Læsetid: 5 min.

Indsigtsfuldt men sløset

Hans Otto Jørgensens alternative fortælling om dansk litteratur kræver desværre at blive anmeldt dobbelt
Hans Otto Jørgensen sætter Marie Bregendahl (1867-1940) ind i ny sammenhæng ved at pege på, hvordan hun tilsidesætter genrekategorier.

Holger Damgaard

7. november 2015

Tidligt i sit nye bidrag til revision af dansk litteraturs historie erklærer Hans Otto Jørgensen, at drivkraften bag bogen har været indignation. Harmen gælder den måde, hvorpå man i formidling og forskning hidtil hovedsagelig har behandlet tidsrummet, der strækker sig fra 1872 (»Mogens«, J.P. Jacobsens debut) og til 1912 (Marie Bregendahls hovedværk En Dødsnat). For man har, mener Jørgensen, i alt for høj grad været optaget af at putte forfatterne i kasser som naturalisme, realisme, symbolisme og (tidlig) modernisme, og man har interesseret sig alt for lidt for det særegne, ja, indimellem sære hos de store samt marginaliseret eller helt glemt de mange, der digtede på »grænseerfaringer og vanvid, drømme og mareridt og almindelig udsathed«.

Til de sidstnævnte, uretfærdigt oversete, hører Olivia Levison, Betty Borchsenius, Adda Ravnkilde, Ingeborg Stuckenberg, Ernesto Dalgas, Johannes Holbek og Helga Johansen, som Hans Otto Jørgensen karakteriserer i intense kapitler båret af indlevelse, overblik og smittende engagement. Men med til bogens fortjenester hører også originaliteten og præcisionen i hans personligt prægede, undersøgende omgang med Jacobsen, Herman Bang, Amalie Skram, Gustav Wied, Johannes V. Jensen og førnævnte heltinde Marie Bregendahl, som Jørgensen har skrevet om før, men her sætter i ny sammenhæng ved bl.a. klogt at pege på, hvordan hun tilsidesætter de standardmæssige genrekategorier: Som Jensen opfandt sine ’myter’, og Ernesto Dalgas skrev Krøniker og Æventyr, og Helga Johansen kaldte de første ting, hun skrev, for Rids, har Marie Bregendahl ment, at hverken roman eller novelle helt dækkede, hvad hun bestræbte sig på.

Kategorierne sprænges

I det hele taget demonstrerer Hans Otto Jørgensen øjenåbnende sans for alt det, der sprænger kategorier, ikke mindst når han viser radikaliteten hos de kvindelige forfattere og i en vekselgang mellem tema og form udfolder dyb forståelse for de konflikter, de stod i. Fornem er således hans redegørelse for det psykologiske og eksistentielle aspekt af kompositionen i den afsluttende mesternovelle i Borchsenius’ Situationer (1884), og han leverer en nænsomt lydhør læsning af de »Korte Breve fra en lang Rejse«, som Ingeborg Stuckenberg skrev, kort inden hun i 1904 begik selvmord i Auckland, New Zealand.

Selvmorderne er faktisk, sigende nok, tæt på at være i flertal i Horden af valgslægtskaber. For hvad der især optager Jørgensen som læser, er, hvad han i forbindelse med Johansens bog Rids (1898) kalder »det absolut særegne individ«, forskelligt fra enhver anden. Dog, denne interesse formår han hyppigt at kombinere med relevante stilistiske, kompositoriske og retoriske iagttagelser. Jeg tror ikke, jeg herefterdags vil være i stand til at undervise eller vejlede i Jacobsen, Skram og Jensen uden at rekapitulere de fine nedslag, han foretager i det foreliggende værk, og som kaster nyt lys over så kendte klassikere som henholdsvis »Fra Skitsebogen« (eller »Der burde have været Roser«) og romanerne Constance Ring og Kongens Fald.

Som gjaldt det selve livet

Jo, her er skam meget værdifuldt at hente. Men desværre var jeg nødsaget til at skrive hele to anmeldelser af Hans Otto Jørgensens bog: Dels den, De lige har læst, og som var ment som en uforbeholden lovprisning, dels den, der kommer nu, og som bliver en nedsabling ud fra formmæssige kriterier.

Når jeg siger form, tænker jeg ikke så meget på den manisk opgejlede sætningsbygning, som man gennem forfatterens skønlitterære produktion trods alt så småt har vænnet sig til. Ej heller agter jeg at anke over de mange ekskurser, digressioner og løse associationer endsige brokke mig over, at geniale indfald alt for ofte kun står som små pip midt i alenlange, kun nødtørftigt kommenterede citater, der får én til at mene, at det, man sidder og læser, ikke er et stykke litteraturhistorie, men 13 lemfældigt bearbejdede højskoleforedrag. Jeg kan såmænd også godt leve med den måde, hvorpå visdom veksler med vås, og klarsyn med tåget snak, ja, jeg kan tilmed tilgive, at Jørgensen overfortolker vildt, digter videre på den analyserede tekst og rygende umetodisk sammenblander forfatter, fortællerinstans og fortalt karakter. Alt dette skyldes jo bare, at fyren skriver om litteratur på en måde, som gjaldt det selve livet. Hvilket det jo som regel heldigvis gør.

Systematisk sjusk

Nej, problemet er simpelt hen mængden af fejl: I fem tilfælde anføres to steder forskelligt årstal på samme værk. Titler og navne staves alt for ofte forkert, og mystiske afskrivningsfejl i citater afslører, at forfatteren umuligt kan have forstået den tekst, han mener at have læst så grundigt. På de enkelte ords niveau kender han ikke forskel på ’vis’ og ’hvis’, ’have’ og ’havde’, ’ere’ og ’er’, ’nogen’ og ’nogle’. Adjektivet ’formelig’ er blevet til ’formentlig’, ’proklamere’ til ’deklamere’. En ’fært’ bliver en ’færd’ og ’et væv’ til den væv, som frembragte det. At ’forråelse’ og ’forræderi’ er to forskellige ting, er Jørgensen åbenbart ubekendt med, ligesom han sammenblander ’løsen’ og ’løsning’ og ikke har forstået, hvad det vil sige at ’indforskrive’. At bøje adjektiver korrekt efter grammatisk køn bliver ham sine steder en uoverkommelig anstrengelse.

I de mange lange citater hersker, hvad man måske kan kalde konsekvent kaos, og som skyldes systematisk sjusk. Tankestreg bliver til bindestreg, man skifter mellem stort og lille begyndelsesbogstav i substantiver såvel som mellem dobbelt-a og bolle-å. Alleruudholdeligst er dog dels de mange små unøjagtigheder, dels de umarkerede udeladelser. Et sted citeres således den norske forfatter Camilla Collett (som selvfølgelig skal lide den tort at blive stavet sådan á la franske Colette) med udeladelse af en vigtig passage, men da så samme skriftsted dukker op hundrede sider senere, er passagen pludselig med. Samtidig er imidlertid en anden røget ud!

De groveste fejl, jeg fandt, inden jeg opgav i irritation, forekommer i portrættet af Adda Ravnkilde, hvor forfatteren sletter fuldstændig efter forgodtbefindende. I et citat mangler der således hele 15 (!) linjer fra romanen Judith Fürste (1884), og i skyndingen er der end ikke blevet ofret tre små prikker i en parentes.

Som mange vil vide, tog Adda Ravnkilde livet af sig i 1883 ved først at tage gift, derefter skære pulsåren over og sluttelig skyde sig. Havde damen fået efterkommere, ville de efter min vurdering have haft gode chancer for den dag i morgen at vinde en sag om krænkelse af tipoldemors moralske ophavsret.

Lad mig afslutningsvis understrege, at ovenstående kritik hverken rokker ved Hans Otto Jørgensens værd som skønlitterær forfatter eller ved hans nye bogs indsigter og vigtigste formidlingsmæssige kvaliteter. Blot må det konstateres, at han vurderet efter almen litteraturhistorisk standard er en lalleglad klamphugger og sløset charlatan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu