Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hvad vil folk dog ikke tænke?

Lily – i Ghita Nørbys skikkelse – møder omgivelsernes fordomme og fordømmelse, da hun falder for en anden mand på plejehjemmet. Ud af det er der kommet filmen ’Nøgle Hus Spejl’, der handler om at hænge i livet med det yderste af fingerspidserne
En tidligere svensk pilot flytter ind på det plejehjem, hvor Lily (Ghita Nørby) bor med sin hensygnende mand, og varsler med en forkølet fanfare en ny og ureglementeret tid for Lily.

Christian Geisnæs

Kultur
13. november 2015

En stol bliver trukket ud fra et bord og over et linoleumsgulv på et plejehjem. Den skurrer arrigt som en rusten kniv i øret. Der bliver trukket mange stole over mange institutionelle gulve i Michael Noers Nøgle Hus Spejl. Det er lyden af plejehjemmets pragmatiske konformitet, af Velfærdsdanmarks parkering af sine ældre. Kønt er det ikke, men det er effektivt.

Nu er Nøgle Hus Spejl ikke en egentligt politisk eller samfundskritisk film, og den leverer heller ikke en sønderlemmende kritik af ældreplejen. Men den bruger alligevel plejehjemmet som perfekt kulisse for en historie om frigørelse og om at hænge i livet med det yderste af fingerspidserne. At nægte bare at fise ud, men i stedet brænde den sidste stump stearinlys for fuld blæs.

Det er en film, der hylder antiautoritær adfærd. Lilys mand, Max, har fået flere hjerneblødninger og er næsten ude af kontakt med omverdenen. Udtryksløst hensygnende i en grøntsagslignende tilstand. Lily forsøger at holde sammen på deres liv på plejehjemmet og involverer stadig den totalt nonkommunikative ægtemand i alskens sociale aktiviteter. Ikke mindst i en rørende scene, hvor hun får sygeplejerskerne til at holde Max, så hun kan danse med ham.

Ind flytter en svensk tidligere pilot, og som det første går han i gang med at trutte klodset i sin trompet – en forkølet fanfare, som varsler en ny og mere ureglementeret tid i Lilys liv. Og snart er der stærke følelser imellem hende og svenskeren.

80-årige Ghita Nørby og 81-årige Sven Wollter spiller de to pensionister, der oplever deres livs sidste store kærlighed. Det sker med en formidabel varme og intimitet, med en klar fornemmelse af, at de forsøger at betræde en sti, der har været væk i mange år, men som de pludselig er i stand til at genfinde, på trods af at den er helt overgroet. Ghita Nørbys evne til at spille et menneske, der endelig får lov til at folde sig ud, er direkte rørende. »Som om jeg ikke har levet, ikke før nu,« som hun fortæller os. Mens Wollter er et ædelrustent festorgel, der sniger sig uden om reglementerne med en baggårdspumas selvfølgelighed.

Svedig lykke

Måden de ramler deres kroppe lystent sammen på, så tøver og dernæst bevæger sig forsigtigere frem, gemmer på så meget fortælling om nedpakket lyst og skrøbelige følelser og angst for forræderi. Og fotograferingen dyrker både en respektfuld distance, men også nogle ret intime closeups, der er så fulde af svedig lykke, at man næsten rødmer. Og det er samtidigt lykkedes Michael Noer og manuskriptforfatter Anders Frithiof August at forlene portrættet af Lily og piloten med både håb og humor. De er ikke stakler, egentlig bare lidt trættere end os andre.

Hvad vil folk dog ikke tænke? Well, i hvert fald ikke ubetinget positive tanker, det ligger hurtigt fast i mødet med plejehjemsbeboernes misbilligende blikke og Lilys datters vrede. Og det antiautoritære trip, der både inkluderer illegale udflugter, uautoriseret bagning og rødvin til banko, får en ny og dybere dimension – den, der handler om at ignorere normalitetens vogtere og udfordre den herskende moral.

Måske er det vores egen fremtid, vi ser, når vi ser ind på plejehjemmet? Altså det er nok robotter, der skifter ble på os til den tid, men den allerede ganske automatiserede tristesse, som vi ser i billederne af bleskift og siddende brusebade, er jo en mulig fremtid. Men i Nøgle Hus Spejl er det ikke en pessimistisk blindgyde, vi ser ind i, for Noer og August insisterer på valgmulighederne i hovedpersonernes liv. Uden at det bliver et strengt hypotetisk eventyr. For kroppen og sindet bliver jo stadig mere ramponeret med alderen.

Og snart viser det sig, at Lily har hukommelsesproblemer i en sådan grad, at hendes virkelighedsopfattelse fordrejes. Og således ophører enhver form for klar opdeling i frihedselskere og undertrykkere (om det sidste så er familie eller institution). For Lily kan ikke, hvad, hun tror, hun kan. Det bliver smukt lydligt formuleret, da hun tager en uautoriseret gåtur om søerne i København, hvor lydene synes at ligge på lur og angribe hende, som befandt hun sig i en ukendt jungle. En subjektiv lydside, der fortæller om angst og sårbarhed.

Nøgle Hus Spejl er en nuanceret undersøgelse af individuel frihed over for velfærdsstatens kapacitet for omsorg. Sidstnævnte har jo ofte et element af frihedsbegrænsning, hvilket nogle gange er unødvendigt teknokratisk, men også kan være den eneste fornuftige løsning. Lige som linoleumsgulve.

’Nøgle Hus Spejl’ – Instruktion: Michael Noer. Manuskript: Anders Frithiof August. Dansk. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her