Læsetid: 4 min.

Den bedste kærlighed i dansk teater

Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard spiller suverænt de sammenvoksede, men fortvivlede gamle kærester i ’Vores sensommer’
20. november 2015

At opleve Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard i Vores sensommer på Østre Gasværk Teater er en gave. Rollefordelingen er klar: Lisbet Dahl afleverer sine replikker med en udglattende hovedrysten, og Ulf Pilgaard sætter revytrumfer for enden af alle sine sætninger. Med Ulf som manden, der er ved at blive dement, og med Lisbet, som kvinden, der beskytter ham.

Man mærker, hvordan publikums hengivenhed over for Lisbet Dahl blusser under gasværkets kuppel. Hvis hun bød på en kop kaffe, ville samtlige tilskuere hoppe op i sofaen ved siden af hende. Hun har simpelthen noget uimodståeligt over sit væsen, som gør tilskueren tillidsfuld og uendeligt nysgerrig. Når hun sætter en kasse med indkøb på gulvet, så er hun netop så træt af at købe ind, som man bliver det, når man har gjort det i 50 år.

I denne dagligdagsrolle får hun lov til at slippe revyironien. Det er helt befriende. Hun har en nuanceret nænsomhed i sin buldrende krop. Når manden endnu en gang siger noget spydigt til hende, så hælder hun bare ahornsirup i stemmen og bærer over med ham igen. Hun afværger hans kyniske angreb, næsten inden han når at komme med dem.

»Jeg har set døden. Jeg har rørt ved døden. Jeg har været bange for døden,« siger hun med mørk ro i stemmen til sidst. Det er stor og stille skuespilkunst.

Ulf Pilgaard får publikum til at grine. Hver eneste sætning skaber latter, for hans sarkasme er som glassplinter. Han nærmest overgår sig selv i perfiditeter mod hendes kærlighed, men samtidig er hans ansigt underligt stivnet oven over hans ranke krop. Åbenbart fordi han er skrækslagen over at mærke, at hans orienteringssans er ved at være sat ud af kraft. Han kan ikke huske, hvad de lige har talt om – og han farer vild på markvejen, hvor han har gået i alle disse år. Ham, der har haft en stor karriere og har kunnet alting!

Men som Lisbet Dahls opmuntrende hustru siger det med skøn ping-pong-humor: »Du er den sødeste mand i hele verden – og jeg er den eneste, der ved det.«

Amerikansk moral

Vores sensommer foregår i et sommerhus – med skrigende forudsigelige forviklinger. Stykket er oversat fra 1978-hittet On Golden Pond af amerikaneren Ernest Thompson, og opsætningens unavngivne oversætter på Østre Gasværk har fair nok valgt at holde fast i de amerikanske referencer. Men det betyder unægtelig, at noget af handlingen virker hysterisk snerpet. Parrets 42-årige datter kommer i hvert fald på besøg sammen med sin nye kæreste og hans søn, og det danske publikum skal overvære nogle tåkrummende replikker, hvor hendes kæreste pænt spørger om lov til at sove i samme rum som hende. Det er altså langt ude på det moralske overdrev i 2015.

Instruktøren Anders Lundorph plejer ikke at dyrke virkelighedsnært teater. Derfor er det dobbelt forfriskende at se, hvordan han i løbet af førsteakten får godt fat i nakken på denne mærkelige teatergenre, hvor et kærestepar genfortæller deres forhold til hinanden – og til os andre. Det sværeste ved stykket er dog formodentlig ikke de gamle kærester; de taler alligevel sammen, som om de hellere ville have været alene. Det svære er at få datteren og den nye svigersøns besøg til at fungere på scenen.

Her træder Trine Pallesen ind ad døren hos sine forældre med bankende nervøsitet og modsatrettede følelser: Hun har savnet dem, men hun forventer også at blive kritiseret, lige som hun er blevet det gennem hele sin barndom. Trine Pallesens naturlige sødme er her kombineret med skarpe, efterrationaliserende forsvarsparader, som ondt afslører hendes maste selvværd. Det svider.

Meganice teenager

Mads M. Nielsens selvfede tandlæge er til gengæld sjov i rollen som den på forhånd nedvurderede svigersøn. Han kan kunsten at smile, når svigerfar siger de frygteligste krænkelser. Det er i hvert fald indlysende, at Troels Mallings bragende forelskede postbud aldrig rigtig har haft en chance som Trine Pallesens sommerflirt; han er for enfoldig, og han er for glad for at drikke kaffe med sin drømmesvigermor. Men hans beundring har lunet gennem årene.

Desuden imponerer den 15-årige barneskuespiller Osvald Boisen Berg i rollen som det nye papbarnebarn. Han har et naturligt talent for timing, og det er nærmest rørende at se ham sidde alene over for Ulf Pilgaard – i en ’meganice’ og oplivende snak, sådan bare ’mand-til-mand’.

Indrømmet: Handlingen i Vores sensommer er ’nederen’. Stykket er overkonstrueret og ’hvordan går det ellers’-agtigt – og det er alt for bundet til 1970’ernes navlepilleri og filmatiseringen med Katharine Hepburn og Henry Fonda. Alligevel kan forestillingen på Østre Gasværk ikke roses nok. For den er blevet undskyldningen for at sætte Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard sammen på scenen som to, der elsker hinanden – og som har elsket hinanden i 50 år. Den kærlighed fås ikke bedre i dansk teater.

’Vores sensommer’. Tekst: Ernest Thompson. Iscenesættelse: Anders Lundorph. Østre Gasværk Teater til 20. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu