Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Glemmer du, så husker branchen

Der findes mange måder at erindre musik og musikere på. Nu er Kurt Cobains hjemmeoptagelser blevet udgivet. Alanis Morissettes klassiker ’Jagged Little Pill’ har 20-årsjubilæum og genudgives. Og Björk har genbesøgt sit album fra tidligere i år
Kultur
13. november 2015
For 20 år siden udtrykte Alanis Morissette følelser som vrede og lyst. Hvilket dengang var uvelkomment i en maskulint domineret musikverden. ’Jagged Little Pill’ blev et af 1990’ernes bedst sælgende albums.

John Salisbury

Der er penge i erindring. Bokssæt, genudgivelser, jubilæumskoncerter, remastering, dødsdag, fødselsdag, årsdag for blindtarmsoperation og fanden og hans pumpestok.

Alanis Morissettes Jagged Little Pill har 20-årsjubilæum, og det skal selvfølgelig fejres. Helt fortjent. Den unge kvinde ønskede dengang for over 20 år siden at forlade den pop, som hun var blevet opdyrket i, for i stedet at forfølge et hudløst ærlighedsprojekt. Og så blev hun droppet af sit pladeselskab. I jubilæums-bookletten beskriver den canadiske sanger og sangskriver, hvordan hun fik at vide, at der ikke var nogen, der var interesseret i at høre om hendes følelser. »The full realtime expression of ME«, som hun formulerer det.

Men det var der. Hun fandt et nyt pladeselskab og hendes tredje album, Jagged Little Pill, blev et af 1990’ernes bedst sælgende albummer og satte en ny standard for kvindelig bramfrihed i mainstreamrock. Sangene var direkte i deres sprog, meget direkte, og flere radiostationer censurerede hendes tekster. Pladen tappede ind i en post-grunget/let funky vene, og nogle sange lyder usundt tidstypiske og lamt komponerede her 20 år efter. Men andre lyder helt friske i deres rå blotlæggelse af blødende sår, ikke mindst hitsene »You Oughta Know« og »Hand In My Pocket«.

20-årsudgivelsen er en dobbelt sag. En cd med en 2015-remastering af albummet og en ekstra-cd med hidtil uudgivne demoer, hvor man kan få lov at høre, at der også var gode outtakes, »Gorgeous« er en ret fin ballade, mens »King of Intimidation« og »Death of Cinderella« er rige på hidsig energi. Men det mest interessante er det lys, som Morissette sætter udgivelsen i med sin erindringstekst i bookletten. Den handler – ikke uden et kærligt romantisk skær sat om den 19-20-årige kvinde, hun var – om kunstnerisk vision og om at holde fast i sig selv i strid modvind. Og den handler om modstanden mod en kvinde, der udtrykte følelser som vrede og lyst. Hvilket var uvelkomment i en maskulint domineret musikverden.

Men der var også grøde i kulturen: »a readiness, perhaps, for people to hear about the underbelly, the true experience of being a young, sensitive and brave person in a patriarchal world.« Det virker som et passende lys, hvori man erindrer en plade, der udvidede kvinders råderum i populærkulturen. Ikke mindst fordi 20-årsjubilæet lander i en tid, hvor kvindekønnets position i musikken er til vild debat – og i rivende udvikling.

Ren voyeurisme

Intet er mere profitabelt end døden. Altså for de efterladte. Eller rettere de efterladte, der har rettighederne til afdødes musikalske output. Kurt Cobain er død. Han begik selvmord, mens han var verdensstjerne i bandet Nirvana. Før det hele stak af, rodede han rundt med en kassettebåndoptager og en mikrofon derhjemme og lavede totalt grineren såvel som ekstremt lovende optagelser af sig selv og sin akustiske guitar.

Det ved vi blandt andet fra den fremragende Cobain-dokumentar Montage of Heck fra i år, og det kan vi igen konstatere på albummet Montage of Heck: The Home Recordings. Et dokumentarisk dyk ned i en ung Cobains eremittilværelse, hvor han både laver megafjollede lydmontager (gerne med musestemme), men også sange, der former sig som klare tilløb til den store desperate sangskriver, han skulle blive. Hov, så ringer telefonen. Han tager den. »No, she’s not. She went to work

Montage of Heck: The Home Recording er et ufiltreret blik ind i et liv, der endte som en tragedie. Det føles som ren voyeurisme. Men også som en generindring – en revidering – af Kurt Cobain. En insisteren på at der engang var en anden og mere uskyldig og ret så morsom herre, før stjernetilværelsen, før de indre dæmoner fik ædt ham op indefra.

Det er kun beskåret overleverne (og rettighedshaverne) at fortælle historien – eller genfortælle den. Heldigvis er den uforlignelige Björk ikke død, så hun kan selv se tilbage på sin enestående karriere helt ude på innovationens knivskarpe kant. Med Vulnicura Strings ser hun så kun kort tilbage i tiden, til hendes fremragende album Vulnicura fra januar 2015.

Som hun genfortæller uden elektronisk emballage, med fokus på stemmen og strygerne. Begge var også på originalen, men strygerne er blevet reviderede her. »Jeg gravede de mere nære pick up mikrofon-versioner frem, andre soniske point-of-views, tilføjede nogle violinsoli fra den underskønne Una Sveinbjarnardóttir, og den talentfulde Slawomir Zubrzycki spillede mesterligt viola organista (et instrument opfundet af Leonardo da Vinci, men kun for nylig bygget for første gang),« fortæller hun i pressemeddelelsen.

Det er en knugende smuk plade. En omplantning i tid, en fritskrabning fra nymodens teknologi, der giver følelsen af Björk rykket tilbage i en verden bygget måske af Jane Austen eller Emily Brontë. Stadig en kvinde af stor styrke, men nu i en anderledes romantisk tids vold.

Travlt med nutiden

Glemmer du, så husker branchen. Stol på det. Men at der ligger økonomisk ræsonnement bag en udgivelse, gør den ikke nødvendigvis mindre interessant. Al ære være med en stram 20-årsdeluxeudgave af Alanis Morissettes gennembrudsværk, hvor hun selv får lov til at føre ordet og forholde sig ganske ramsaltet til branchens mange tonedøve og sexistiske ører. Det er hendes erindring, hendes besøg hos sig selv 20 år yngre, der retmæssigt får lov til at farve værket og tilføje det en opbyggelig fortælling for eftertiden, ikke mindst for nye kvindelige musikere.

Kurt Cobain har ikke noget at skulle have sagt. Ville han have ønsket at få sit minde udbygget i retning af bonghovedet? Jeg tvivler. Har vi ret til at vinde den erindring som kultur? Ja. Ihukommelsen af de døde er for de efterladte, og vi har det med at tilgive selv de værste laster. Ikke mindst Cobains. Montage of Heck: The Home Recording fortæller os, at han var en ung mand, der fik livet til at give mening – eller morskab – i selskab med sig selv. Ikke så meget en kunstnerisk nydelse som en udknaldet og rørende undersøgelse af hans skabelsesproces.

Vulnicura Strings er det Björk selv, der graver i korttidshukommelsen og reviderer sin smertende breakup-plade, så den fremstår endnu mere nøgen. Hun kunne have undersøgt et langt yngre jeg og en langt tidligere musik. Det kunne også være interessant. Men hun har vist for travlt med nutiden.

Alanis Morissette: ’Jagged Little Pill’ (Deluxe Version)(Maverick/Warner)

Kurt Cobain: ’Montage of Heck: The Home Recordings’ (Universal)

Björk: ’Vulnicura Strings’ (One Little Indian/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her