Der var engang en krig. Den hed Krimkrigen. Nej, det er ikke den, vi kender. Den rigtige Krimkrig fandt sted i 1850’erne og udkæmpedes mellem zsarens Rusland og Tyrkiet (plus Tyrkiets allierede, som var Frankrig, England og Sardinien!). Det drejede sig i sidste instans – det er til gengæld ligesom nu – om russernes adgang til Middelhavet.
Det var de år, da Rusland som stormagt var ved at miste pusten, men samtidig blev scene for både liberaliseringer ovenfra og radikale befrielsesbevægelser. En ung mand, Leo Tolstoj, tjente ved et af batterierne under slaget ved Sevastopol. Om den tid skrev han siden fortællinger, der handlede både om krigens hverdag og samfundets/kulturens almindelige depravering.
Her blev også den første kim lagt til familieromanen Krig og fred, men tillige til den opbyggelige linje i Tolstojs værk, herunder dens højdepunkt i hans sene såkaldte folkefortællinger. Af dem foreligger der nu en håndfuld på dansk: Udvalgte fortællinger. De er endnu et udtryk for, at det er Tolstoj frem for den russiske realismes anden gigant Dostojevskij, der for tiden er i vælten.
Tolstojs folkefortællinger var frugten af hans omvendelse, da den ikke længere blot var en stadig anfægtelse, men en færdig kendsgerning på liv og død. Da den ikke kun foregik på papiret, men førte til voldsomme beslutninger og omkostninger. Nu var han ikke blot en kristen socialismes inkarnerede fortaler, men både i råd og dåd dens udøver. Nødhjælp var ikke bare et ord. Det var noget han – som Tjekhov for resten også – konkret og møjsommeligt ydede de fattige.
Revolution, ja
Kendt er maleriet af Repin fra 1887, der viser den store knoklede mand i bondetøj bag ploven, adelsmanden, der til sin kones tiltagende fortvivlelse sagde farvel til alt, undtagen til at fuldkommengøre sig, blive et godt menneske og hjælpe andre til det samme. Revolution ja, men ikke narodnikernes fortænkte studenteroprør i gaderne eller nihilisternes blodige aktivitet, men den enkeltes forvandling, lutring, om man vil. At hjælpe læseren til at nå og udfolde den kærlighed, som Gud har lagt som et potentiale i det enkelte menneskes hjerte, og som kulturen og al dens afledning og forfængelighed har forrådt – det var meningen.
Ved samme lejlighed – i 1880’erne – afskrev Tolstoj sit hidtidige forfatterskab som elitært og rettede i stedet bl.a. disse fortællinger, der er skrevet til landsbyerne.
Den store russiske realisme, som Tolstoj om nogen kom til at stå for, anviste romanforfatteren rollen som folkeopdrager og national samvittighed, ja profet. I disse opbyggelige fortællinger blev den rolle, der klinger plat i sarte moderne ører, skærpet. Men hvad så? Har man først åbnet det lille bind falder alle parader. For hvor er det plimrende ligegyldigt, om en fortælling er didaktisk til benet, hvis den er skrevet med den klarhed, den glans og samtidig den usvækkede sans for den menneskelige mangfoldighed, som kun Tolstoj kan præstere!
Så for at han skal få det sidste ord, så lad det være sagt forinden: De fire fortællinger, der er tale om, har Bechs Forlag fisket ud af et gammelt, mere rummeligt bind fortællinger, som den store russiskoversætter Ejnar Thomassen oversatte og forsynede med en indledning lige efter krigen. Det genudsendtes som billigbog i 1965, stadig forsynet med Thomassens måske noget svulstige, men meget inspirerende introduktion, som Bechs forlag har valgt at skippe. Jamen, kunne man så ikke have hyret en kyndig som f.eks. Mette Dalsgaard eller Marie Tetzlaff til at formidle den gamle bog? Åbenbart ikke. Læseren får desværre stukket de gamle fortællinger råt og utilberedt ud. Det er for henkastet.
Legenden og eventyret
Tolstoj, der i modsætning til Dostojevskij aldrig kaldte sin realisme for »fantastisk«, nærmer sig i disse fortællinger ikke desto mindre det fantastiske, fordi de trækker på legenden og eventyret. En skomager finder en aften en halvnøgen, forslået og mere eller mindre stum stakkel, der ligger og vånder sig på gaden. Skomageren, der har nok af problemer selv og helst var gået videre, kan dog omsider ikke undslå sig, men får fyren bakset hjem. Og da det efterhånden ikke kan være andet, kan skomageren i Guds navn så også bruge ham i værkstedet. Auraen omkring ’gæsten’ er på en gang pirrende og forvirrende – indtil det viser sig, at der er tale om en falden engel, der vil gøre bod over for gud ved at finde et menneske og få dets næstekærlighed frem.
I en anden fortælling udvikler handlingen sig helt Michael Kohlhaas-agtigt fra en ubetydelig nabouoverensstemmelse til en fejde, der igen medfører en mindre krig mellem slægter. Den bilægges først, da den ene part overvinder sig selv og ønsker tilgivelse, en scene, der er skabt til Tolstojs pen.
Hvad der bor i mennesket, og hvad mennesket lever af – det er hvad Tolstoj vil vise, og han gør det med alt andet end frelst påståelighed, men dels med en helt grundlæggende blidhed, dels en rigdom på sidefortællinger og – iagttagelser, som ikke fører af sporet, men støtter fortællingens faste vej mod den erkendelse: at »menneskene lever ikke af deres omsorg for sig selv, men af den kærlighed, som er i deres næste«.
Er det løgn?
