Det ender tit som med Lilly

Lillys Danmarkshistorie er titlen på den bog, som kvinder over det ganske land har slugt og bladret tilbage i de sidste ni år. For i Pia Fris Laneths utraditionelle slægtshistorie fra 2006 er der kvindeskæbner, som man kan genkende – og her er samfundsanalyser og feminismepointer vævet ind i dagligdagsbeskrivelser fra Danmark gennem 1900-tallet, så alt virker indlysende.

Nu har Teatret Fair Play og Folketeatret så skabt en teaterforestilling over bogen. Men hvordan dramatiserer man en ikke-fiktion på 640 sider med mindst syv hovedpersoner – og hundredvis af statistikker om aborter og toiletter i gården?

De to dramatikere Daniel Wedel og Joan Rang Christensen har sammen skabt en collagetekst, hvor de zoomer ind på de forskellige kvinder i Pia Fris Laneths familie. Resten lader de klogt nok ligge. Tilbage er så en række tidsnedslag med dagligdags scener om kærlighed og børn og mænd – og retten til at tjene egne penge.

Instruktøren Robert Parr har samlet et stærkt kvindeensemble på seks skuespillere, som rask væk både spiller Lilly og hendes mor og svigermor – og døtre. Sådan! Så er Lillys Danmarkshistorie forvandlet til muntert teater!

I midten står den unge Tanya Lund Andersen i rollen som Pia Fris Laneth – med brede kindben og udslået hår, akkurat som forfatteren, da hun i sin tid slog igennem som fotomodel uden at ane, at hun nogle årtier senere skulle sætte ord på danske kvinders vrede over at være objekter i mænds øjne.

Denne hovedperson fortæller så om sin brogede familie, hvor halvdelen af alle kvinderne blev gravide, inden de blev gift. Hvor kvinderne havde svært ved at brødføde deres egne børn. Og hvor hårdt arbejde og alkohol tog livet af mange af dem før tid.

Tøsesjovt

Der opstår en skøn kvindesamhørighed på scenen, hvor man ser forfatteren samle alle sine slægtninge omkring sig for at nedskrive erindringerne på sin computer. Tøsesjovt, men også med al den tvivl, som den slags skaber. For hvis sandhed er det egentlig, der bliver fortalt? Er det kvindernes egen sandhed – eller forfatterens fortolkning i bagklogskabens lys?

Henriette Rosenbeck tager den fine kjole på i rollen som mor Lilly, der blev født i 1930. Men straks efter er hun såmænd også piberygende mand eller storklimprende kontrabassist, for her hopper kvinderne bare ind og ud af rollerne, når det er nødvendigt: Omstillingsparate med kvindelig intuition og det hele.

Lårkort og lak

Birgitte Raaberg charmerer med sin vidunderlige glæde og sin boblende stemme i rollen som Lillys svigermor, som åbenbart gav fanden i, hvad folk snakkede om – og som fik de børn, hun havde lyst til. Hun samler forestillingen med sin varme. Og så kan Birgitte Raaberg jo synge, så salen koger af begejstring. Uanset om det er »Danmark frit« eller »Rum and Coca Cola«.

Pia Rosenbaum spiller Lillys mor, som er den forsigtigere type. Hun sidder i Jylland og har svært ved at følge med i alt det nymodens ovre i København – og Pia Rosenbaum bruger hele sin vidunderlige udtrykspalet af gøglerkomik og mimikertiming.

Lillys svigerinde Annie går til gengæld linen ud i et liv styret af lidenskab og godt humør. Og sådan som Christiane Bjørg Nielsen spiller hende i lårkort kjole og hvide lakstøvler, så forstår man, at fandenivoldskheden kommer indefra.

»Jeg var 14, jeg blev kaldt Frøken Jensen – og jeg skulle neje, når jeg blev talt til,« som hun siger det om sit kedelige arbejde på et protokolkontor. Der var tydeligvis for meget krudt i hende til at være sekretær.

Christiane Bjørg Nielsen har desuden en skøn siderolle som Pias far, der er nervøs for, at datteren ikke længere vil kendes ved sine arbejderforældre – nu, hvor hun læser på universitetet. Inderligheden mellem de to er mesterlig.

Og sangeren Sanne Graulund spiller flippet søster med hippietøj og depressive træk. Men hun er også kapelmester og forsanger i dette særprægede kvindekor, der viser sig at have den skønneste klang. Uanset om de synger »All You Need is Love« eller »Smilende Sussi‹.

Kolonihavekønt

Hvor foregår så denne Lillys Danmarkshistorie? Den foregår både i Vorbasse og på Nørrebro – og i en kolonihave under besættelsestiden. For scenografen Søren Glad har fundet nogle smukke og præcise Danmarksfotografier, som blæses op på LED-skærme, der fikst trilles rundt på scenen. Ellers står der bare en stol til hver på scenen. Mere har kvinderne ikke brug for. Nå jo, et lagen. For i denne historie skal der fødes børn igen og igen, men lagnet bliver simpelthen bare rullet sammen til en babybylt, når veerne er overstået. Sværere er det ikke. Man mærker, hvordan instruktøren er vant til at arbejde på børneteatrets opfindsomme præmisser – og hvordan det har resulteret i en forfriskende humoristisk nøjsomhed på scenen.

Unødvendig morale

Indrømmet. Forestillingen er ret ujævn i sin dynamik. De intense snakkescener mellem kvinderne fungerer fortræffeligt, men det er ikke lykkedes at integrere diverse manifester i forestillingen.

»At give kvinder stemmeret ville være en glidebane,« lyder første replik, som selvfølgelig får et 2015-publikum til at grine overskudsagtigt. Men efterhånden som brandtalerne tvinges ind i forestillingen, kommer der et unødigt skær af morale over teksten, som slet ikke er nødvendigt. Når Pia-figuren til sidst taler om kvinder og fremtiden, ville man ønske, at hun bare tav. Fordi vi tilskuere sagtens selv kan drage de åbenlyse konklusioner over forestillingen.

Til gengæld er det en god overraskelse, at Pia Fris Laneths egen sorgskæbne også kommer med på scenen til sidst – ligesom det sker i bogen. Det skaber respekt om denne moderne og frigjorte kvindes kamp for at få et godt liv, der ellers på overfladen har set så nemt ud i forhold til hendes forfædres hårde arbejde med at skære tørv og føde børn hvert andet år. For Pia blev politolog og senere stærk udlandsredaktør ved Information, men hun blev også enke som 34-årig.

Tanya Lund Andersen synger hendes følelseskamp ud med den flotteste undrestemme til sidst. Dermed bliver kvindesagaen sluttet med smukkeste respekt. Og nede i teatersalen mærker man det tydeligt: Det ender tit som med Lilly.

’Lillys Danmarkshistorie’. Baseret på bogen af Pia Fris Laneth. Dramatisering: Daniel Wedel og Joan Rang Christensen. Iscenesættelse: Robert Parr. Scenografi: Søren Glad. Co-produktion mellem Teatret Fair Play og Folketeatret. Turné, oplevet på Vendelbohus. Spiller bl.a. i aften på Nordkraft i Aalborg, søndag i Kolding, mandag i Næstved – turné til 15. november samt på Folketeatret i Nørregade 18. november-5. december.