noget klamt glimter i teksten:

»Lou havde kontokort og bil, og når hun kørte, blev børnene passet af tilfældige skolepiger. Somme tider var de kun ti eller elleve år. Ranke som blege lys sad de foran det tomme køleskab, og Michael vænnede sig til at have slik med hjem. Børnene kastede sig over flødeboller og skumbananer, og når Lou kom hjem, overøste hun dem med gaver. Billige ringe, prinsessekjoler og små tasker med kamme og skrøbelige spejle. Som regel orkede hun ikke at pakke sine egne indkøb ud.«

Det er en novelle om vanrøgt, der samler sig i få linjer, men også den slags er Dorrit Willumsen ligesom hævet over. Sådan er den verden, hun skildrer, bare, ikke særligt rar. Noget af det fantastiske ved Nær og fjern er så i øvrigt, at man forstår Michaels kærlighed, den måde, han ikke kan være til uden at have Lou at være der for, uanset hvor fjern og forfærdelig, hun virker, uanset hvor meget sprut og hvor mange piller, hun hælder i sig. Ikke at han er en dyb skikkelse heller.

Den bedste alderdom

Men, altså, sproget. Det er svært ikke at forelske sig lidt i en bog, hvor en mand har muskler så store, at »når han spændte sin armmuskel, kunne han få en stikkende myg til at briste«, eller hvor et hjerteanfald beskrives som »en henrettelse indefra«. Det er også svært ikke at forelske sig lidt i tanken om Nær og fjern som et alderdomsværk.

Dorrit Willumsen er født i 1940, hun debuterede for halvtreds år siden, hun har et stort, fuldt forfatterskab bag sig. På den allerbedste måde er Nær og fjern en gammel forfatters bog, gammel sådan som man drømmer om at være det, der hvor alderdom ikke er en svækkelse, men er evnen til at være ligeglad med alt andet end det, der betyder noget. Til at skære ind til benet.

Hvorfor skrive tungt og signalere vigtighed og hovedværk, når man kan skrive noget, der er vildt og legende? Hvorfor bruge flere ord og dikkedarer end nødvendigt? Hvorfor tage tingene alvorligt, når man kan behandle sine hovedpersoner som dukker, der er med i en meget uretfærdig leg?

Dukkeleg. Det et godt billede på den mærkelige blanding af ømhed og ligegyldighed, skikkelserne i Nær og fjern behandles med. Ligesom den jævnaldrende Henning Mortensen, hvis sidste par romaner har været ligeglade med alt på en utroligt blæret måde, så skriver Dorrit Willumsen helt frit og uden hensyn. Yngre forfattere skal godt nok oppe sig, hvis de vil følge med her.

Nær og fjern
Dorrit Willumsen
Gyldendal
248 sider
280 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu