Læsetid: 3 min.

Varmhjertet slaphed

Sten Kaaløs nye digte lader udtrykkets slaphed brede sig til bagsideteksten
31. oktober 2015

Det er let at forstå, at poeten og præsten Sten Kaalø valgte at markere sin 70-års dag her for relativt nylig med en spand dugfriske digte. Men det er lidt trist at konstatere, at han i Mens Lyset vokser langtfra har strengt sig kunstnerisk an.

Som form har han valgt en metode, hvor forholdsvis korte verslinjer, ordnet i sæt på tre ad gangen, forskyder sig hen over siden. Det resulterer i masser af luft, men lover også en lethed, som kun fungerer, poetisk, hvis den modsvares af betydningsmæssig tæthed og tyngde. Og det er præcis, hvad der ikke sker her: »så / skiftede solen / fra / det ene / vindue / til det andet / oplyste / igen / rummet.«

Hvad læseren får, er et forløb af dagbogsnotatlignende korte tekster, der strækker sig hen over et år og undervejs vender ved jul og nytår for så temmelig umotiveret at slå over i fem afsluttende, mere kronikagtige holdningstilkendegivende stykker om hadet og ondskaben i verden. Sympatisk, varmhjertet virker her poetens identifikation med alle de lidende, plagede og forfulgte, men man undgår ikke at opleve sekvensen, som går fra afsnit 41 til og med 45, som et lidt slattent vedhæng til resten.

Hertil kommer, at bagsideteksten gudhjælpemig fortsætter i samme slappe maner med en sprogligt uinspireret sammenfatning og selvsmagende totalkarakteristik af de digte man lige har siddet og læst. Det er, som om Kaalø denne gang har mere end svært ved at træde et skridt tilbage og lade poesien tale for sig selv.

Enkle gøremål

Lidt afveksling undervejs i bogens godmodige, men jo efterhånden sløvende tomgang søges skabt gennem eksperimenter med faste indledningsformler, i digt nr. 21 således: »hvor er det inderligt«, og i nr. 38: »på denne dag«, men problemet bliver, at den lange form slet ikke formår at suge tilstrækkeligt med forskelligartet stof til sig. Tomgangen har blot skiftet niveau.

Noget heldigere er Kaalø med situations- eller ligefrem øjebliksbundne tekster, hvori han søger at indkredse tilværelsesunderet gennem enkle, dagligdags gøremål, så som at gå ud og derpå gå ind igen, beskrevet i simple, prunkløse ord: »går lidt ud / går ind igen / det er min verden / det er ligetil / blot jeg har sko / og ben / og noget at gå på / så går det / så går verden.«

Kluntet tuttenuttet

Det er ganske sødt og typisk Kaalø, kluntet tuttenuttet. Men ligefrem prægnant virker det visselig ikke, og udtryksformen skurrer i sin konsekvente mangel på spændstighed mod bogens egen prætentiøse erklæring om, at »fantasien er / en stormagt / i mennesket«.

Dette indbildningskraftens imperium ville jeg da gerne have ladet mig lokke og lukke ind i. Storheden indfinder sig imidlertid aldrig sådan rigtig for alvor, måske fordi Sten Kaalø har så travlt med at understrege, hvor »almindelig« han og hans udtryksform er.

Decideret ubærlig bliver banaliteten, når det lyriske jeg projicerer sin inspiration, eller snarere mangel på samme, over i et stykke natur og forestiller sig, at den skovdue, der »holder til / i nærheden / af det store / gamle grå / bøgetræ«, skriver på en digtsamling! Måske har den (ligesom han) »et savn efter / uensomhed / måske / kurrer den / når et digt / er færdigt«. Jeg knurrede, da jeg læste lige netop det digt: romantisk spejling af et menneskeligt subjekt i verden, udtrykt i en kedelig og underligt upåfaldende form. En uskøn kombination, også når den som her søges praktiseret med ømhed og sødme.

Mens lyset vokser
Sten Kaalø
Tiderne Skifter
80 sider
200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu