Læsetid: 4 min.

Fuldfed nyklassiker

Mikkel Thykiers legendariske, tidlige digte genudgives i en monstrøst stor bog. Det er næsten for meget på den allerbedste måde
21. november 2015

Forfatteren Mikkel Thykiers legendariske debut Skyggerne er kun flygtige udkom oprindeligt i 1997 og er i dag fuldstændigt uopdrivelig. Det gælder også hans følgende udgivelser, Struktur og Katalog. Men nu har det lille forlag Antipyrine genudgivet dem i en ordentlig klods af en bog, hvor der så også er et par optrykte breve og en hel samling nye digte.

Det med klodsen skal tages alvorligt. Den nye bog – titlen er Skyggerne er kun flygtige og solen et spind i skyerne/ Lyspunkter – er massiv, simpelthen, på én gang monumental og skrabet i sit look, umulig at have i nogen reol, i opslået tilstand omkring 75 centimeter bred. Så er det også en tête-bêche – den skal læses fra begge sider – og uden sidetal. Det er ikke til at finde rundt i, nærmest overvældende, også selvom de tidlige digtes lange, sammenflettede vers lyser op med en fuldfed, formuldet og filigranagtig skønhed. Se her:

»som et slag opblødt i skygger, mørke som mørket i et let åndedrag, pudret/ med hasselnødders brunhed, pustes lyset i dit øre ud, til gengæld tændes/ grubens bølger og bakkedale: en skælven i landskabets lune myghed, mudret/ mumlen fra rosernes græske fold, og det var det: de stålblå øjne ser ikke/ længere forvirrede farver som brand i sommertørre hindbærbuske, din næse/ lugter ikke længere dynens dun, som ørerne, de lader uret tigge.«

Det er jo ikke byens rum, de her digte befinder sig i, heller ikke landbrugets elle de vilde skoves. Det er snarere de forvoksede havers og sensommerens skovbryn. Og så er der ellers skruet op for de klassiske, lyriske greb. Sanserne blander sig med hinanden, grænsen mellem menneske og natur viskes ud, alt handler om stemning og brus og smukke billeder. Er der et du undervejs, så betragtes det, beskrives, gerne sovende eller åndende. Men jeget er i centrum, man taler ikke sammen.

Karsk stoflighed

Som læser når man så ikke altid frem til et udsagn eller et ærinde bag al den stemning. På den måde er der tale om en inderlig, alvorlig stiløvelse, men også om en opvisning af et nærmest rystende talent. Jeg mener, Mikkel Thykier var tyve år, da hans debut udkom, og en note bag i den nye bog præciserer, at han skrev den i 1995, da han var atten. Sikkerheden i anslaget, den måde, de mest utrolige sammenligninger falder med den største naturlighed: det er ikke til at forstå. De sammenligninger optræder i koncentreret form i Katalog, der i denne bogs nye, udvidede version hedder »Udsigter, underbelysninger og urolige blade«. Den er i al sin knaphed et katalog af billeder, især sammenligninger, nogle gange kun billedled. De er så stemningsfulde og fyndige, at man mister pusten:

»Som lys gennem tæppe spændt ud oppe under lampen«, »som mel der pustes ud over et køkken, som aftensolen er ved at farve«, »anes som kernerne i en gennemlyst klementin«, »med samme tyngde som når lem og ansigt spejles i vandet i et tilkalket toilet«, »orm i toiletvandet der vrider sig, som om den binder sløjfer på sig selv, der bliver ved med at gå op«.

De sidste eksempler viser, at der godt kan komme noget karsk over Mikkel Thykier, også her emmer hans stil af en helt egen blanding af stoflighed og forfinet præcision. Heller ikke her fylder andre mennesker i øvrigt meget: Det er forfatteren i sansernes vold, man møder her.

Historien siver ind

Nå. Det sidste er vigtigt, fordi Thykier de sidste femten år primært har udgivet prosa, man med god vilje kan kalde essays, og hvor han kategorisk har afvist litteraturen som mulighed. Den levner ikke rum til et egentligt møde med det andet menneske, sådan som – det har været Thykiers foretrukne modbillede – brevet og korrespondancen gør.

Men nu er han altså alligevel tilbage med nye digte. De har samme ultralange verslinjer og flettede opsætning som de tidlige, men noget har ændret sig. Billedkaskaderne er tonet ned til fordel for et ræsonnerende tonefald og for samtaler med et du. Og så er historisk og selvbiografisk stof indarbejdet på en helt anden måde.

Digtenes øjeblik er ikke isoleret fra en omgivende verden mere. Det er, som om de befinder sig i et nu, hvis grænser er uklare, andre stemmer og erfaringer siver ind i dem, men på en rolig, udramatisk måde. Det åbner både for, at digtene kan strejfe Mellemøstens revolutioner, og for, at de kan indarbejde erindringer fra bedstemorens tid som ung i Norge under Anden Verdenskrig:

»tiderne bruser op omkring os, hvert øjeblik stiger som en hvid boble mellem andre og finder sammen i et glitrende skum: i ét beslaglægger/ tyske soldater underetagen i et hus, der før var åbent for flygtninge, nu forvises beboerne til værelserne på loftet og siger: ’det har vi/ kun godt af, her har vores piger boet alle årene’, i en anden sidder min mors onkel i et mørkt hjørne af stuen og siger, at det kræver meget/ kærlighed at leve med de ting, han var med til.«

Nå ja, de nye digte er ikke bare roligere i anslaget, de er også mindre intense. Det giver så en klangbund til de smukke, smukke sammenligninger, der stadig er Thykiers signatur. »Vandhanen, der drypper med samme tone som en/ der slår klik med tungen«: En forfatter, der kan skrive den slags billeder, fortjener ikke bare én eller få, men alle de læsere, der kan stimle sammen om ham.

Mikkel Thykier: Skyggerne er kun flygtige og solen et spind i skyerne/ Lyspunkter. Antipyrine. 320 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu