Læsetid: 5 min.

En hyldest til latterens ånd

Dokumentarfilmen ’Je suis Charlie’ fortæller gribende om de menneskelige dimensioner i en skelsættende tragedie og hylder de faldne og latterens ånd – men gør os ikke klogere på gerningsmændene
Dokumentarfilmen ’Je suis Charlie’ fortæller gribende om de menneskelige dimensioner i en skelsættende tragedie og hylder de faldne og latterens ånd – men gør os ikke klogere på gerningsmændene
13. november 2015

»Jo, selvfølgelig håber vi på at fremkalde en reaktion. Hvis vi bare skulle nøjes med at tegne fredsduer, der fældede en tåre, fordi alting er så trist, åh, så trist, så kunne vi lige så godt pakke sammen, for så ville vi ikke have nogen berettigelse.«

Hvis man gerne vil finde ud af, hvem Charlie var – og til dels stadig er – findes der næppe en mere gribende kilde til indsigt end dokumentarfilmen L’humour à mort af instruktørparret Daniel og Emmanuel Leconte.

Filmen, der vises på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX (sidste visning er i morgen kl. 16.30), har på dansk fået titlen Je suis Charlie – efter det fængende sympatislagord, der spontant vældede frem hos millioner i rørelse over den forfærdelige hændelse den 7. januar sidste år: Den koldblodige nedmejning med Kalasjinikov’er af to tredjedele af det franske satiremagasins bærende stab.

En sympatisk sympati så at sige, sådan at kalde sig selv for Charlie. Men sandheden er selvfølgelig, at næsten ingen er Charlie, og det er netop en del af problemet. Også denne overvejelse berører filminstruktør Daniel Leconte, der står for voice-overen: Netop fordi ingen andre end Charlie ville være Charlie, blev det for nemt at ram på Charlie.

Som artiklens indledende ord, fra Tignous, en af de dræbte tegnere, viser, var holdet bag Charlie Hebdo bevidste om, at satire skal være farlig for at rykke noget.

Små mennesker

Men filmen bøjer også i neon for dem, der stadig ikke har fattet det, at Charlies satire var det modsatte af dehumaniserende. Nok gjorde og gør det socialistiske, antiautoritære blad tykt nar af alle sine yndlingsaversioner – religiøse figurer, opblæste politikere, Front National især. Men ikke for at gøre dem til hadeobjekter. For at gøre dem til det, de i bladets humanistiske optik i virkeligheden var: petits bonhommes – små skikkelige mennesker. Lattervækkende i alle deres selvhøjtidelige prætentioner, men netop mennesker.

Tignous ville bruge latteren som et både inkluderende og frigørende princip. Kan man grine af hinanden, kan man grine sammen. Charb, den dræbte Muhammedtegner, er inde på det samme i et andet gammelt klip: »Man kan gengælde tegninger med tegninger og ord med ord. Ingen behøver at likvidere nogen«.

Der er investeret stærke følelser i denne film, og det er umuligt at se den uden at græde som en pisket fredsdue. Der panoreres i åbningsscenen hen over Place de la République, hvor en skare på to millioner mennesker, det største masseopbud siden befrielsen, er forsamlet efter udåden. Vi ser raseriet, chokket, vreden i forstenede ansigter. Og vi hører determinationen i tilråbene: Charlie, Charlie, Charlie – vive la liberté d’expression.

Filmen er animeret af denne republikanske skæbnestund. Hvis Frankrig før var i tvivl om, hvad det stod for, så er tvivlen væk på denne dag. Filmen er lavet på denne rus. Det giver den en patos, som det kan være svært ikke at lade sig rive med af, hvor godt man end kæmper imod. Nemmere bliver det ikke af skæbnetunge dystre strygertakter, der går lige i tårekanalerne.

Man skal se filmen for at se de myrdede tegnere genopstå på gamle optagelser som de hjertevarme, begavede, excentriske, livsglade, uforfærdede spradebasser, de var. For at forstå deres kreative dynamik, deres kvalitetssans, deres intellektuelle niveau. For at forstå hvor værdsatte og elskede de var i Frankrig og af deres nærmeste.

Og for at forstå, at de ikke sparkede nedad.

At tænke sig, at Tignous få minutter før sin død på det igangværende redaktionsmøde udtrykte empati med jihadfrivillige fra de franske forstæder: »Prøv at se, hvilket liv de har her – jeg forstår dem på en måde«. »Hold nu kæft med det sludder,« pillede Riss ham ned.

Sidste tredjedel af filmen er fuld af gamle klip og privatoptagelser. Nogle fra en julefrokost, andre fra en busudflugt. Charli’erne kunne lide at drille hinanden med practical jokes. De kunne lide at klæde sig ud og optræde i sketches, ryge store cigarer, drikke sig fulde, synge karaoke og bundsjofle viser.

