Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Vigtigt stridsskrift

Erasmus som sidespor til dansk værdidebat. For spørgsmålet om gode gerninger er stadigvæk et brændbart emne
Kultur
31. oktober 2015
Stefan Zweig.

Franz Xaver Setzer

Af Stefan Zweigs store forfatterskab er de mest læste værker nu nok hans Skaknovelle og erindringsbogen Verden af i går, begge færdigskrevet i det eksil, denne wieneriske kosmopolit med rette følte sig nødsaget til at opsøge under nazismens trusler, brunskjorternes terror mod jøderne efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Fra sit hjem i Salzburg flygtede han først til England, siden til New York og endelig til en lille by i Brasilien, hvor han sammen med sin hustru i 1942 mistrøstigt begik selvmord 60 år gammel og tog, symbolsk anskuet, den gamle verden med sig.

Chokreaktionen ved at blive stemplet som ’jøde’, og hvad deraf fulgte, alarmerede hans skrift og affødte året efter et stort essay, der kulturhistorisk satte lidenskabernes livsfarlige ideologier i aktuelt lys i en indirekte meddelelse, men med tydelig adresse, gennem en skildring af Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie. Det er så titlen på den gode danske oversættelse, som Kristeligt Dagblads Forlag har udgivet i en ny bogserie kaldet Sidespor med tanke på en nutidig værdidebat.

Fortrolige samtaler

Erasmus-begrebet har i dag politisk klang, da den nederlandske renæssanceskikkelse er lidt af en kultfigur for EU og for fællesskabstanken, navngiver til Erasmusprisen, der siden 1957 årligt er tildelt gode europæere som Václav Havel, Jacques Delors og Jürgen Habermas. Som på en gang teologisk kristen og humanist opretholdt Erasmus (1469-1536) stædigt en sådan filosofisk og fredsommelig balance i sit omfattende latinske forfatterskab, der straks sikrede ham international berømmelse og respekt hos de lærde. Han blev hurtigt oversat til nationalsprogene, og på dansk findes stadig tilgængelige værker – hvis bibliotekerne ikke har smidt dem i papirmøllen – som hans drabelige satire Tåbelighedens lovprisning fra 1509 – skrevet på syv dage hos hans engelske ven Thomas More, ham, der senere skrev Utopia og fik en anderledes ublid skæbne. Videre den pacifistiske Skøn er krigen for den uerfarne, som er oversat og indledt af Villy Sørensen, og endelig et lille udvalg af Fortrolige samtaler, grinagtige dialoger om snobberi, gerrighed, munkevæsen, om forskellen på franske og tyske hoteller og deres vidt forskellige bekvemmeligheder. De er et fortryllende udtryk for den ofte nødtvungent rejsende Erasmus, den inderligt stuelærde, forfinede filosof. En sprogkunstner var han, elegant i tanke og vid, i øvrigt asket, uden glæde ved musik, billedkunst eller kvinder, vindtør at se til, hvis man skal dømme efter et kendt portræt af Holbein d.y.

Dette i modsætning til den beundrende gennemkultiverede Stefan Zweig, også en sproglig virtuos, der her udmaler filosoffens portræt i farverig fortællen og temperamentsfuldt ræsonnement, retorisk funklende og dramatisk pointerende. Overensstemmende med essayets genre erstatter han kildehenvisninger og dokumentation med selvfølgelig, kontrolleret viden og subjektive vurderinger til en foruroligende skrift i pagt med hovedpersonens triumf og tragedie med 1930’ernes gru dirrende i pennen, med tydelig efterklang i dag.

Oplysningen

Sådan kan det lyde om Erasmus, når han antedaterer oplysningens epoke, som man normalt ansætter til 1700-tallet: »Med ham begynder – han var på alle områder en banebryder – den mesterligt politiske prosa med hele den skala fra det digteriske til den muntre pasquinade, denne det ildfulde ords bevingede kunst, som siden herligt fuldendes hos Voltaire, Heine og Nietzsche, spotter alle verdslige og gejstlige magter og altid var farligere for det bestående end hedsporernes grove og åbne angreb.« Zweig kan videre hævde, at med Erasmus blev forfatteren for første gang en europæisk magt på linje med andre magter. Det suveræne og uafhængige jeg, der ikke lever af magtherrernes nåde.

