Er danskhall ved at uddø?

Raske Penges debutalbum, der indeholder nye numre og tidligere udgivne singler, lyder bedst, når det peger væk fra dancehallgenren. For de gamle numre på pladen repeterer danskhallens dyrkelse af stenerkultur og systemkritik uden at tænde op i anmelderens indre joint
De nyeste numre på Raske Penges album ’Indtil Nu’ vidner om, at han – heldigvis – er ved at udpege en ny retning. Foto: Territorium

De nyeste numre på Raske Penges album ’Indtil Nu’ vidner om, at han – heldigvis – er ved at udpege en ny retning. Foto: Territorium

20. november 2015

I 2005 udgav gruppen Bikstok, som dengang hed Bikstok Røgsystem, pladen Over Stok og Sten. Og med pladen lirkede de med vuggende elektroniske reggaerytmer og finurlige rim den brede befolknings øjne op for dancehallgenren.

På det tidspunkt havde genren, som oprindeligt opstod som en elektronisk forgrening af reggaen i Jamaica i slutningen af 1970’erne, været repræsenteret i Danmark i noget tid. Men den havde skjult sig fra offentligheden bag et tykt røgslør – med tryk på tykt – og primært haft sin gang på undergrundsspillesteder som Stengade 30 i København.

Den tilværelse i de tilrøgede samfundskulisser var meget i tråd med den oprindelige jamaicanske dancehall. For i Jamaica startede dancehall’en netop som et lokalt og politisk orienteret fænomen centreret omkring landets dansehaller – deraf genrens navn.

Men efter at Bikstoks første plade udkom, rykkede ’danskhallen’ altså fra de lokale spillesteder og ind på mainstreamradioens sendeflade, og genren har fyldt rigtig meget siden. Og lad mig bare sige det med det samme, så I ved, hvor I har mig: Jeg har ikke været glad for danskhallens herredømme. For jeg har været uendeligt skuffet over den måde, danskhallbølgen udviklede sig på.

Jeg syntes, at det startede ret godt – især med Bikstok, der brugte dancehallen som afsæt til at skabe et kreativt kunstnerisk rum, hvor de pakkede deres samfundskritik ind i vanvittige lyriske universer befolket af lige så vanvittige karakterer. Eller hvor man, som Natasja i høj grad gjorde det, kunne komme med ret direkte politiske budskaber på en måde, som slog gnister, fordi hun havde sproget og musikken i sin magt. Men derfra gik det altså nedad.

Danskhallmusikeren Raske Penge, som især sammen med samarbejdspartneren Klumben har vundet radioens og en meget stor del af offentlighedens hjerter, udgiver nu sin debutplade Indtil Nu – for ’indtil nu’ har han kun udgivet singler og EP’er. Pladen udkommer på tredobbelt vinyl og byder desuden på fem nye numre. Og når jeg hører især de gamle numre på pladen, bliver jeg desværre først og fremmest mindet nogle af de ting, jeg synes er slået fejl for danskhallen. For pladen repeterer danskhallens dyrkelse af stenerkultur og systemkritik uden at få mig til at føle det.

Direkte kritik

Indtil Nu bliver lytteren mindet om, at Raske Penge og hans ’homies’ ryger en helvedes masse weed. Man får at vide, at han er en ’Ganja-general’, at han er så skæv, at han ikke er i stand til at lægge an på damerne på »Klubben«. Og at han fester og har det vildt. Så vidt jeg kan høre, uden at der er en ironisk distance til det, og på nogle af disse numre, står jeg helt af.

Lidt mere humor er der i sangen »Faxe Kondi«, hvor Raske Penge og Klumben hylder sodavanden af samme navn, fordi den er »den bedste rygerkur«. Den smører rygerhalsen og får gang i blodsukkeret igen. I den forbindelse kan jeg godt se pointen. For stenerkulturen bliver næsten elegant iscenesat som modkultur. Den er et opgør med tandlægen og de andre autoriteter. Ligesom at der vel også ligger et opgør med præstationssamfundet i røgforherligelsen.

Så langt så godt, og den attitude vil jeg gerne anerkende. Men lyrikken tænder bare ikke op i min indre joint. Og det er et stort problem, for lyrikken er det mest centrale element i det meste dancehall og altså også hos Raske Penge, hvor hverken melodier, kompositioner eller instrumentering er særligt prangende. Hør omkvædet til Faxe Kondi og døm selv:

»For det’ min yndlingssodavand / og du ved den går langt ud over din forstand / jeg drikker den hver dag / og jeg vil gern’ ha’ mer’ / men de tomme flasker de bli’r bare fler’ og fler’.«

Der er desuden en del meget åbenlyse politiske budskaber på pladen. Blandt andet bliver der kastet brosten efter medierne i »Tabernes Planet«, hvor Raske Penge kommer med en hård, men også ret forudsigelig kritik af mediernes troværdighed eller mangel på samme. Og nummeret »Ik Stol På Dem«, som er featuring rapperen Højer Øye, indeholder en meget direkte ytring af mistillid over for systemet: »Ik’ stol på dem, nej ik’ stol på dem / hverken regeringen eller staten / de’ korrupte og det ved de godt selv / sådan er det over hele verden.«

På samme nummer fremhæves det i lyrikken, at det at lade samfundskritikken være så direkte er et bevidst kunstnerisk greb: »Prøv’ at gøre det tydeligt så de ik’ mistolker det / at det her system det er korrupt og vi må brænde det ned,« synger de. Men selvom jeg ikke grundlæggende vil afskrive denne kunstneriske tilgang, ærgrer det mig meget, at Raske Penge og hans venner dermed ’glemmer’ at udnytte nogle af musikkens allerstørste potentialer, nemlig at man gennem lyrikken kan sige ting, som ville være svære at få trykt i artikler i avisen, fordi man kan få budskaberne til at vibrere af poesi. Og at man med musikken som partner in crime kan få folk til at føle budskabet.

Jeg synes med andre ord også, at det virkede super problematisk at den forrige regering solgte Dong til et amerikansk investeringsselskab. Men Raske Penges sange får mig ikke til at føle den utilfredshed stærkere. Ligesom at han ikke sætter ord på det på en måde, som får mig til at se det med nye øjne – for eksempel gennem en poetisk hvirvlende hashtåge.

På vej væk

Der er dog et par af de nye numre på Indtil Nu, som fanger mig. Især det spritnye nummer »Stået Af«, som i højere grad end de andre numre går ind i den følelsesmæssige side af Raske Penges utilfredshed med systemet.

Og »Ingen udvej«, der pakker samfundskritikken ind i en heftig musikalsk hashparanoia, hvor samfundet spurter forbi jeget i form af psykotisk motionerende familiefædre i uendelige mønstre rundt om Søerne i København. Det er et nummer som på ret elegant vis blander eksistentielle problematikker med samfundsaktuelle diskussioner, sådan at den smeltende indlandsis får lov til at prikke til en grundlæggende dødsangst, som så igen får samfundet til at løbe hurtigere.

Disse numre er pakket mere ind i mørk hiphop end i danskhall, og jeg sidder med en klar fornemmelse af, at Raske Penge er i gang med at udpege en ny retning – væk fra danskhallen. Som om han har erkendt, at danskhallen er et døende fænomen. Og hvis ikke danskhallen finder en måde at forny sig selv på, må jeg sige, at jeg støtter den udvikling til fulde her fra mit røg- og Faxe Kondi-frie kontor.

Raske Penge: ’Indtil Nu’ (Raske Plader)

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu