Læsetid: 4 min.

Charmerende, men gudsforskrækket ’Napoli’

Den Kongelige Ballet udsender endelig en Bournonville-ballet på dvd, nemlig ’Napoli’. Med en forelsket og karismatisk Alban Lendorf på scooteren
Den Kongelige Ballet udsender endelig en Bournonville-ballet på dvd, nemlig ’Napoli’. Med en forelsket og karismatisk Alban Lendorf på scooteren

Costin Radu

6. november 2015

Balletten Napoli er Bournonvilles gladeste ballet, men rent faktisk findes der kun én dvd med Napoli – udgivet i 1981! Den Kongelige Ballet har hele tiden ladet sin videoproduktion bremse af rettigheder, hedder det sig – til trods for at alle ved, at man ikke kan tjene penge på at sælge balletvideoer. Det er et spørgsmål om formidlingspligt og nationalarv.

Men nu er den her så: Napoli på dvd. Den er optaget som en fondsstøttet biograftransmission i 2014, og takket være de balletkyndige producere Pia, Peter og Uffe Borgwardt er der imponerende styr på handlingen, så kameraerne indfanger de vigtigste af ballettens mange myldrende sidehistorier.

Men forestillingen skyldes selvfølgelig især instruktørerne Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, der har flyttet Bournonvilles ballet fra 1842 til et Italien i 1950’erne. Alle pigerne har brede bælter og knælange nederdele, og alle mændene ryger smøger og prøver at ligne James Dean – og drømmer om en scooter.

Balletfreaks over hele verden vil elske denne dvd, der er en charmerende invitation til Bournonvilles guldalderverden. Lige fra dirigenten Graham Bond slår musikken an med Bournonville-garvede hænder, er der feststemning på det italienske torv, hvor alle har frække flirteøjne. Og der er dans i Bournonvilles ubesværede stil, hvor alt skal se legende let ud, uanset hvor svært det er.

Solodanser Alban Lendorf danser fiskeren Gennaro, der mister sin kæreste Teresina i en båd under et uvejr på golfen. Men heldigvis viser det sig, at hun er skyllet ind i Den Blå Grotte.

Her er hun godt nok forvandlet til havfrue og lige ved at blive forført af havguden Golfo, men Gennaro finder frem til hende i sidste øjeblik. Og så er det ellers bare om at sejle hjem til Napoli og feste i den berømte tredje akt.

Alban Lendorfs Gennaro har en karisma og en overrumplingskraft, som også mærkes på skærmen. Hans muskler strutter, og han har en overdådig balance – og en fin forelskelse i øjnene. Hans Teresina danses af Alexandra Lo Sardo, som er bedårende og med en solid teknik – og som har en moderne overfladiskhed i sin fortolkning af pigen, der vækkes erotisk et kort øjeblik.

Fænomenal kropskunst

Ballettens mange mimescener klarer sig overraskende godt på skærmen. Særligt karakterdanseren Lis Jeppesen demonstrerer, hvordan en sand mimiker kan udtrykke sig: Hendes mor er både bekymret og sorgfuld, rasende og lykkelig.

Alligevel er det Jean-Lucien Massot, der gør stærkest udtryk i rollen som tvivlsom limonadehandler og småsvindler. Alt i hans krop udtrykker, hvad der sker. Om det så er de første regndråber i skybruddet, førend de to elskede forliser, så er det ham, der straks registrerer dem. Det er fænomenal kropskunst. Og når karakterdanseren Poul-Erik Hesselkilde slipper håndbevægelserne løs i Hübbes ellers ret umotiverede version af gadesangerens rolle til en dragrolle med heftige lægmuskler i høje hæle, så ligger tragedien lige neden under latteren. Blandt danserne er det ikke mindst solodanseren Ulrik Birkkjær, som stjæler billedet. For han har netop den ro og lethed i sine bevægelser, som Bournonville-stilen kræver. Desuden har den unge Benjamin Buza en flot autoritet i rollen som havguden.

Denne Napoli lader til at være mere i balance end ved premieren i 2009. Men der er stadig nogle mærkelige påstande. Hvorfor skal den hjælpende munk egentlig spilles af en ung pige uden kors? Det giver ingen mening i et katolsk Italien. Heller ikke selv om den unge Josephine Berggreen har en tindrende uskyldsro over sine smukke arme. Hübbe er åbenbart så gudsforskrækket, at han gerne vil tro på havfruer, men ikke på Gud.

Kameraføringens 1950’er-zoom på Alexandra Lo Sardos ballerinaøjenvipper tæt på Alban Lendorfs beskidte fiskerundertrøje er vildt flotte. Men egentlig er panoramabillederne smukkere. Her kommer hele Maja Ravns atmosfærefyldte scenebillede med vulkanen Vesuv til sin ret – og her kan tåspidsskoene sjovt nok høres gennem orkestertonerne.

Så er det nu

Den unge komponist Louise Alenius har komponeret ny musik til andenakten i stedet for Niels W. Gades forjættende musik i Den Blå Grotte – og Alenius blander smukt nutidsminimalisme og hviskestemme med Bournonvilles enkle melodiverden. Desværre er det i denne nykoreograferede andenakt, at det bliver tydeligst, at Hübbe & Englunds koreografiske klicheer på ingen måde kan matche Bournonvilles egen trinmæssige idérigdom. Men denne andenakt er billedmæssigt flot med havfrueklædte najader mod vandglitren.

Alligevel er der noget lusket over denne dvd. Ved Bournonville-festivalen i 2005 blev samtlige balletter optaget på video, men Det Kongelige Teater er blevet ved med at udskyde færdigredigeringen af videoerne. Har balletmester Nikolaj Hübbe ikke villet støtte dvd’er af de traditionelle opsætninger fra balletmester Frank Andersens tid, fordi han kun har villet udgive sine egne nyfortolkninger?

Det kan Den Kongelige Ballet i så fald gøre godt, hvis balletmesteren skynder sig at udsende hele striben af Bournonville-balletter fra 2005. Kompagniet skal jo være klar til den Bournonville-festival i 2018, som også hele den internationale balletverden glæder sig sådan til. Med både havkonger, trolde og sylfider.

’Napoli’. Ballet af August Bournonville. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe og Sorella Englund. Videoversion: Peter, Pia og Uffe Borgwardt. Dirigent: Graham Bond. Naxos, Opus Arte og Det Kongelige Teater. Optaget under en national biograftransmission i 2014. Dvd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu