Læsetid: 2 min.

Cykelstjernefilm mangler mod

Stephen Frears’ ’The Program’ fortæller intet nyt om Lance Armstrongs storhed og fald og svigter i sin skildring af sportsidolets drivkraft
27. november 2015

Cykelrytteren Lance Armstrong gjorde det som bekendt nemmere for sig selv at nå sine mål. Det har instruktøren Stephen Frears ikke gjort med sin nye film, hvis manuskript ganske enkelt savner både fokus og momentum.

The Program, som den hedder, skildrer i fiktiv form »den sande historie« om Lance Armstrongs vej mod syv Tour de France-sejre og det efterfølgende fald, da hans omfattende dopingmisbrug blev afsløret. Filmen er baseret på den irske journalist David Walsh’ bog Seven Deadly Sins: My Pursuit of Lance Armstrong (2012), og det er da også med Walshs første møde med Armstrong, at The Program begynder. Over et slag bordfodbold og en øl på en belgisk café i 1993 fatter den irske journalist interesse for den unge amerikanske outsider. I journalistens øjne er Armstrong bygget til éndagsklassikerne, men alt for tung og muskuløs til at gøre noget væsen af sig den i det lange, udmarvende Tour de France. Den berygtede italienske læge Michele Ferrari giver udtryk for samme opfattelse, da Armstrong første gang opsøger ham i en campingvogn efter et cykelløb. Alt dette ændres ved Lance Armstrongs kræftsygdom, der gør rytteren tynd som et skelet og mere beslutsom end nogensinde tidligere. Under Ferraris opsyn bliver først Armstrong og siden hele hans US Postal-hold sat på et sofistikeret dopingprogram bestående af både EPO-behandlinger, bloddoping og meget andet.

Hvornår hoppede kæden af?

I kølvandet på Tour-sejrene lufter David Walsh imidlertid sin mistro, og langsomt begynder rygterne at svirre, inden bedrageriet slutteligt afsløres.

Som enhver, der er bekendt med ikke blot Walshs bog, men også de mange andre bøger om Lance Armstrong, der er dukket op de seneste år – samt Alex Gibneys dokumentarfilm The Armstrong Lie (2013) – vil vide, findes der fire-fem nøglescener i dramaet om det amerikanske sportsidol.

Manuskriptforfatter John Hodge har fået dem alle med i The Program. Til gengæld synes Hodge at have savnet modet til at grave dybere i fortællingen om mennesket Lance Armstrong. Hvad drev ham? Hvornår hoppede kæden af? Lærte han noget af sine fejltagelser?

I sin egen biografi, Det handler ikke om cyklen (2000), giver Lance Armstrong selv udtryk for, at hans fraværende far og stærke mor i høj grad ansporede sulten efter sportslig anerkendelse og sejre. Men ingen af dem dukker sjovt nok op i The Program, der tydeligvis har haft problemer med, hvor snittet skal lægges. På den ene side inviteres vi til at se Lance Armstrong dybt i øjnene for at regne ud, hvor stor en sociopat, han egentlig er – og hvor sympatisk han samtidig er. På den anden side nægter filmens hæsblæsende anslag os tid til at gøre netop det.

Bedst er filmens mange fine stemningsbilleder fra cykelmiljøet, og så bør hovedrollen Ben Foster også fremhæves. Han gør paradoksalt nok – materialet taget i betragtning – en god figur som Lance Armstrong. Allerede i den indledende scene ses det, at han sidder godt på cyklen, og endnu mere karakter får Fosters Armstrong i nærbillederne, hvor kæberne spændes og øjnene glider sammen i en anspændt grimasse, der røber ilden hos den ærgerrige sportsmand.

Det ændrer dog ikke ved helhedsindtrykket ved en film, der atter en gang demonstrerer, hvor svært det er at skildre idrætsstjerner og spektakulære sportsgrene på det store lærred.

’The Program’ – instruktion: Stephen Frears. Amerikansk. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu