Læsetid: 4 min.

Frygt og hævn i Afghanistan

Carsten Jensen fanger effektivt krigens gru og Afghanistans tragedie. Men det hæsblæsende plot og de moraliserende indslag skæmmer ’Den første sten’
Carstens Jensens nye roman om en deling danske soldater i Afhanistan har ingen egentlig hovedperson. Men det er første gang, vi i litterær form for alvor er i selskab med danske soldater drevet af frygt og hævn og en opgave, der synes umulig – og det bør man ikke gå glip af.

Lasse Kofod

4. november 2015

Hvor intelligent er den danske soldat egentlig? Har han moral, mod og mandshjerte nok til at handle korrekt, når han bliver presset, og det handler om liv og død? Spørgsmålene trænger sig på flere steder i Carsten Jensens store, ambitiøse krigsroman, Den første sten, der udkommer i dag.

Heri følger vi en deling danske soldater, der efter otte måneders intens træning er endt under »den hvidglødende Helmand-sol« i den afghanske ørken for at »lede efter fjenden, mens fjenden leder efter dem«.

Danskerne har næsten alle en pragmatisk indstilling til krigen: »Det er ikke noget eventyr, men et arbejde, der skal passes,« som det et sted udtrykkes, og på lignende vis er den danske øverstkommanderende, en erfaren lokalpolitiker fra Bornholm, »kommet ud i ørknen for at få tingene til at glide.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den tyske psykolog og filosof Hans Lipps (Lipps deltog i begge verdenskrige; i september 1939 indkaldtes han og faldt som regimentslæge under felttoget i Rusland.)
har skarpt iagttaget i sine essays ”Wandlung des soldaten” og ”Der Soldat des letzten Krieges”. Hvordan er det gået med borgeren og hans værdighed og ret, hvor demokratiet har befattet sig med den moderne teknificerede krig? Har det kunnet gøre den til middel for sin politik, uden at dets normer blev ramt på samme måde, som idealismens blev det for frontsoldaternes i 1. Verdenskrig . Ser man ikke, at dets idealer er gået endegyldigt bankerot, hvis man aflæser budskabet i frontsvinets affotograferede ansigter? Udvisket er her ikke alene landsknægtens eventyrlyst, men også den positur, som 1870 – soldaten endnu indtager, når han udstiller sig selv som person, der kender sit hverv og sit ansvar og deres mening og mål. Denne soldats indre samling, holdning, overbevisning og hengivenhed til et land og et folk er hos frontsvinet forsvundet og afløst af en sagligt bestemt orientering mod det ydre, hvori det gælder om at være 100% nærværende. En vagtsom, dyrisk vejren finder Lipps i frontsvinets blik, en indstilling på, hvad der foregår i slagmarkens tomme kaos, hvor alt er givet i udsnit og uden overblik og horizont. Den særegne person, der er indforstået med sit opdrag er afløst af en soldat, der er bleven type.
Denne ændring af soldaten har sin grund i, at tiden er blevet en anden og at verden er ændret. Historien som en proces med mening og retning har materielslagene ændret til en række uoverskuelige situationer, der er uomgængelige. Dem kan man indstille sig på og søge at tage på sig. Hvad der kan synes at være blot en tilskikkelse, udfordres man til at transformere til sin skæbne. Som subjekt må man selv tage sin hidtil usete situation op, da ingen overdragne normer kan gælde for den. Man er kastet ind i en krig, hvor tiden og teknikken er de nye instanser, og hvor overleverede normer og idealer ikke har gyldighed. Således stilles frontsvinet på et nulpunkt. Her åbenbarer virkeligheden og det , der ”neutralt” hedder ”livet” sig som en ny og pågående orden, der skrotter alle givne målestokke.

Søren Kristensen

Hvis der absolut skal moraliseres over krigens gang (og det skal der vel engang imellem?) så lad det være op til Carsten Jensen.

Michael Kongstad Nielsen

LArs Bukdahl i WA giver til gengæld romanen det glatte lag.
"Carsten Jensen skriver som brækket arm ... Den arm, der skriver djævlespændt skarpt og herligt groft, når den skriver essays, skriver sig helt itu, når den skriver fiktion ..." og så en hel masse Bukdahlsk snørklet uforståelighed, der munder ud i, at det er Carsten Jensen, der kaster den første mursten. "Han sigter godt, men rammer skidt", på grund af sin essayistiske tungefærdighed.