Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Festival uden bremseklods

G ((o)) ng Tomorrow er ikke bange for at kaste kortene op med shitdetektoren slået fra. Man beundrer modet, men festivalen trækker veksler på ens overbærenhed
Kultur
6. november 2015
G ((o)) ng Tomorrow er ikke bange for at kaste kortene op med shitdetektoren slået fra. Man beundrer modet, men festivalen trækker veksler på ens overbærenhed

Camilla Molly Wittus/iBureauet

Under sloganet »exploring music and sound« skulle man tro, at varebetegnelsen var klar nok. Men folk, der i dag eksperimenterer med klingende kunst, låner ofte gods fra teater, video og andre visuelle elementer. Ved de arrangementer, som Information var til under den ni dage lange festival G ((o)) ng Tomorrow, var ikke-klanglige elementer en uadskillelig del af oplevelsen.

På den næstsidste G ((o)) ng-dag gæstede violinisten Todd Reynolds den stemningsfulde Koncertkirken på Nørrebro. Han er et årelangt medlem af de toneangivende newyorkensembler Steve Reich and Musicians og Bang on a Can og er kendt for sende sin akustiske violin igennem effektpedaler og alskens digitale manipulationer.

I Koncertkirkens halvmørke blev der skruet op for høre- og synsindtryk med assistance fra den herboende nordmand Frode Andersens accordeon, den berlinske videokunstner Lillevan og ved mixerpult og elektronik danskeren Ejnar Kanding. Vi blev lukket ind i et fascinerende og mangefarvet rum uden klar fornemmelse af retning og mål.

De to instrumentalister åndede en sensuel og maskulin dans anført af den ofte stærkt elektro-beduggede violin, der snart spurtede afsted med rockguitaragtige soloudbrud, snart loopede sig selv og lagde ovenpå af syrede effekter, mens accordeonet prikkede til nervespidserne med pikante harmonier, accenter eller teksturer. Et hektisk og uforudsigeligt drum’n bass-agtigt trommespor spillede syntetisk op imod de svedende musikere.

På lærredet tonede abstrakte og alligevel genkendelige figurer, mønstre og fænomener frem, hele tiden dragende med en åben betydning i forhold til musikken. Den dæmpede belysning og den visuelle hypnose skærpede lytningen – hvis man da ikke blev suget ind i de lodrette sprækker af glødende farver på sort baggrund, de brocheagtige mønstre i deres gyldne pragt eller store vanddråber i slowmotion. Seancen var forholdsvis langstrakt og sammensat, men blev udført virtuost, indbyrdes lydhørt og i den grad sanseligt. Todd Reynolds mesterlige spil på el-fidel kunne sådan set passe ind i et rockband. Frode Andersens accordeonspil drev ned ad væggene med dampende passion og omhyggelig less-is-more backing.

Nostalgisk klovneri

De fire herrers umiddelbart destinationsløse rejse åd man hvert et minut af. Tidligere på aftenen oplevede vi, hvordan en god idé kan strækkes for langt.

Komponisten Jeppe Just Christensen bygger selv instrumenter med Storm P-ånd over sig, skriver musik for legetøjsinstrumenter, køkkenudstyr og får velkendte instrumenter til at lyde sært. Vi var vidner til uropførelsen af hans »Three Songs in 9 Movements«, som er et slags (primært) instrumentalt tema med variationer over en strubelyds-snøvlesang med en akkordrundgang, der gentages i det endeløse. Tænk skrammelorkester med nik til Tom Waits og gang det så med hundrede, træk noget sangstemme fra og tilføj en grotesk sentimentalitet.

Ud over otte klassiske instrumenter trakterede de 11 musikere desuden med æggedelere, et forstemt legetøjsklaver og alskens skøre ting. For mit indre fik jeg et billede af en slags smadret spilledåse, der var trampet ned under en heftig fest på en åben cirkusplads og dagen derpå var fuld af sentimentale minder, melankoli og længsel. Det havde noget rørende over sig. Jeppe Justs præverbale, dyriske og infantile grynt hen imod slutningen kaldte på et eller andet, der aldrig blev besvaret – som en dyreunge, der er blevet væk fra sin mor og kalder forgæves på hende. Desværre manglede der noget til at retfærdiggøre at strække værket over en halv time. Og var pointen med det kulørte arsenal, at vi skulle knække sammen af grin, lykkedes det kun i glimt. Sjovest var, da komponisten iførte sig Mao-sko med påklistrede metalrør, som han brugte som på en Storm P-agtig fod-slide under sit guitarspil.

Amatørånd

Klovneriet hos Jeppe Just Christensen kan synes for påtaget amatøristisk. For nogle år siden optrådte han med en kaffemølle, så et motionsagtigt redskab og nu sutsko.

Gimmickene støjer i kommunikationen, og jeg er usikker på hans egentlige mål. Mere spontane latterbrøl lød tre dage tidligere under en temmelig spraglet messe i Vor Frue Kirke i indre København.

Komponistkollektivet DYGONG var genopstået og havde skabt deres egen messeliturgi til lejligheden med bidrag fra dem selv og yngre og ældre komponister. I alt 14 indslag af otte forskellige komponister, hvoraf Christian Winther Christensen stod for de fleste.

Masken formåede han at holde under sin totalt gakkede happening med Wagners Parsifal spillet på orgel, mens publikum under nøje instruktion med komponistens ansigt på storskærm skulle gnaske udleveret knækbrød og gurgle saftevand. Vi skreg af grin.

Men egentlig hørte indslaget måske mest hjemme i en revy for musikstuderende, hvilket kan siges om en del af DYGONG’s drengerøvsidéer før i tiden.

Samme komponists brug af Maja Lee Langvads digte udmøntede sig for kontant til, at der var bid i de i forvejen meget direkte eller konkretistiske tekster. Og modsat blev vi holdt i mørket under hans »Knocking out from Heavens Door« for elguitar og præpareret akustisk guitar, der daskes og gnides på.

Messen lykkedes bedst med sine salmer over ældre tekster, helt diatoniske så vi kunne synge med, selvom der var spidsfindigheder i enten melodi (f.eks. det store septimspring i Jexper Holmens Herlighedens Gud) eller akkompagnement (spicy harmonier i Per Nørgårds Som året går).

Aftenens højdepunkt var det magtfulde orgelstykke »Schritte« af Nicolai Worsaae, som virkelig fik kirkens enorme instrument ud i ekstreme afkroge i pibende højde og tordnende dybde som en skræmmende, groft udhugget klangskulptur.

G ((o)) ng Tomorrow. Festival for eksperimenterende musik og lydkunst. Tidligere kendt under navnet Wundergrund. Information var til koncerterne 27. okt. med komponistkollektivet Dygong og 30. okt. med SCENATET feat. Jeppe Just Instituttet samt The Zaffre Project. Three Songs in 9 Movements er netop udgivet på cd (Dacapo 8.226548).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her