Læsetid: 4 min.

Frygt og hævn i Afghanistan

Carsten Jensen fanger effektivt krigens gru og Afghanistans tragedie. Men det hæsblæsende plot og de moraliserende indslag skæmmer ’Den første sten’
Carstens Jensens nye roman om en deling danske soldater i Afhanistan har ingen egentlig hovedperson. Men det er første gang, vi i litterær form for alvor er i selskab med danske soldater drevet af frygt og hævn og en opgave, der synes umulig – og det bør man ikke gå glip af.

Lasse Kofod

4. november 2015

Hvor intelligent er den danske soldat egentlig? Har han moral, mod og mandshjerte nok til at handle korrekt, når han bliver presset, og det handler om liv og død? Spørgsmålene trænger sig på flere steder i Carsten Jensens store, ambitiøse krigsroman, Den første sten, der udkommer i dag.

Heri følger vi en deling danske soldater, der efter otte måneders intens træning er endt under »den hvidglødende Helmand-sol« i den afghanske ørken for at »lede efter fjenden, mens fjenden leder efter dem«.

Danskerne har næsten alle en pragmatisk indstilling til krigen: »Det er ikke noget eventyr, men et arbejde, der skal passes,« som det et sted udtrykkes, og på lignende vis er den danske øverstkommanderende, en erfaren lokalpolitiker fra Bornholm, »kommet ud i ørknen for at få tingene til at glide.«

Ove Steffensen, som han hedder, har det fint med at indgå alliancer, forhandle og lave aftaler med lokale krigsherrer og borgmestre – »det er et spil, han kender« – men delingens soldater derimod lægger ikke skjul på en ulmende utilfredshed. De har meldt sig frivilligt for at prøve sig selv af under ekstreme omstændigheder, men frygter rent ud sagt at dø af kedsomhed, hvis der ikke snart »sker et eller andet«.

Hvilket der desværre også gør – desværre for de danske soldater og desværre for romanen.

Terrorist eller sindssyg?

Nogen decideret hovedperson har Den første sten ikke, men i centrum står delingsføreren Schrøder, hvis maskuline og rolige fremtoning de fleste af danskerne føler sig trygge ved. Først da Schrøder fører dem i et baghold, hvor flere af dem dør, går det op for dem, at han ikke er til at stole på.

Samtidig har delingens feltpræst bildt soldaterne ind, at en islamisk terrorgruppe er løs i Danmark, og derudover har også oberst Steffensen fået problemer, fordi hans vage ledelsesstil har svigtet og kostet afghanske menneskeliv.

»Er Schrøder konvertit, terrorist eller bare sindssyg,« spørger Steffensen sig selv, inden han hårdt presset godkender, at delingen forlader lejren for at opspore den deserterede Schrøder og hævne deres dræbte kammerater. De danske soldater, der tripper efter at affyre deres våben, har brug for en fjende, som er anderledes end dem selv – så de »kan hade. Og handle,« som Steffensen konkluderer.

Men naturligvis er Schrøder slet ikke så anderledes igen, når det kommer til stykket. Det er til gengæld krigen. Hvad Carsten Jensen skildrer, er et kaos af uigennemskuelige alliancer, afstumpet vold, moralske dilemmaer og tragiske ofre, en slagmark, hvor militærstrategier og planer ikke slår til over for droner, tilfældigheder og skjulte dagsordener.

»Hver gang noget nyt og uventet dukker op, så åbner der sig også nye spor, historien kan forløbe ad. Udfaldet bliver mindre forudsigeligt. Det er ligesom et spil,« siger Schrøder på et tidspunkt.

Spændingsplot uden spænding

Den første sten er båret af et vidt forgrenet spændingsplot, der konstant sender de danske soldater ud ad nye spor, som dog ikke bringer dem nærmere et mål, men blot åbner for nye spor og spekulationer.

For så vidt giver formen mening. Problemet er bare, at spændingsplottet ikke er særligt spændende. Folk dræbes på stribe, og både farverige figurer og truende situationer dukker uventet op, men hvad der egentlig står på spil – eller hvem af de danske soldater, der dør eller overlever, som handlingen skrider frem – fortoner sig stille og roligt bag det hæsblæsende melodrama. Da soldaterne samtidig begynder at stille spørgsmålstegn ved krigen i stedet for at tale om call of duty og crossfit, udvikler Den første sten sig efterhånden til en blanding af kulørt lufthavnsthriller og akademisk debatbog. Selv romanens mest interessante figur, Khaibar, en dansk efterretningsagent med afghanske aner, der sendes til sin fars hjemland for at bringe de danske soldater i sikkerhed – kan ikke nære sig for at lufte sine banale betragtninger og lommefilosofi (»For at vinde over Schrøder må jeg blive Schrøder« ).

