Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Drevet ud i afmagt

I Herta Müllers nye essaybog er vægten lagt på teksterne om diktatur og forfølgelse og på den angst, som kommer til at tilhøre kroppen
Overbelastningen af nervesystemet endte med at blive Herta Müllers anden natur.

Overbelastningen af nervesystemet endte med at blive Herta Müllers anden natur.

Polfoto

Kultur
14. november 2015

Tyngdepunket i Herta Müllers essaybog er teksterne om diktatur og forfølgelse. Hun giver her et mere rystende indblik end i de fiktive tekster i, hvad den konstante overvågning, forhørene og chikanerierne har betydet for hendes eget nervesystem. Hendes beretning om, hvordan man drives ud i afmagt og er tæt på at miste forstanden, efterlader læseren i omtrent samme tilstand af afmægtig desperation, som den hun beskriver.

»På grund af den indre panik og ydre ligevægt« (som hun er nødt til at bære til skue) »er man dobbelt til stede. Blot er den ene tilstand, hvor meget den end gør sig umage, ikke mere bindende end den anden. Man har mistet sig selv dobbelt. Så er tiden inde: Blæsten i et akacietræ, elevatorens hvinen, en lyskontakt der tændes, bliver en truende lyd. Men også den lydhørhed, hvormed vandpytten på vejen skinner og suppen i tallerkenen på bordet.«

»Jeg havde ikke angst længere, jeg tilhørte den.«

Det ubønhørlige vat

Overbelastningen af nervesystemet endte med at blive hendes anden natur:

»For man vænner sig til det. Og når noget endnu en gang bliver truende, mærker man, jo længere man vænner sig til det, kun vat. Man bliver bedøvet af den konstante intensitet. Overtræt vågenhed, udstoppet med vat. Man lærer at vattet ikke er stille, bare ubønhørligt. ... Man rydder noget ud af hovedet, det er vat. Og hvor der er blevet frit, rykker nyt vat ind.«

Ubønhørligt vat. Nået dertil flygter hun til Vesten, kun for at blive mødt med mistanken om, at hun er meddeler for Securitate, den rumænske efterretningstjeneste.

Det blev Herta Müller aldrig, ifølge hende selv ikke mindst, fordi hun er datter af en SS-mand, tysktalende rumæner, der i en alder af 17 år meldte sig til Gestapo. Han endte efter krigen som en bralrende alkoholiker, der aldrig fandt tilbage til det civile liv, men fortsat sang Wir fahren gegen Engeland, når han blev fuld. »Sådan blev jeg advaret mod det diktatur, jeg selv levede i.«

Derimod blev hendes gode ven Oskar Pastior informant, og hendes bedste veninde Jenny såmænd også. Oskar Pastior, som er fortælleren i et af Herta Müllers hovedværker, »Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig«, om de sovjetiske lejre efter krigen, er samtidig en afgørende kilde til hendes indtrængende analyser af diktaturets væsen, og da hun efter hans død opdager, at han var meddeler, forstår hun det på en måde godt: »Hvis Pastior endnu var i live, ville jeg hver gang, jeg besøgte ham, insistere på at han skulle læse sine akter og selv skrive om dem. Men hver gang ville jeg samtidig lægge armene om ham.«

Sprogteori

Omvendt hedder det i Herta Müllers fiktionstekst om Jenny, der besøger hende i Vesten og tilstår, at hun er blevet meddeler, men ikke agter at fortælle Securitate noget brugbart: »Det kan vi aftale, du og jeg. Du og jeg. Tereza (som Jenny hedder i teksten) havde ingen fornemmelse af at du og jeg var tilintetgjort. At du og jeg ikke længere kunne udtales sammen.«

Bogen indledes med Herta Müllers takketale om et lommetørklæde som symbol på omsorg og selvagtelse ved modtagelsen af Nobelprisen i 2009. Og uden om analyserne af diktaturet udvikler hun en hel sprogteori på baggrund af, at ’alt altid blev noget andet.’ »Først umærkeligt noget andet når man bare sådan så det for sig selv. Men så påviseligt noget andet når man skulle finde ord for det fordi man talte om det.« Det åbenlyse var det forbudt at tale om.

Herta Müller stoler ikke på sproget. »Jeg ved bedst fra mig selv at det for at blive nøjagtigt altid må tage noget, der ikke tilhører det. (...) Først når det der udelukkes i det virkelige, er blevet plausibelt i sætningen, kan sætningen over for realiteten hævde sig som egen, som realitet blevet til ord, men ordgyldig realitet.« Alt sammen lydefrit oversat af Karsten Sand Iversen, der mestrer kunsten at skrive dansk uden at gøre vold på originalens tyske.

Altid den samme sne og altid den samme onkel
Herta Müller
Gyldendal
Oversat af Karsten Sand Iversen
232 sider
300 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her