Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Historien genbesøgt

De to kunstnere Lasse Lau og Benj Gerdes har sat sig som mål at udsætte historien for en række kritiske undersøgelser. Det er der kommet en udstilling ud af, som måske vil lidt for meget, men som også formår at samle vigtige værker af en række forskellige kunstnere
Kultur
13. november 2015

»Viden er et spørgsmål om de sociale, historiske og politiske forhold, hvorunder udsagn eksempelvis kommer til at tælle som enten sandt eller falsk.«

Citatet er fra Michel Foucaults teoretiske klassiker Vidensarkæologien og indleder Benj Gerdes og Lasse Laus introduktion til gruppeudstillingen Rewriting Histories. Således er tonen slået an til en udstilling, der ikke er bange for at tage fat på tunge emner som arkiver, historieskrivning og politisk aktivisme. Udstillingen er dog ikke en teksttung oplevelse, sådan som titlen og den tilhørende introduktion ellers peger i retning af.

I stedet er det tidligere slagteri i Kødbyen, som i dag rummer Fotografisk Centers udstillingslokaler, blevet fyldt med 14 filmprojektioner samt nogle få papirværker. Alle er de værker fra perioden 1999-2015. Her er der langt til støvede, gamle arkiver og piberygende historikere. Og så alligevel …

Historiens mange ansigter

Selv om de udstillede værker er fra den nærmeste samtid, er det nemlig netop de gamle, støvede museumsinstitutioner, der bliver undersøgt i flere af filmene.

Som i eksempelvis Pia Arke og Anders Jørgensens film Tupilakosaurus hvor hvirveldyrsklassifikationer sammenkobles med grønlandske tupilakmyter på Geologisk Museum. Eller som i Katya Sanders film Untitled (the world), hvor inspektører fra Nationalmuseet diskuterer foucaultske tanker om arkiver over for deres egen museumspraksis, mens to kameraer hengivent panorerer hen over museets magasiner. Begge er det værker, der åbner for tvetydigheder og usikkerheder i museernes fortællinger om sig selv.

Men kan man kun genskrive historien ved at (gen)besøge institutionerne og det institutionaliserede? I Rewriting Histories må svaret være nej. For her står det hurtigt klart, at det er meget uklart, hvad en historie overhovedet er, og hvordan den genskrives. Fra Regina José Galindos poetisk stærke film Tierra (Earth), hvori kunstneren står nøgen på en græsplæne, som langsomt fjernes af en gravemaskine – med reference til massegravene fra Guatemalas præsident Ríos Montts folkedrab – til Kajsa Dahlbergs bog A Room of One’s Own / A Thousand Libraries, som er en samling af alle noter i margen på de svenske bibliotekers udgaver af Virginia Woolfs feministiske essay.

Handlede udstillingen ikke lige om historiske begivenheder, steder og institutioner? Og hvad med Robert Ochshorns film om militære droner og software til hjemmet? Handler det nu også om vores egen (frem)tid?

Dit eget genbesøg

Man skal med andre ord ikke tage ind og se Rewriting Histories for at få et bestemt billede af, præcis hvad det er for en slags historier, der skal genskrives, eller for at få en opskrift på, hvordan det gøres. I stedet må udstillingen ses som en åben buffet, hvor den besøgende selv kan gå på opdagelse og reflektere. Og oplevelsen af udstillingen bliver netop meget privat, for udstillingen er bygget sådan op, at man går rundt med sine egne høretelefoner, som man derefter slutter til de videoer i udstillingen, man vil se.

En god løsning på at vise mange videoer i samme rum, men sammen med de mange timers film, der gør det i nærheden af umuligt at se alle værker på ét besøg, bliver det også nemt til en meget privat oplevelse bag høretelefonernes lydtætte skal. Så selv om det må være en af udstillingens fineste pointer, at der ikke er én rigtig måde at opleve historien – eller udstillingen – på, så kommer det private genbesøg samtidig til at stå i kontrast til den kollektive aktivisme, man kan opleve i de udstillede værker og i de samarbejder mellem kuratorerne, det filmkollektiv, de er en del af og Fotografisk Center, som udstillingen er udsprunget af. Her må man tage til nogle af de mange forskellige artist talks, der er planlagt i forbindelse med udstillingen, for at få åbnet mere for den kollektive dialog.

Desorienterende kvaliteter

Alt i alt står Rewriting Histories som en mangfoldighed af stemmer, historier, billeder og udtryk. Det kommer også til udtryk i de mange forskellige nationaliteter, der er repræsenteret i udstillingen samt i den bevidst tilstræbte ligevægt af kvindelige og mandlige kunstnere – i øvrigt i overensstemmelse med Fotografisk Centers egen politik om kønsfordeling. Selv om det formodentlig ikke er noget, de fleste vil lægge mærke til, så sker der også her en stille, men markant omskrivning af det, der stadig er den gængse praksis på de fleste udstillingssteder, hvor størstedelen af de udstillende kunstnere er vestlige mænd. Ærgerligt er det dog, at disse hensigter ikke følges helt til dørs, idet det stadig er (mandlige, vestlige) koryfæer som Foucault, Hal Foster og Walter Benjamin, der introduceres som udstillingens teoretiske grundlag. Uden at der her skal sættes spørgsmålstegn ved disses kvaliteter, så kunne udstillingens flerstemmige rum her have været udfoldet yderligere.

Så selv om Rewriting Histories mere eller mindre overlagt virker til at ville lidt mange forskellige ting, så ændrer det ikke ved, at det først og fremmest er en udstilling, som danner et vigtigt miniarkiv over værker, som for de flestes vedkommende kan være svære at komme til at se, og over historier, som kan være endnu mere svært tilgængelige.

’Rewriting Histories’. Fotografisk Center. Indtil den 20. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her