Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Havet som kilde til liv – og som gravplads

Den fabelagtige chilenske dokumentar ’Perlemorsknappen’ leverer sindsoprivende og politiske og filosofiske perspektiver på noget så dagligdags som vand
’Perlemorsknappen’ er med udgangspunkt i Chile en svimlende dokumentar om menneskeheden og vores forbindelse til vand. Udover indfødte og ofre for Pinochets militærdiktatur, så er det filosoffer og digtere, der bliver interviewet i Patricio Guzmáns dokumentar.

Fra filmen

Kultur
19. november 2015

Da den hvide mand kom til Chile var det slut med at leve i pagt med naturen for vandnomaderne. I titusindvis af år havde de levet af, hvad vandet forsynede dem med. Men støttet af den unge chilenske regering blev de indfødte dømt barbariske, og hvis ikke de døde af kolonialisternes importerede bakterier, så blev de slagtet. Der var dusør på barneøre, kvindebryst og mandetestikel. Det anslås at der i det 18. århundrede levede omkring 8.000 vandnomader ved Chiles omkring 4.200 km lange kyststrækning. I dag er der ifølge Patricio Guzmáns fabelagtige dokumentar Perlemorsknappen 26 direkte efterkommere tilbage.

Fra Douglas Adams’ The Hitchhiker’s Guide To The Galaxy har vi lært at det værste mennesket kan blive udsat for, dét er det store perspektiv. At opleve hvor små vi er i den store åbenbaring, dét kan vores små hjerner og egoer helt enkelt ikke tåle. Men noget tyder på, at det er usandt. At vi i disse år faktisk oplever de helt store perspektiver uden at bryde sammen.

Under naturlovenes diktat

NASA giver os nogle af dem i deres stadig mere højopløselige billeder af vores omgivende solsystem og hinsides – ja, de giver os endda stadig flere indikationer på at der findes liv andre steder og måske endda lige i nærheden. Og den stadig mere faretruende naturs voldsomme reaktioner på vores industrielle hybris sætter os grundigt på plads som en prisgivet skabning under naturlovenes diktat. Og mange af os nyder rent faktisk at opleve at miste særpositionen på jorden såvel som i universet.

Perlemorsknappen handler netop om dette. Patricio Guzmán bygger astronomiske perspektiver og restaurerer erindring. Han påpeger, hvordan vi har mistet forbindelsen til havet, at vi ikke er i forening med det, men frygter det (hvilket kun en tåbe, som bekendt, ikke gør). Han fortæller os at vandet sandsynligvis kom til jorden med kometer, og at det således er det omgivende univers, der er skaber af liv på vores klode. Filmen begynder med billedet af en 3.000 år gammel dråbe vand i et stykke kvarts. Da det USA-støttede kup mod Allende blev gennemført i Chile og Pinochet blev indsat, var der også en supernovaeksplosion ude i den del af universet, vi kan se, beretter han med sin smukke bløde tenor. NASA har fundet en kvasar, der er fuld af vand, 120 millioner gange så meget som vores verdenshave. Og Kawésquar-folket – Chiles første og eneste maritime folk – mener at de bliver til stjerner, når de dør. De moderne paraboler i Atacama-ørkenens La Silla-observatorium er således rettet mod forfædrene.

Balladen ankommer til det dengang unge Chile i skibe fra Europa i 1800-tallet, og filmen finder sin titel – og også til dels sit tema – i historien om den indfødte Orundellico. Han fik navnet Jemmy Button, da han blev købt for en perlemorsknap og skibet til England, hvor han blev gjort til en britisk kultiveret herre i et moderne land med fuld damp på kapitalismen. En rejse fra stenalder til den industrielle revolution på nul komma fem, som det bemærkes i filmen. I bytte for knappen mistede han sin identitet og sit land.

Der bindes en smuk og grusom sløjfe til denne historie, da Guzmán fortæller om en ny funktion, som havet fik under Pinochet-diktaturets dage i Chile. I omkring 800 hemmelige fængsler torterede og myrdede man politiske modstandere, og i det anslås at 12-14.000 af dem blev smidt i havet. Nu en gravplads, ikke en kilde til liv. Bødlerne havde for vane at binde et stykke jernbaneskinne til ligene, så de sank til bunds.

For længst opløste lig

Dykkere har bjerget et væld af disse gennemtærede skinner, der indgraveret med vandets og havskabningernes ’budskaber’ er de eneste vidnesbyrd om de for længst opløste lig. Og på en af disse sveller var en perlemorsknap groet fast i det forvitrede metal.

Udover indfødte og ofre for Pinochets militærdiktatur, så er det typisk filosoffer og digtere, der bliver interviewet i Guzmáns dokumentar. Et smukt korrektiv til det spirituelle og psykologiske underskud man for eksempel oplever her til lands, hvor nationens sundhedstilstand sjældent analyseres af andre end økonomiske overvismænd og politikere med kortsigtet populistiske motiver. Et vakuum i vores samfundsdiskussion som blev udstillet med formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasens bredside mod danske politikeres perspektivløse regnearksøvelser i Debatten på DR. Det er i skrivende stund blevet set 908.000 gange. Se også Perlemorsknappen. Den får det til at svimle for dig. Fordi livet og menneskeheden vinder en kærkommen dybde, en svunden mening og en glemt sammenhæng med historien og naturen.

I Kurt Vonneguts roman Cat’s Cradle opfinder en videnskabsmand et stof, der får alt vand på jorden til at størkne. En fortælling om videnskabelig hybris og om et menneskets totale afkobling fra naturen. Den fortælling lykkes Perlemorsknappen også smukt med at fortælle – endda i et sindsoprivende prisme af etnologiske, politiske, filosofiske, sociale, psykologiske og astronomiske refleksioner.

’Perlemorsknappen’ – Instruktion og manuskript: Patricio Guzmán. Chilensk. Biografet landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

"Et smukt korrektiv til det spirituelle og psykologiske underskud man for eksempel oplever her til lands, hvor nationens sundhedstilstand sjældent analyseres af andre end økonomiske overvismænd og politikere med kortsigtet populistiske motiver."

Så kom endelig filmen om det kristne chilenske borgerskabs passive deltagelse i Pinochets myrderier på uskyldige unge venstreorienterede. Jeg er spændt på om filmen har hele Pinochets gangstervirksomhed beskrevet. Og om den beskriver det demokritiske systems afkobling. I givet fald bør demokrater i hjertet, her i landet, spidse ørene og pudse brillerne.

Bødlerne havde for vane at binde en jernbanesvelle om ligene, så de sank til bunds.

Selvfølgelig blev de stakkels torterede unge venstreorienterede mennesker ikke bundet til jernbanesveller og fløjet ud over Stillehavet for så at blive levende kastet ud fra stor højde.

De blev bundet til "jernbaneskinner" afskåret i passende stykker. Det er hele pointen. En advokat, der pludselig blev klar over hvad han havde været med til at lade ske, mens han underholdt sig med Lucy-show på TV, begyndte at undersøge sagen. Han begyndte at indsamlede materiale i stakkevis om de hemmeligholdte myrderier, og deriblandt var et billede af en ung forsvunden kvinde, der bar en kjole med en karakteristisk perlemorsknap, som var blevet hentet op rustet fast til et stykke jernbaneskinne. Skinnestykker dykkere siden har fundet i tusindvis af.

Sjusket anmeldese. ...men derfor kan filmen jo godt være værd at se.

Ralf Christensen

Tak, Bill, det er rettet. En tanketorsk.

Niels-Simon Larsen

Gik ind og så filmen på din anbefaling, Ralf, og hvilken film - en af de uforglemmelige.