Mussa og Wasiullah drikker sodavand på dåse, mens de snakker og pjatter.
Drengene rykker sammen og tager en selfie, store smil og masser af attitude. »Wow! Send det lige til mig, vi ser godt ud,« siger Wasiullah. Imens skriver Mussa #goodbye, inden deres selfie sendes af sted.
Det ser ud, som om Mussa og Wasiullah hænger ud, som så mange andre unge drenge gør. Det gør de egentlig også. Forskellen er bare, at de ikke taler om fester og piger, men i stedet om den enes kommende flugt. Om hvorvidt de ser hinanden igen – og om frygt.
De er begge flygtet gennem flere lande, har vandret over bjerge og har mødt flere menneskesmuglere, før de nåede Danmark, og de har gjort det uden deres forældre. De indgår begge i den voksende gruppe af unge, uledsagede flygtningebørn, der kommer til Danmark.
Nu skal Wasiullah af sted igen, han har fået afslag på asyl efter tre år i Danmark og skal sendes tilbage til Afghanistan. Men det vil han ikke. Wasiullah føler sig dansk, og det er i Danmark, han vil leve; derfor planlægger han at flygte til Italien og få asyl der for så at vende tilbage så hurtigt som muligt.
»Det er historien om at tage væk for at få lov til at blive,« forklarer filmens instruktør Michael Graversen om scenen i filmen og uddyber:
»Scenen viser, at de er en del af en ungdomskultur som ganske almindelig danske unge. Det er to uskyldige drenge, hvoraf den ene – Mussa – kan få lov at blive i Danmark, mens Wasiullah er på vej til en helt anden, mere alvorlig del af sit liv.«
I Drømmen om Danmark følger Michael Graversen gennem flere år Wasiullah, der ankom til Danmark som uledsaget flygtning fra Afghanistan som 15-årig. Han er som alle andre danske drenge, der pjatter med vennerne, joker og flirter med piger. Han har boet tre år på et børneasylcenter i Danmark, hvor han har skabt sig et netværk, et hjem og en identitet. Han er dansker. Da han fylder 18 år, modtager han et endeligt afslag på asyl og tvinges til at forlade landet. Men da han frygter for sit liv i Afghanistan og føler sig som dansker, beslutter han sig for at gå under jorden og flygte videre til Italien. Drømmen er at få asyl der, så han kan komme tilbage til Danmark.
Michael Graversen er med, da han går under jorden i Danmark, på hans flugt igennem Europa og på gaden i Italien. Filmen giver et indblik i, hvad der sker med de uledsagede flygtningebørn, der hvert år forsvinder fra de danske asylcentre.
»Jeg vil vove at påstå, at de fleste af dem, der afvises, forsvinder, når de bliver 18 og skal sendes hjem,« fortæller Michael Graversen og fortæller, at mange af de her drenge »stadig har en kæmpe kærlighed til Danmark«, selv om de i lang tid sidder i venteposition, afvises og udskydes af det samfund, de allerede føler sig som en del af.
»På trods af at Wasiullah får afslag, holder han fast i Danmark. Han vil så gerne være en del af et fælleskab, men det er svært, når fælleskabet ikke vil ham.«
En ny underklasse
I dag er det tre og et halvt år siden, Michael Graversen startede på filmen.
»Jeg mødte Wasiullah på asylcentret, og så ringede han til mig en sen aften og fortalte, at nu var han nødt til at forsvinde, fordi han var bange for at blive hentet og sendt til Afghanistan.«
De mødes på Hovedbanegården og aftaler, at Michael Graversen skal følge hans flugt.
»Her begynder hans nye liv, hvor han bevæger sig rundt i en skyggeverden og bare kan forsvinde, uden nogen ville opdage det. Det, at der bliver lavet en film om ham, gør, at han tager sin ret til at eksistere. Han har fået frataget sin identitet, og så er det befriende, at nogen ser en.«
Derfor rejser Michael Graversen med til Italien. For at dokumentere livet som afvist, uledsaget flygtning.
»De sidste fire år, har jeg mødt over 100 uledsagede drenge, der er gået under jorden. Jeg har hængt ud med dem under broer, sovet med dem i bjergene og fejret eid med dem. Til sidst blev jeg accepteret, og kunne dokumentere deres liv,« fortæller han.
Det er liv, som aldrig kommer i gang, forklarer Michael Graversen, da han skal beskrive det parallelsamfund, der møder ham. Et parallelsamfund af unge drenge, der lever på gaden og venter på asyl, mens de drømmer om et andet liv i et andet land.
»De her drenge skaber en ny underklasse i Europa, der aldrig kommer i gang med deres liv. Det er et problem, som vi må tage alvorligt.«
Hvem er jeg?
Titlen på filmen refererer til den drøm om et liv i Danmark, der etableres i de år, Wasiullah tilbringer i Danmark.
Og filmen rammer direkte ind i den aktuelle debat om uledsagede flygtningebørn, som der kommer flere og flere af i disse år.
I hele 2014 kom der 818 uledsagede flygtningebørn til Danmark. Og fra den 1. januar til den 30. september 2015 er der allerede kommet 943. Det er ikke tilladt at udsende uledsagede flygtningebørn, men når de fylder 18 år, overgår de til voksensystemet og kan dermed hjemsendes.
