Læsetid: 4 min.

Civil ulydighed mod en uciviliseret stat

Film om de britiske kvinders kamp for stemmeret flytter fokus fra talerne i front til arbejderklassekvinderne i mængden. Kvinderne, som udførte de gerninger, der var nødvendige i en tid, hvor de rigtige ord ikke var stærke nok til at bekæmpe de forkerte
I begyndelsen forsøgte arbejderklassens kvinder at gå rettens vej og demonstrere for at få ligestilling, men da systemet afviser dem, bliver aktionerne mere og mere professionelle, voldelige og selvopofrende.
27. november 2015

»Du er uden betydning,« siger den sympatiserende, men resignerende kriminalinspektør til Maud Watts.

Og i lovens øjne er det rigtigt. I begyndelsen af 1900-tallet er kvinden stadig mandens ejendom i Storbritannien. Det samme er de børn, hun ’giver’ ham. Hun har ikke stemmeret, hun har ikke råderetten over sin egen formue (uanset størrelse), hun har ikke ret til skilsmisse, hun har ikke arveret. Men Maud Watts vil ikke længere finde sig i at blive set på den måde. Slet ikke af loven.

Arbejderkvinden, der spilles forrygende splittet mellem beslutsomhed og usikkerhed af Carey Mulligan, bliver mere eller mindre frivilligt en del af Suffragette-bevægelsen, som kæmpede for kvinders stemmeret i begyndelsen af det 20. århundrede. I Storbritannien blev den særlig stærk, og deres midler blev efterhånden militante.

Det er ikke et valg, hun træffer. Det gør de umenneskelige vilkår, hun udsættes for, for hende. Man ser det i hendes krop, når hun igen oplever at blive behandlet som andenrangsborger. Indignationen ulmer, og til sidst eksploderer den, og hun hamrer et stegende varmt strygejern ned i sin arbejdsgivers hånd. Hun bekæmper den hånd, der altid er blevet lagt på hende, med det våben, hun har: »Krig er det eneste sprog, I mænd forstår,« siger hun.

Maud Watts er bogstavelig talt født og opvokset i dampene fra maskinerne i det vaskeri, hvor hun stadig arbejder. Hun er selv én i en lang række af kvinder, der slider sig op med hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften, hvorefter de vender hjem for at passe hus for deres mænd. Og hun ser nye unge piger starte på vaskeriet som 12-årige.

Deres kroppe er ikke deres egne. De må tilfredsstille deres mænd og deres arbejdsgivers lyster og skyde de børn ud, som bliver resultatet af det. En endeløs strøm af afkom, der gør suffragetterne mere målrettede i håbet om at ændre forholdene, så de bliver bedre for deres døtre, men som også gør dem ude af stand til at fortsætte kampen. Kroppen bliver træt efter 10 børn, og de bliver ved med at være sultne.

En politisk kamp

Suffragette-bevægelsens mest berømte figur, Emmeline Pankhurst, sagde i en af sine taler: »We wear no mark; we belong to every class; we permeate every class of the community from the highest to the lowest ... you cannot locate it and you cannot stop it,« og det er dét, vi ser legemliggjort i Suffragette. Meryl Streep spiller en meget lille rolle som den største kvinde i bevægelsen. Hun er måske nok en inspirator, men hovedpersonerne er dem, der begår de handlinger, som hun siger er nødvendige. Så som at smadre butiksruder, ildspåsættelse og – hvilket blev den nok mest berømte aktion af alle – da de lammede kommunikationen i store dele af London ved at klippe telegraftråde over og sprænge postkasser i luften.

I Suffragette-bevægelsen mødes kvinder fra alle klasser i kampen mod undertrykkelsen. Der er overklassekvinden, hvis mand nægter at betale kaution for de andre kvinder, der er blevet fængslet i forbindelse med en demonstration.

»Det er mine penge,« trygler hun forsigtigt sin mand. Han svarer blot: »Du har vanæret mig nok.« Som om hun var et ulydigt barn.

Og så er der arbejderklassekvinderne hvis aktioner bliver mere og mere professionelle, voldelige og selvopofrende. I begyndelsen prøver de at gå rettens vej. Får foretræde for parlamentet og demonstrerer, men systemet svigter, og kvinderne kan ikke længere bruge de ord, som ingen tillægger betydning. Systemet svarer ved at indskrænke de få frihedsrettigheder, de har, og kvindernes reaktion er civil ulydighed mod en uciviliseret stat.

I Suffragette er det ikke frontfiguren, men mængden af arbejderklassekvinder, der rejser sig som en krop mod undertrykkelse og bliver en bevægelse. Det er en film, der sætter sig i kroppen som en ulmende indignation. Som en bevægelse.

Alle sammen taler de i Emmeline Pankhursts paroler. »Deeds not words,« ridser Maud Watts i væggen i sin fængselscelle, og et af de mest berømte citater: »We will not be governed any longer so long as that government is unjust.« bliver i aktivisten Violet Millers mund til: »If you want me to respect the law make the law respectable.«

Den slags oneliners er der mange af, og det er ikke kun suffragetterne, der bruger dem. Det gør de mænd, der modarbejder dem, også. Uden at det på noget tidspunkt virker kunstigt. Det er dygtigt gjort af både skuespillere og manuskriptforfatter Abi Morgan, for det understreger, at det her ikke var en privat kamp, men en politisk. Det var ikke den voldelige arbejdsgiver eller den dominerende mand, der var modstanderen. Det var loven, principperne, politikken kvinderne kæmpede imod. Det, der gjorde det uretfærdige, retfærdigt. Den statssanktionerede undertrykkelse.

