Mørkt forår er en kompakt og højspændt tekst. Forfatteren, Unica Zürn (1916-1970), skrev den og tre andre bøger ved siden af et liv som tegner og del af efterkrigstidens surrealistiske miljø i Paris. Bogen er holdt i korte og koncise sætninger, som overrumpler med det stof, de hvirvler op: en lille unavngiven piges monomane erotiske besættelse af mænd. Først i form af faren, en fraværende patriark: »Han gør sig fjern, og den, der gør sig fjern, bliver savnet.« Faren har andre kvinder og sysler at bruge sin tid og opmærksomhed på end moren, der forekommer pigen ækel, både når hun forsøger sig med kærtegn (hendes tunge er »aflang som objektet, broren skjuler i sine bukser«), og i sin selvtilstrækkelighed.
Det er en barndom og en barnlig seksualitet præget af smertelige overraskelser og håbløs nysgerrighed, et på samme tid utaknemmeligt og helt vildt længselsfuldt blik på den verden og det liv, der venter. »Opfyldt af en frygtelig ensomhed begynder hun at hade de voksnes verden,« står der med en for Mørkt forår typisk voldsomhed, men det er ikke et had, der afhjælper længslen efter at være gammel nok til at fatte og have sex.
I det dysfunktionelle borgerhjem voldtager hendes bror hende, en mand på gaden blotter sig for hende og en veninde, det hele er så sølle og væmmeligt og står i skarp kontrast til de underkastelsesfantasier, hun onanerer til. I dem huserer eksotiske og mystiske mænd, højt hævet over den tarvelige, primitive og pinlige seksualitet, hun ser komme til udtryk i farens bogsamling, brorens onani med morens massageapparat og den ellers attråede lærers gravide kone.
Bægeret løber over
At der findes mænd og kvinder, og at de foretager sig forskellige ting, er noget af det første, hun forstår, men hvad de præcis foretager sig – og hvad der skal til for, at hun kan holde ud at tænke på det – er mere dunkelt og omskifteligt. Der går et skarpt skel mellem mænd og kvinder i Mørkt forår, men skellet mellem det ophøjede og det lave, fornedrende står faktisk endnu skarpere i denne lille piges meget heftige bevidsthed. Hun bliver besat af en ung smuk tjenestepige, frastødt af hendes ældre og skaldede elsker. Alle levende mennesker omkring hende kan overskride det skel. Det, hun elsker, er, når manden i hendes øjne bliver »til en stor troldmand, til et væsen, som kan udføre hvad som helst, selv det mest usandsynlige«. Det, hun hader, er afmystificeringen, som når farens bogsamling antyder en mindre ophøjet side af hans seksualitet, eller når barndomskærestens forsigtige afprøvende kys punkterer hendes fantasi om ham. Det gælder for alle de mænd, dette barneblik falder på, at de forekommer obskøne. Den obskønitet findes så groft sagt i tre former: den pinligt banale, den monstrøse og så den idealiserede ophøjede og utilnærmelige mand, som pigen begærer med en kraft og ubehjælpsomhed, der bliver fatal.
Det kan ikke siges for tit, at udgivelse af oversat skønlitteratur er en heltepraksis og det diametralt modsatte af knoldesparkeri og selvtilstrækkelighed. Mørkt forår er Forlaget Sidste Århundredes første bog og lover godt. Det er en flot bog, der udover et glimrende efterord af Olga Ravn indeholder illustrationer af Hans Bellmer, Zürns kæreste, som hun også stod model for. Bellmers tegninger forestiller kvinder, der opdager og bærer deres kroppe som store fallosser, både undrende og triumferende, så vidt jeg kan se. Hvis nogen mangler illustrationer til en lærebog i lacaniansk psykoanalyse, kan de passende lede her. Unica Zürns egne sirlige tegninger er også værd at google, her blander det menneskelige sig med andre organiske, dyriske og monstrøse træk. Men den kraft, de falliske kvinder i Bellmers tegninger fremstår med, er måske en passende understregning af den styrke og kraft, der løber gennem teksten, hvis hovedperson det ellers går så grueligt galt for.
Unica Zürn: Mørkt forår. Oversat af Steffen Skaarup med efterord af Olga Ravn. Forlaget Sidste Århundrede. 82 sider. 150 kroner.