Jo, selvfølgelig tvinges den hårdt pressede danske soldat vel også til indimellem at tjekke sit moralske kompas og overveje meningen med krigen – men næppe så grundigt som Carsten Jensen tilsyneladende kunne tænke sig, at han eller hun gjorde.

Så tæt på krigens gru

Dér, hvor Den første sten fungerer, er i dens udpenslede beskrivelser af vold, død, mishandling og tragedie. Det er lang tid siden, at litteraturen har bragt mig så tæt på krigens gru, må jeg indrømme.

En lille søn tisser tavst i bukserne, da hans far bliver hevet ud af en bus og henrettet af Taleban, afghanske kvinder holdes indespærret af amerikanske lejesoldater, der voldtager dem, og på et tidspunkt møder delingen »en forbrændt lille krop, med skorpet sortbrændt hud, åben ind til mørkerødt kød og gule knogler, ubegribeligt i live, endnu mere ubegribeligt med åbne, stift stirrende øjne, der er blændede af rædsel og smerte«, som Khaibar udtrykker det, inden han retorisk spørger: »Vi står helt magtesløse. Hvad kan vi gøre?«

Carsten Jensen sender spørgsmålet videre med Den første sten, der af samme grund inviterer til eftertanke hos læseren. Den invitation bør vi trods alt takke ja til.

Det er som bekendt første gang, vi i litterær form for alvor er i selskab med en deling moderne danske soldater drevet af frygt og hævn – og hvem vil gå glip af det?

Carsten Jensen: ’Den første sten’. 614 sider. 349 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den tyske psykolog og filosof Hans Lipps (Lipps deltog i begge verdenskrige; i september 1939 indkaldtes han og faldt som regimentslæge under felttoget i Rusland.)
har skarpt iagttaget i sine essays ”Wandlung des soldaten” og ”Der Soldat des letzten Krieges”. Hvordan er det gået med borgeren og hans værdighed og ret, hvor demokratiet har befattet sig med den moderne teknificerede krig? Har det kunnet gøre den til middel for sin politik, uden at dets normer blev ramt på samme måde, som idealismens blev det for frontsoldaternes i 1. Verdenskrig . Ser man ikke, at dets idealer er gået endegyldigt bankerot, hvis man aflæser budskabet i frontsvinets affotograferede ansigter? Udvisket er her ikke alene landsknægtens eventyrlyst, men også den positur, som 1870 – soldaten endnu indtager, når han udstiller sig selv som person, der kender sit hverv og sit ansvar og deres mening og mål. Denne soldats indre samling, holdning, overbevisning og hengivenhed til et land og et folk er hos frontsvinet forsvundet og afløst af en sagligt bestemt orientering mod det ydre, hvori det gælder om at være 100% nærværende. En vagtsom, dyrisk vejren finder Lipps i frontsvinets blik, en indstilling på, hvad der foregår i slagmarkens tomme kaos, hvor alt er givet i udsnit og uden overblik og horizont. Den særegne person, der er indforstået med sit opdrag er afløst af en soldat, der er bleven type.
Denne ændring af soldaten har sin grund i, at tiden er blevet en anden og at verden er ændret. Historien som en proces med mening og retning har materielslagene ændret til en række uoverskuelige situationer, der er uomgængelige. Dem kan man indstille sig på og søge at tage på sig. Hvad der kan synes at være blot en tilskikkelse, udfordres man til at transformere til sin skæbne. Som subjekt må man selv tage sin hidtil usete situation op, da ingen overdragne normer kan gælde for den. Man er kastet ind i en krig, hvor tiden og teknikken er de nye instanser, og hvor overleverede normer og idealer ikke har gyldighed. Således stilles frontsvinet på et nulpunkt. Her åbenbarer virkeligheden og det , der ”neutralt” hedder ”livet” sig som en ny og pågående orden, der skrotter alle givne målestokke.

Søren Kristensen

Hvis der absolut skal moraliseres over krigens gang (og det skal der vel engang imellem?) så lad det være op til Carsten Jensen.

Michael Kongstad Nielsen

LArs Bukdahl i WA giver til gengæld romanen det glatte lag.
"Carsten Jensen skriver som brækket arm ... Den arm, der skriver djævlespændt skarpt og herligt groft, når den skriver essays, skriver sig helt itu, når den skriver fiktion ..." og så en hel masse Bukdahlsk snørklet uforståelighed, der munder ud i, at det er Carsten Jensen, der kaster den første mursten. "Han sigter godt, men rammer skidt", på grund af sin essayistiske tungefærdighed.