Zweig fremstiller således Erasmus som oplysningens indgangsfigur i Europas åndsliv, her ved renæssancens og humanismens fødsel, en samtidig med Leonardo, Raffael, Michelangelo, Albrecht Dürer og Thomas More for ikke at tale om hans modsætning Machiavelli. Med sin understregning af menneskelig selvtillid og de gode viljer stoler han på den kritiske fornuft og dens modifikation af religiøs ortodoksi og pavelig magtmisbrug. Erasmus forbereder og indleder reformationen ved at ville føre kristendommen tilbage til dens kilder, bl.a. ved at nyoversætte Bibelen til latin, hvorfra den gik videre i oversættelser, videre med sin opfattelse af Kristus som en sandhedens filosof, kristendommen som en livslære – alt sammen for at udjævne konflikten mellem kirkelig og fri forskning. »Hvor du end støder på sandheden, så betragt den som kristelig.« Erasmus er selve dannelsens store repræsentant og eksponent for dens triumf og tragik, dens handlingslammelse over for driftsverdenens urkræfter og utæmmelighed. Humanisternes regnestykke er for simpelt i deres overvurdering af det civilisatoriske, vurderer Zweig.

Luther træder an

Den boglærde reformator får en modspiller. En meget omtalt augustinermunk sender den ophøjede filosof et brev og bejler til hans gunst. Et af historiens store øjeblikke, fortælleren holder vejret. Men Erasmus afslår samarbejde med denne Luther i sin evige ulyst til provokation og handlemod. Og nu udføres den historiske mandjævning mellem de to åndelige giganter, fremstillet som et antal åndeløse øjeblikke, dage af historisk betydning, ikke mindst ved Luthers reformatoriske opslag af sine 95 teser på domkirkens dør i Wittenberg, og i kulmination med rigsdagen i Augsburg 1530, »et af de største tyske skæbneøjeblikke«. Ingen forsoning, men med den protestantiske trosbekendelse som følge. Historiebogen er genfortalt, men især uhyre ekspressivt anskueliggjort gennem portrættet af de to grundforskellige karaktertyper, afspejlet i deres kropsbygning som skoleeksempler på den udadvendte pykniker og klodsfigur modsat den leptosome, skindmagre indadskuer. Ligesom Grundtvig og Kierkegaard i vores lokale udgave. Luther er en født slagsbror, krigsvant og grov, en maniker, osende af raseri over for sin modstander, men også en overmægtig sprogbruger. Hver har sin stilart. Det lader sig ikke skjule, at Zweig både anerkender og frygter krigerens væsen og højagter og beklager humanistens tøven og fredsvilje.

Stridens kerne mellem Erasmus og Luther var spørgsmålet om menneskets vilje, Luthers urokkelig hævdelse af ’den trælbundne vilje’ og Erasmus’ forestilling om en tilnærmelsesvis fri vilje. Enklere sagt: spørgsmålet om gode gerninger, stadigvæk et brændbart emne, let aflæseligt helt ned i vores lokale afdeling for værdidebat i spørgsmålet om næstekærlighed. Hvad tidehvervklanen omkring familien Krarup kalder godhedsindustri og selvoptagethed, narcissisme, opfatter humanister og godtfolk som spontan hjælp til nødstedte. I så henseende kan bogen læses som et stridsskrift med den triumferende og afmægtige europæer Erasmus på titelbladet. Den burde nok ligesom originalens tysk lyde på tragik mere end tragedie.

Erasmus af Rotterdams triumf og tragedie
Stefan Zweig
Oversat og med efterskrift af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
Kristeligt Dagblads Forlag
188 sider
200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her