Michael Graversen fortæller, at filmen skal sætte fokus på de følelsesmæssige følger af, at uledsagede flygtningebørn behandles på denne måde. Han fortæller, at filmen ikke er lavet for at diskutere, hvorvidt Wasiullahs sag er korrekt behandlet, men at den derimod er historien om, hvordan unge teenagere som Wasiullah danner deres identitet i teenageårene, der beskrives som meget formative år, hvor man finder ud af, hvem man er, og hvor man hører til.
»Det er børn, der lider afsavn, har været på en farlig flugt, og som har knyttet bånd til Danmark, fordi de opholder sig her i nogle af de mest betydningsfulde og identitetsskabende år,« siger Michael Graversen.
»Mange kommer i starten af teenageårene. De skaber en identitet, får venner, kærester, voksenrelationer og lærer sproget. På den måde skaber de et nyt hjem i Danmark. De, der får afslag, når de bliver 18, har stadig drømmen om Danmark. Det bliver drivkraften for mange af dem og det, der gør, at de overlever og kommer gennem tilværelsen,« siger han og uddyber: »Wasiullah har brug for ikke kun at være det, han er flygtet fra, men for at være som alle andre. Han er helt alene her og har givet slip på det, han havde med hjemmefra rent kulturelt, og har overtaget danske værdier. Wasiullah er dansker, han taler dansk og drømmer om et liv her, og så smides han ud.«
Da Wasiullah kommer til Italien, bor han på gaden, mens han venter på, at hans sag behandles.
»Da vi kommer til Italien, og han igen kommer i venteposition, bliver det hårdt for ham. Traumerne popper op. Hvis de her unge ikke allerede er traumatiseret af flugten, situationen i deres hjemlande eller sorgen over at miste deres familier, kan de udvikle traumer på grund af ventetiden og uvisheden,« fortæller Michael Graversen. For Wasiullah viser det sig i form af posttraumatisk stress og depression.
»Jo længere han er i Italien, og jo længere tid han må vente, jo dårligere får han det,« siger Michael Graversen og fremhæver et tidspunkt i filmen, hvor Wasiullah mister sin hukommelse fuldstændig og ikke kan finde ud af, hvor han hører til. På dette tidspunkt kan han både tale afghansk, dansk og italiensk, og det forvirrer ham, at han ikke ved, hvem han er.
»’Jeg er tre lande, hvem er jeg?’ blev han ved med at sige til mig i den periode, hvor han havde det rigtig skidt,« fortæller Michael Graversen om den surrealistiske situation, hvor Wasiullah pludselig ikke vidste, hvad Danmark var og ikke kunne forstå, hvorfor han kunne tale dansk.
»Han sletter mig og sine venner i Danmark fra sin hukommelse. Så fra den ene dag til den anden ved han ikke, hvem jeg er, og hver gang jeg prøver at sige: ’Hey, vi kender da godt hinanden.’ bliver han aggressiv,« fortæller Michael Graversen, der beslutter at tage tilbage til Italien, hvor de genopbygger deres relation fra bunden.
»Han er nærmest psykotisk, men stille og roligt begynder han at kunne huske igen.«
Menneskene bag tallene
Nu er filmen færdig. En film, der sætter ansigt på de uledsagede flygtningebørn.
»Jeg håber, folk ser mennesket bag tallene og bliver berørte af det, næste gang de hører den her term: uledsagede flygtningebørn. Det er en barsk verden, vi sender dem ud i, og de har så meget brug for tryghed,« siger Michael Graversen og fortæller, at det, der for ham startede som en nysgerrighed efter at finde ud af, hvordan livet er som uledsaget flygtning, nu er endt med at blive et håb om at kunne påvirke noget og skabe en debat. »Selv om det måske giver mening rent juridisk at afvise dem, er det et stort problem, at vi har haft de her drenge i tre-fire år. Danmark er alt, hvad de har, og så bare sender vi dem ud igen. Vi har et ansvar.«
For Wasiullah er kampen langtfra forbi. Efter 17 måneder i Italien har han fået midlertidigt ophold på fem år. Med midlertidigt ophold kan han ikke tage tilbage til Danmark, men det er stadig den drøm, han lever for.
»Om natten drømmer han om Danmark, men udsigterne ser dårlige ud.«
Michael Graversen mener, at problemet er, at der ikke er nogen fremtid i Italien. Wasiullah har fået en bolig, men den mister han til april, hvis ikke han får et job inden da. Arbejdsløsheden er høj, og drenge som Wasiullah står ikke forrest i køen, derfor ender han højst sandsynligt på gaden. »Wasiullahs håb er, at nogen kan hjælpe ham med at få et arbejde. Drømmen bliver ved med at være at komme til Danmark, og med et arbejde er det lettere at få fast ophold og dermed flytte tilbage til Danmark. Det er hans eneste mulighed.«
’Drømmen om Danmark’ havde premiere på CPH:DOX i går. Den 11. november vises den med efterfølgende debat med bl.a. Johanne Schmidt-Nielsen, Sofie Carsten Nielsen, Michael Graversen og Sørine Gotfredsen. Den 15. november DR 1 21.50