Med tiden vandt de over loven, og derefter fulgte kampen mod kulturen, mod normen. Den ikke mindre politiske, men mere usynlige ulighed. Og den er som bekendt ikke vundet endnu. For mange kvinder i verden er den end ikke startet. Det fortæller filmen også. Og det er særligt fint ved Suffragette. Mange film baseret på historisk fakta bidrager til den misforståede historieopfattelse, at afgørende begivenheder sker i små afrundede helheder: Seks års verdenskrig – The End.

Selvom denne films egen fortælling når en slags kulmination, så gør historien det ikke. Suffragetternes sejr var ikke afslutningen på en kamp. Det var en begyndelse.

’Suffragette’ – instruktion: Sarah Gavron. Britisk. Premiere i dag (i biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Anders Hartzen
Lise Lotte Rahbek og Anders Hartzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

I Danmark fik kvinderne stemmeret 3 år før kvinderne i Storbritannien. Og der var mange andre lande hvor kvinderne fik stemmeret tidligere end i Danmark. Ingen steder gik foregik det uden mange års politisk kamp. Det ville være interessant at høre hvordan filmen vinkler det faktum.

Jeg nævner det kun fordi anmeldelsen får det til at lyde som om at filmen portrætterer de allerførste kvindelige stemmerettighedsforkæmpere nogensinde.

God ide, at die Hausfrau har sin helt egen bankkonto … ;-)

Bis 1958 hatte der Ehemann auch das alleinige Bestimmungsrecht über Frau und Kinder inne. Auch wenn er seiner Frau erlaubte zu arbeiten, verwaltete er ihren Lohn. Das änderte sich erst schrittweise. Ohne Zustimmung des Mannes durften Frauen kein eigenes Bankkonto eröffnen, noch bis 1962. Erst nach 1969 wurde eine verheiratete Frau als geschäftsfähig angesehen.

http://www.focus.de/wissen/mensch/geschichte/tid-21578/zum-weltfrauentag...

ulrik mortensen

Mainstream Hollywood ...
Generelt har filmen fået halvlunkne anmeldelser, f.eks. af Bo Green Jensen (weekendavisen 27/11), der foretrækker den engelske serie 'Shoulder to Shoulder' (1974) i stedet, fordi serien var båret "af en klassebevidsthed, der i Gavron og Morgans høflige film bliver til pæn, pædagoisk, historisk forklaring" ...
'Shoulder to Shoulder': https://www.youtube.com/watch?v=tbgZ2kPbqWc

Supplement til Jan Weis :-)

Anders als in der Bundesrepublik bildete die Vereinbarkeit von Familie und Beruf einen Schwerpunkt der Frauen- und Familienpolitik in der DDR. Während im Westen für ein Leben als Hausfrau und Mutter geworben wurde, die Berufstätigkeit der Frau per Gesetz nur mit Zustimmung des Ehemannes erlaubt war (bis 1977) und somit also für ein traditionelles Frauenbild geworben wurde, verfolgte man in der DDR schon früh eine Gleichstellungspolitik. Bereits 1950 wurde das Gesetz über die Rechte der Frau verabschiedet.

http://www.zeitklicks.de/ddr/zeitklicks/zeit/alltag/leben-in-der-ddr/fra...

Kigger man på det her kort over Europa, er det eneste land jeg kan finde altså Norge, hvor kvinder får stemmeret i 1913, se her:

http://nyhederne.tv2.dk/2015-06-05-se-kortet-her-fik-kvinderne-stemmeret...

Og her et citat fra denne kilde:

"Men Danmark var ikke det første land i verden, hvor kvinderne fik stemmeret. New Zealand fik i 1893, som den første selvstændige stat, kvindevalgret i parlamentet."

New Zealand var det første land, der gav kvinder stemmeret, og allerede i 1893 kunne de new zealandske kvinder stemme på de opstillede mænd. Det var dog først 26 år senere i 1919, at kvinderne selv fik lov at stille op til valg.

"Hurtigst i stemmeboksen
Finland blev det første land, hvor kvinder fik ret til at stille op til valg, da de finske kvinder fik valgret i 1906. Australien og Norge nåede ligeledes at give kvinderne stemmeret før Danmark, som ender på en delt femteplads sammen med Island på listen over de første lande med lige stemmeret for mænd og kvinder."
kilde: http://www.soendag.dk/tema-100-aaret-kvinders-stemmeret/hvornaar-fik-kvi...

ulrik mortensen

Et større billede: Mænd og manglende stemmeret (et anti-sexet emne, der aldrig bliver lavet lækre film mm. om). Måske værd at bemærke, at (i DK+mange andre lande): "Indtil 1915 havde kun cirka 15 procent af befolkningen stemmeret. De store grupper af mænd, der boede hos deres arbejdsgiver, og mænd, der havde modtaget fattighjælp, fik nemlig ikke stemmeret i 1849." Citatet er fra den glimrende artikel: http://www.information.dk/520069

Morten Jespersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar