Læsetid: 3 min.

Bordherren fra helvede

Ved første øjekast ligner ’Kulturrådet’ på DRK en misforstået opfattelse af folkelighed, som jeg hader af et godt hjerte. Ved andet øjekast irriterer det mig stadig, men jeg bliver nok ved med at se det, for Adrian Hughes har gode gæster i studiet
I ’Kulturrådet’ kommer fagfolk med begejstring for hver sin kunstart i studiet for at overbevise Adrian Hughes om deres værd.

Lone Kröning Mogensen

13. november 2015

Første gang jeg så Kulturrådet (som jeg ikke vil stave KulturRådet, som DRK gør det, for jeg bryder mig ikke om store begyndelsesbogstaver midt i sammensatte navneord), syntes jeg, at værten, Adrian Hughes, opførte sig som en bordherre fra helvede.

Dømmesyg, belærende og glad for at tale om kunst og kultur på en måde, der antydede, at han for længst havde regnet ud, at kejseren ikke havde noget tøj på. Typen, man skal skynde sig at få til at tale om sit arbejde, så man imens kan sidde i ro og mag og lægge ferieplaner inden i sit eget hoved.

Programmet afløser Smagsdommerne og vender på sin vis dette program på hovedet. Før sad Adrian Hughes og spurgte folk fra kulturbranchen om, hvad de syntes om aktuelle kulturtilbud inden for og uden for deres eget felt. Nu kommer fagfolk med viden om og begejstring for hver sin kunstart ind i studiet til Adrian Hughes og prøver at overbevise ham om, at forskellige kulturting er værd at bruge tid på. Det lykkedes ikke så tit i de første programmer.

Det ene øjeblik er der for mange kvindelige kønsorganer i en roman, det andet øjeblik er der for mange prikker på Louisiana, og så er der for meget snak og havearbejde i en tegneserie. Adrian Hughes’ skepsis virker nærmest som et demonstrativt fravalg af den nysgerrighed, det kræver at dække noget som helst emne ordentligt. Jeg fik det indtryk, at Kulturrådet er baseret på en fesen forestilling om, at det er elitært at hylde noget og folkeligt at stille sig an som en kritisk forbruger med armene over kors. Den forestilling hader jeg af et godt hjerte. Og så spændende er det vel heller ikke for folket at vide, om tv-værten har haft en god eller en mellem aften i teatret.

Kongen af forbehold

Jeg var godt sur. Så ringede min mor. Hun tilhører kernepublikummet og kan godt lide Adrian Hughes. Hun var glad for Smagsdommerne, for Kunstquizzen og er nu også glad for Kulturrådet.

»Det ville være trist, hvis jeg ikke kunne lide ham, for så var der ikke så meget kulturfjernsyn at se,« sagde hun, hvorefter jeg belærte hende om, at hun meget hellere skulle se det fremragende svenske kulturmagasin Kobra på SVT, der tager kunsten alvorligt på dens egne præmisser og formidler samtidens kulturelle udtryk for samtiden på en progressiv og formeksperimenterende måde.

»Adrian Hughes siger ikke grimme ting til nogen, og han ser glad ud,« svarede hun. »Man kan se, at han er interesseret i, hvad folk siger til ham, selv om han lader som om, han ikke helt forstår det.«

Måske har min mor ret. Adrian Hughes er ved nærmere eftersyn ikke ligeglad. Han spiller på sin uforståenhed, men beder i samme omgang den ekspert, han har på besøg, om at sætte ord på, hvad de får ud af at høre, læse eller se det, de har anbefalet ham. Og faktisk er det et helt vildt godt rådgiverkorps, han holder sig. Folk, der har lyst til at fortælle om det, der gør dem glade for tiden, og som kan forklare deres begejstring og formidle deres viden.

Jeg burde ikke være så sur. Jeg vil jo gerne høre, hvad de anbefaler. Adrian Hughes flager med sine personlige præferencer og er kongen af forbehold over for især indforståede kunsthistoriske referencer og udpenslet kropslighed.

»Tak for udstillingen af en blændramme,« siger han til Claus Carstensens udstilling på Esbjerg Kunstmuseum. »You gotta be kidding me,« siger han til den menstruationskalender, der er udstillet på den. På den måde fungerer Adrian Hughes som en stedfortræder for den forlegenhed, man kan have, når et kunstværk ligesom har en indbygget forventning om, at man skal nikke genkendende til et eller andet. Eller for den bornerthed og blufærdighed, man kan slæbe rundt på i al almindelighed og i mødet med kunst.

Det kan vel virke afvæbnende, at Hughes tillader sig at stå ved, at det ikke er alt, der taler til ham, og at omgangen med kunst og kultur ikke behøver at være en form for social dressur, hvor man på kommando skal vise sin dannelse, paratviden og følsomhed. Og det er fint nok at vise, at kunst også er et spørgsmål om smag og behag. Jeg tror bare, at Kulturrådets kernepublikums nysgerrighed er større, end den Adrian Hughes lægger for dagen. Og jeg synes stadig, at min mor og alle andre, der kan lide kulturstof i fjernsynet, skal se det svenske Kobra.

’Kulturrådet’ sendes tirsdage kl. 21.00 på DRK. ’Kobra’ sendes tirsdage kl. 22.00 på SVT. Begge programmer kan ses på de respektive kanalers hjemmesider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Programmet er først og fremmest ulideligt, fordi det følger en tåbelig trend, der griber mere og mere om sig:
To personer sidder ved siden af hinanden (i stedet for over for hinanden, som det er naturligt ved en samtale), og mens den ene taler, sidder den anden og glor ind i kameraet.
Man føler sig utidigt nedstirret.
Overtal hellere den gode Adrian til at genoptage "Smagsdommerne".
Mvh

Maj-Britt Kent Hansen

Overeksponering er et generelt problem i tv.

Er en journalist, studievært eller anden medarbejder dygtig og har karisma, så sættes vedkommende ind - og ofte som hovedperson og omdrejningspunkt - i det ene program efter det andet.

I længden bliver det trættende, uinteressant og tager alt ilten i luften, ligesom vedkommendes automatreaktioner - grænsende til kedsom- og hudløshed - kendes alt for godt.

Og det, tv-tilrettelæggerne vel tror, er et opfindsomt format for en samtale - to personer ved siden af hinanden, der enten kigger ind i kameraet eller skiftevis på hinanden - forekommer forudsigeligt, iscenesat og påtaget, på grænsen til det latterlige.

Kong Adrian? - Vi har efterhånden en "perlerække af interessante TV-værter og journalister", som på ingen måde er eksponenter for andet end deres overvurdering af egne evner.
Og DR? - Er det ligegyldigt, hvor kunstigt og nedladende, nogle af disse værter sig fører sig frem?

Som licensbetaler ville jeg gerne have lidt flere friske produktioner - også inden for serier - end de, der sendes for 2-3 gang i et tempo, der ikke tillader nogen at glemme hverken spottet eller slutningen.
Så hellere lade nogle af disse tomhjernede erstatte af seriøse fagfolk, der selv kan give information og begejstring for emnet (det vil faktisk også give en form for dannelse og interesse i stedet for tom underholdning).