Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Warhol og efterkommerne

Museet for moderne kunst i Paris viser dette efterår i et lykkeligt møde både en stor Warhol-udstilling og en udstilling om internetkunst
Kultur
17. oktober 2015
Warhol-udstillingen er en klassiker og er ved at blive en af de blockbusters, museumsverdenen dyrker i disse år. Her ses Andy Warhols selvportræt fra 1966.Foto fra udstillingen

Warhol-udstillingen er en klassiker og er ved at blive en af de blockbusters, museumsverdenen dyrker i disse år. Her ses Andy Warhols selvportræt fra 1966.

Foto fra udstillingen

Principielt har de ikke noget med hinanden at gøre, de to udstillinger man i øjeblikket kan se på Musée d’Art Moderne i Paris: På den ene etage vises en kæmpeudstilling med Andy Warhol under titlen Warhol Unlimited, på den anden etage breder en stor gruppe helt unge samtidskunstnere sig med udstillingen Co-Workers med undertitlen Internettet som kunstner.

Om det nu er utilsigtet eller nøje planlagt, belyser de to udstillinger på det fineste hinanden, når Warhols serielle popkunst finder genklang i en række nye kunstværker, som trækker internettet ind i museumsbygningen.

For det er jo en klassiker at vise Warhol, og udstillingen er ved at blive en af de blockbusters, museumsverdenen dyrker i disse år. Folk strømmer rundt blandt film, readymades, serigrafier, tapeter og malerier. Det første, man møder, er de store filmiske portrætter, Warhol lavede i årene mellem 1964 og 1966. I sort-hvid hænger ansigterne, så ubevægelige de nu kan være, filmet med et Bolex 16mm så lang tid en rulle film varer. Materialets naturlige begrænsning, screen test. Levende portrætter af folk – især senere så berømte som Bob Dylan og Lou Reed ud fra Warhols idé om, at når folk går i biografen, er det alligevel bare for at se stjerner, så her er den rene vare. Portrætterne blev i sin tid vist ved arrangementer i The Factory, Warhols kunstnersted i New York.

Er det kunst?

Derpå følger så de helt store klassikere: Fra de tidlige tressere serigrafierne Jackies af Jackie Kennedy, Flowers og de foruroligende Electric Chairs. Men også Maos fra de tidlige halvfjerdsere, hvor Warhols farverige serigrafiske portrætteknik nærmest var blevet en mærkevare og præsident Mao den uendeligt kommunistiske kineser. Ved udgangen kan man skabe sig sit eget Warholportræt i en fotoautomat, ganske som man kan på nettet. Der er noget totalt tidløst over disse anonymiserende og respektløse gengivelser af især folk, der er »enestående«. Et kvarters berømmelse til hver. I sidste ende er det Warhol selv, som skriver sig ind i historien med sin umiskendelige stil.

Brillokasserne er der også, dem er der til gengæld noget altmodisch over. Dengang Warhol lavede skandale i Stable Gallery i New York i 1964, var hele galleriet tæt pakket med kasser fra almindelige dagligvarer. Brillosæbe, Kellog’s Corn Flakes, Campbell tomatjuice. Banale kasser udført i træ 1:1 til en udstilling, som hed Kunstnerens personlighed. Det var selve gallerirummet og kunstnerrollen, Warhol tog under radikal behandling. Kasserne blev solgt og vendte i den forstand tilbage til en form for meningsløshed – separate kunstobjekter. De gør sig heller ikke gør særlig godt som kunstobjekter på udstillingen i Paris.

Det gør til gengæld værket Shadows fra 1978 så, som nok er det egentlige påskud for hele udstillingen. Palais de Tokyo, hvor Musée d’Art Moderne ligger, råder over enormt store nærmest uendeligt krumme rum, og her er der udstillet et værk, der aldrig før er set i Europa: 102 kæmpemalerier i en 130 meter lang suite over to vægge. Det samme motiv, eller faktisk to motiver, nogle enkle skygger fra Warhols atelier, malet igen og igen; alle forskellige og dog det samme. En form for meditation på en måde; pludselig nærabstrakt ekspressionistiske maleri. Et det kunst, blev Warhol spurgt? »Nej,« svarede han, »til ferniseringen blev der spillet diskomusik, så jeg formoder, det er et diskobagtæppe?«

Og det er så en ganske god sætning at bevæge sig op ad trappen med for at møde Co-Workers: En udstilling med et festfyrværkeri af unge kunstnere, der har internettet som medaktør. Deroppe under loftet på museet findes et helt tilsvarende krumt rum, og der lægges ud med en lang billedfrise af Parker Ito, denne gang med billeder fra nettet. Egentlig bruger han vel en teknik, man i starten af moderniteten ville have kaldt collage, men nu limes der digitalt, og efterfølgende hænges der op. Men der er andet end »billeder på væggen«. Udstillingen fortsætter i en rytme mellem disse todimensionale værker og så objekter, der henter populære billeder ud i rummet i tre dimensioner. Ode Pariset og Juliette Bonneviot har således lagt »plakater« med billedelementer fra nettet i beholdere med vand – eller er det formaldehyd –med en humoristisk henvisning til Damien Hirsts halve formaldehydkalv? (last spring/summer IV, 2015). David Douard skaber et knugende portræt af en dreng ved at vise hans manipulerede ansigt uden øjne med fingrene i munden, men trukket ud i rummet og omgivet af jerngitre som parafraser på reklamelysskilte, som man selv kan putte sin krop ind midt i.

Hvilke begreber kan egentlig bruges for at forstå denne nye kunst, der er en rematerialisering af de virtuelle rum, som Toke Lykkeberg, den danske kommissær på udstillingen, formulerer det i kataloget? Eller skal man snarere bruge det gådefulde begreb ’ekstimitet’, han også bruger, oprindeligt et begreb fra Lacan, der forklarer forholdet mellem en psykoanalytiker og en analysand som en intersubjektiv intimitet? Et nyt rum opstår på tværs af medier og subjekter, hvor det urørlige romantiske kunstnersubjekt ikke længere entydigt findes i kunstneren.

Husk madpakken

Tesen for udstillingen er, at dematerialisering af kunsten, som nettet bebudede, nu er vendt. Billedverdenen, begreberne og forståelsen fra nettet trænger tværtimod ud i verden og danner nye former for objekter. Som i den kombination af samtalekøkken og badeværelse, der midt i udstillingen bliver rammen for kunstdiskussioner. (Moodboard af DIS, 2015) Er det så kunst, ville en rindalist eller håbløs journalist spørge, når man hugger billeder med arme og ben? Eller et discobagtæppe? Kunstnerkollektivet DIS sætter i scene, videospil bliver til langsomme suggererende film, skærme bliver del af værket og ikke blot medie for værket i en udstilling, der alt i alt nærmest får drømmens karakter. Co-Workers er en af den slags udstillinger, man kan bruge en dag på – og husk at tage madpakke med. Man kan tælle næsten 40 kunstnere, men måske skal hele udstillingen snarere betragtes som kun ét eneste værk. I en forbavsende æstetisk forførelse, som man undrende kan vandre igennem og måske føle sig lidt, som folk gjorde det, da de mødte Warhols Brillo-kasser tætpakkede i et New Yorker-galleri i tresserne.

Andy Warhol: ’Warhol Unlimited’ og ’Co-Workers – Internettet som kunstner’. Begge udstillinger vises på Musée d’Art Moderne i Paris indtil foråret 2016

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her