Man skal se filmen for dens rekonstruktion af mordudåden, sekund for sekund på hin fatale dag, og man skal se den for at græde sammen med Coco, tegneren, der var gået ned på gaden for at få sig en smøg, da hun blev passet op af gerningsmændene. Med geværløb i ryggen tvang de hende til at taste den kode, der låste op for at komme videre til redaktionslokalet. Hun skal for altid leve med at have lukket morderne ind.

Uigenkaldeligt forandret

Man skal se filmen for at følge den overmenneskelige anstrengelse, det var for de overlevende at sende næste uges nummer på gaden, sønderknuste af sorg, lamslåede over tabet af deres kolleger. Som udtrykt af tegneren Luz, manden bag forsiden med den alt-tilgivende profet: »At skide den forsidetegning ud var lige så svært som at sluge mine kammeraters død«.

Hvad mangler der i filmen? Måske mere refleksion over, hvad det er for en konflikt, der sætter religionssatirisk ytringsfrihed så hårdt og tilspidset over for militant islamisme. Men det ville også have givet filmen en anden karakter og gjort den mindre helstøbt. Den er først og fremmest en hyldest til de dræbte og til latterens ånd.

Og gerningsmændene, brødrene Kouachi? Om dem hører vi intet. »De var bare nogle sølle tabere,« siger Riss, der overlevede attentatet og i dag er Charlie Hebdos redaktionschef. »De tænkte ikke en selvstændig tanke. I modsætning til deres ideologiske bagmænd.«

De ideologiske bagmænd og deres fodsoldater er derude endnu, og selv om Charlie Hebdos overlevende gør, hvad de kan for at holde fanen højt og stadig udkommer og stadig forarger, som et ordentligt satireblad skal, er det svært at finde nye tegnere. Noget har forandret sig, måske uigenkaldeligt. Phillipe Val, tidligere chefredaktør for Charlie tror ikke, der nogensinde kommer et nyt blad à la Charlie. »Hvem har i dag lyst til at etablere en redaktion i en bunker med specialstyrkesoldater som oppassere for at lave et blad, der skal få mennesker til at le? Vi mistede noget dyrebart på den januardag.«

’Je suis Charlie’. Instruktion: Emmanuel Leconte og Daniel Leconte. Fransk (Vises den 14. november kl. 16.30 i Nordisk Film Palads)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kirsten Kathrin

Hvorfor mon det er så vigtigt, at have retten til at forhåne og latterliggøre andre menneskers holdninger?
Hvilke fordele er der ved det?
Hvem har glæde af det?
Hvis nogen har glæde af det, hvordan udtrykker det sig?
Hvis det skader nogen, hvorfor skal vi så gøre det?
Har de, som bruger deres ret til forhånelse og latterliggørelse, tænkt på konsekvenserne?

Robert Ørsted-Jensen

’Je suis Charlie’
Ytringsfrihed er frihed og frihed er retten til at nedøre og latterligøre - i et frit samfund besidder man kun en ret til at ignorere fornærmelser eller undlade at lade sig fornærme

Robert:
"Ytringsfrihed er frihed og frihed er retten til at nedgøre og latterligøre"
Så det har faderen ret til at gøre over sine børn, læren overfor elever, betjenten over den hjemløse, politikeren overfor invalide pensionisten, danskerne over post traumatiske flygtning og de skræmte muslimer i danmark der nu frygter for deres liv.

Du er helt helt galt afmarcheret mand!

Kirsten Kathrin, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvad der skulle være det enkelte svage menneskes værn imod en overmagt, er blevet overmagtens ret til at tæske verbalt løs på det enkelte svage menneske.

Robert Ørsted-Jensen

Ytringsfrihed handler om samfundsdebat - Torben - vi har love der beskytter børn mod overgreb, individet mod overgreb etc
Du er totalt galt afmarcheret

Nej, man har faktisk aldrig ret til at håne og nedgøre andre. Man har ret til at udrykke sig på en humoristisk måde om kritisable forhold og udstille magthavere og strukturer overrumplende og spiddende. Det har intet med hån, spot og latterliggørelse at gøre.
Holberg er et kerneeksempel på, hvad satire er, det samme er revyer og almindelige satiretegninger. Men ligesom godmodigt drilleri, der ikke optages godt, må stoppe, når offeret ikke bryder sig om det, kan man ikke fortsat udæske folk på deres grundlæggende normer. Sålænge man i hvert fald ikke har bragt folk til at forstå, hvad baggrunden er.
Det er virkelig et af de alvorligste angreb på dansk kultur, at forståelsen på forskellen mellem pli og jovialitet synes forsvundet. Kun egentlig lov synes nu at kunne vejlede folk til at opføre sig ordentligt indbyrdes, det er højst uciviliseret.