Læsetid: 4 min.

Dødbringende issplinter

’Snedronningen’ på Aarhus Teater rammer flot H.C. Andersens onde magi. Eventyret bliver bare lidt langt
Nicklas Søderberg Lundstrøms lille Kay stirrer rædselsslagen op på Nanna Bøttchers modbydelige isherskerinde i ’Snedronningen’ på Aarhus Teater.

Rasmus Baaner

27. november 2015

Børn har brug for lige så god og nyskabende kunst som voksne. Men på de store teatre får børnene ofte en mellemvare, der hverken er fantastisk for dem eller deres voksne, men som bare lugter af repertoirepligt eller – på denne årstid – af julesællert.

Derfor er det så skønt, at Aarhus Teater nu kommer med så flot et klassikerbud med den nye opsætning af H.C. Andersens Snedronningen. For her er al den magi og alt det nærvær, som kun teatret kan skabe.

Faktisk er konceptet for denne opsætning den samme Andersen-dramatisering, som Aalborg Teater anvendte ved sin opsætning for to år siden, nemlig en musikteaterversion af nordmændene Vidar Magnussen og Kato Ådland med musik af Julian Berntzen. Men i Aarhus lykkes grebet, fordi instruktøren Geir Sveaass og scenografen Marianne Nilsson har fået den lille Gerdas rejse gennem alverdens pinsler til at foregå i alverdens luger, der åbner sig i en julekalender – akkurat sådan som rum pludselig opstår i drømme, der bliver til mareridt. Det er godt tænkt.

Julekalenderfryd

Scenografien fascinerer børnene, allerede inden forestillingen begynder. For Marianne Nilsson har omskabt scenen til den flotteste julekalender. Her oplyses lågerne én efter én med store tal, så ungerne uvilkårligt råber med, når der tælles frem mod 24 og dermed juleaften i H.C. Andersens stærke eventyr om at elske, miste, lede – og finde. Eller om at have kærligheden og pludselig få blandet ondskabssplinter ind i alt det gode. Kasper Stouenbergs videoprojektioner på disse låger er virkelig et hit; han får med sine billeder skabt alt fra bedstemorhygge til prinsebryllup og polarkulde.

På Aarhus Teaters scene er der bare Gerda og Kay. De er vilde med hinanden, og deres kærlighed er helt ren. Indtil altså at Snedronningen buldrer forbi som nordlys på himlen – og hun borer en issplint i hjertet på Kay. Lise Koefoed spiller Gerda med en skøn renhed og en usentimental søgen efter sin barnekæreste. Ungerne elsker hende på stedet. Og Nicklas Søderberg Lundstrøm er sjovt nørdet og kantet i rollen som Kay, der ikke kan gennemskue, at han bliver forhekset – og fint taknemmelig, da han bliver reddet i sidste øjeblik.

Barsk Bøttcher

Men ingen Snedronningen uden herskerinden selv. Nanna Bøttcher har en stærk autoritet, når hun står i sit isblå polarrige mellem blå laserstråler og med et diadem, der kan slå Marys smykkesamling. Hun glinser sølvskinnende smukt, mens hun synger om glæden ved ondskab. Og hendes stemme har en skadefro nedrighed, som giver eventyret en voldsom barskhed. Men de 10-14-årige unger kan tage det. I hvert fald næsten. Når hun forklarer, at de voldsomme klagelyde i isslottet kommer fra ’døde børns sjæle’, bliver der stille på børnerækkerne.

Ensemblet på Aarhus Teater giver de sjove karakterer både kant og mildhed. Inge Sofie Skovbo er en skøn bedstemor. Når hun spiller lappekonen i hvid dragt med samiske bånd, er de danske børn ikke nødvendigvis med på, at hun er en lappekone, men Inge Sofie Skovbo træder i karakter, så ingen er i tvivl om, hvad hun mener.

Mette Døssing er til gengæld danskergenkendelig som blomsterkonen i en skæg kjole med blå musselmalede blomster, som om hun selv hørte til sit eget testel – og Mette Døssing får hældt al den singleensomhed ind i figuren, som den på nogen måde kan bære.

Holger Østergaard spiller skøn krage med flair for sprog – et muntert påhit, ikke mindst fordi både børnene og Gerda glimrende ved, at krager ikke kan snakke. Han udtaler ’klynker’ som ’klunker’, og det synes drengene altså er skønt.

Hans ven rensdyret bliver spillet af Christian Hetland, der er aldeles elskelig i rollen som gevirdyret, der så gerne vil have lov til at komme på scenen. For de mindste børn bliver han også den, der kan rykke fokus fra alt det væmmeligste på scenen. Det er beroligende.

Børn fatter alt

Forestillingen bliver dog ærgerligt nok for lang og omstændelig undervejs, og de indlagte sangtekster er ikke ligefrem uforglemmelige. Her skulle instruktionen have været barskere. Hver scene gentager sin pointe flere gange, og det er altså unødvendigt: Børn fatter alt i første hug. Desuden har de svært ved at sidde i teatersæderne til en klassisk toakter. En halv time kortere ville være en halv time bedre.

Men det ændrer ikke ved, at forestillingens issplinter taler deres eget tydelige sprog: Issplinter så store som istapper falder ud af snedronningens troldspejl. Flotte, vulgære og dødbringende – og så flotte, at man bliver nødt til at røre ved dem. Men så dør man selvfølgelig den forfærdelige frostdød.

Jovist. Eventyrondskaben på Aarhus Teater er lige, som den skal være.

’Snedronningen’. Baseret på H.C. Andersens eventyr. Dramatisering: Vidar Magnussen og Kato Ådland. Musik: Julian Berntzen. Oversættelse og bearbejdelse: Hanne Lund Joensen. Instruktion: Geir Sveaass. Scenografi: Marianne Nilsson. Video: Kasper Stouenberg. Aarhus Teater til 20. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu