Læsetid: 4 min.

Børnetalenter går lige i voksenhjertet

’Studiet emmer af klassisk talent,’ siger værten i DR’s musikalske talentshow ’Vidunderbørn’. Og det gør det vitterligt. Den største gevinst er dog at se de voksne tørre tårerne bort og forsøge at udtrykke deres begejstring.
Deltagerne i DR’s talentprogram ’Vidunderbørn’ stråler som små øveglade sole, når de taler om at spille musik eller danse ballet. De gør bare det, de kan lide, og de gør sig helt vildt umage.

Bjarne Bergius Hermansen

27. november 2015

»Det er okay at græde over talent,« sagde min bofælle, engang han kom ind i stuen og så mig sidde helt ramt af følelser over finalen i den australske børneudgave af madlavningskonkurrencen Masterchef. En lille glad dreng havde netop taget sejren med en te-infuseret fasan tilberedt til perfektion, og jeg var rørt.

Sådan er det altid i konkurrencebårne tv-programmer, når der er børn med. Her morer man sig ikke over kuriøse typer, der overvurderer egne evner, og her dyrker man ikke historien om den grimme ælling, der træder i karakter som prægtig svane i det øjeblik, vedkommende udfolder sit talent. Børnetalentprogrammerne er mere skånsomme, ellers ville de ikke være til at holde ud at se.

Med jævne mellemrum kan jeg alligevel finde på at hyggegyse af YouTube-videoer med amerikanske småpiger, der til talentshows imiterer voksne popstjerners heftige attituder uhyggeligt præcist, eller med små nordkoreanske børn bemandet med store klassiske guitarer, som de behersker så fuldkomment, at det ser helt mekanisk ud. Der kan være et urovækkende strejf af børnedressur i den slags nøje indøvede formfuldendte optrædener. Og der kan være noget virkelig nuttet ved at se en femårig pige i lyserød prinsessekjole rappe den hyperseksualiserede og overlegne rapper Nicki Minajs »Super Bass«, fordi lysten til at være coolere end cool både er tydelig og let famlende.

Der er imidlertid hverken famlen eller dressur at finde i DR’s programserie Vidunderbørn, som er en talentkonkurrence for børn, der er mere end almindeligt begavede inden for en klassisk disciplin.

»I kan godt forberede jer på at blive imponerede,« siger værten Ulla Essendrop til dommerne, Michael Bojesen og Phillip Faber, inden hun præsenterer de fem purunge, lovende musikere og den enkelte balletdanser. De er forberedt, det tager man ikke fejl af, med en baggrund som dirigenter og hver sin overordentligt kultiverede udstråling.

De seks deltagere stråler som små øveglade sole, når de taler om at spille musik eller danse ballet. De gør bare det, de kan lide, og de gør sig helt vildt umage.

Den trettenårige violinist Villads er flyttet til Berlin for at gå på en eftertragtet musikskole, han spankulerer rundt med rank ryg, violinen under armen og høj hat på hovedet. Som alle de andre får han tildelt en mentor, der skal sætte ekstra fart på hans musikalske udvikling i løbet af programrækken. Han og forbilledet bliver lynhurtigt til indforståede makkere, der spejler sig i hinanden og hygger sig maksimalt på besøg hos violinbyggeren.

Den klassiske sanger og fodbolddreng Al-Fadl er ikke bleg for at bryde ud i en (altså meget flot) newzealandsk kærlighedssang på maori i omklædningsrummet efter træning, hvor Caroline Henderson møder ham. David, der er trommeslager i Tivoligarden, tager under kyndig vejledning af Uffe Savery fat, hvor dennes popprojekt Safri Duo slap. Her er ikke noget kolossalt pres, bare en masse ufortrøden spilleglæde. Al den iver og alt det talent!

Ikke noget, der larmer

Vidunderbørn er i sandhed for hele familien med undtagelse af de medlemmer, der måtte have et behov for noget at krumme tæer eller gyse over. De må gå på YouTube. Og der skal nok være nogle musikskolelærere, der får mere at lave, fordi børn har set andre børn være opslugt af deres instrumenter og klassisk musik.

I mine øjne er det dog de voksnes benovelse, der er mest interessant. Fagdommerne Michael Bojesen og Phillip Fabers ros har et højt fagligt niveau, sådan at man får listet elementær og interessant viden om klassisk musik og ballet ind i hovedet på musikalske analfabeter som undertegnede. Typisk public service at pakke den slags ind i så god og livsbekræftende en stemning.

Og så er der gæstedommerne. Indtil videre har vi haft glæde af skuespillerne Rasmus Bjerg, Hella Joof og Sofie Lassen-Kahlke, der nærmest har konkurreret i superlativer og svulstige billeder. Rasmus Bjerg fortæller glædestrålende Al-Fadl, at han »har det til indkøbspris!« Hvad Rasmus Bjerg helt præcist mener, er ikke lige så åbenlyst som drengens talent. »Du har duende« (dramatisk og sjælfuldt kunstnerisk udtryk kendt fra flamenco), fortæller han en af de andre og fortsætter ud på komplimentgivningens overdrev, »en guddom har rørt ved dig, det stof, genier er gjort af …«, før han løber tør for ord.

Hella Joof konstaterer med stor alvor, at den 12-årige pianist Rune er en engel og beskriver ham så som et medium for højere kræfter.

»Det kommer bare ned igennem dig, der er ikke noget, der blokerer. Du henter det ned fra himlen, og der er ikke noget, der larmer. Du forurener det ikke, der kommer ikke et eller andet, vi ikke gider se, det er helt rent.«

Hvor talentkonkurrencer for voksne handler om at lade personligheden skinne igennem, bliver børnestjernen her et rent medium for genialiteten. En ting er at nyde synet af vidunderbørn, der dyrker deres favoritdisciplin, en anden er at fryde sig over voksne anerkendelsesansvarlige, der afslører deres mere eller mindre svulstige forestillinger om, hvad det vil sige at være et dygtigt barn.

’Vidunderbørn’ sendes på DR1 lørdage kl. 21 og på P2 søndage kl. 18.03

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når man kalder disse børn "vidunderbørn", siger man samtidigt, at børn der ikke er ligesådan, ikke er vidunderbørn!
Fanden tage denne uværdige elitedyrkelse med Ulla Essendrop.