Billederne er grynede på de gamle filmoptagelser, som udgør det meste af musikvideoen til singlen »Video Games«. Og farverne på klippene af Lana Del Rey er nedtonede, så de passer ind imellem de gamle klip af et kyssende par, den store amerikanske flyderbil og de fire unge mænd, der springer i en swimmingpool.
Da Lana Del Rey i 2011 bragede igennem skyldtes succesen – ud over at »Video Games« er et fremragende popnummer – nok til dels også den perfekte iscenesættelse af hende som en retroversion af the girl next door. De visuelle virkemidler spillede således på nostalgiske referencer til amerikansk ungdomskultur i 1950’erne og 1960’erne. Og Grease-inspirerede kærlighedsfantasier lå som en subtekst i alle elementer omkring Lana Del Rey.
Alt dette blev koblet med en lyd, der var baseret på storslåede cinematiske strygerarrangementer, og med den cocktail placerede hun sig stærkt i nutidens landskab af retromusikanter. Et landskab, hvor referencer til tidligere musikscener og kulturfænomener lever i bedste velgående og fungerer som rammer for nutidens musikalske bølger. Tag for eksempel bølgen af 1980’er-inspirerede bands, der fylder meget på indiescenen i disse år.
Lana Del Rey fortsætter sin storslåede cinematiske lyd og retroreferencerne på sin nyeste plade Honeymoon. Og selvom referencerne enkelte steder næsten bliver for tydelige, får hun igen kulturens – og især måske filmkulturens – evindelige dyrkelse af tosomhed til at runge emotionelt på tværs af årtierne.
Honeymoon er gennemført og ekstremt vellydende, og den udfolder en noirversion af kærligheden, som både gør den dragende og farlig. Mit eneste egentlige kritikpunkt er, at det næsten lyder, som om Lana Del Rey og hendes medsangskrivere er blevet for fokuserede på retroæstetikken og -tematikken. Når hun for eksempel på nummeret »Freak« synger »We could slow dance to rock music / Kiss while we do it / Talk ’til we both turn blue / Baby, if you wanna leave / Come to California / Be a freak like me, too« og bagefter sammenligner sin ’baby’ med motorcykelrebellerne fra den legendarisk film Easy Rider, kommer det nemlig først og fremmest til at handle om referencerne mere end om den tid, hun skriver ind i. Men ligesom »Video Games« får Honeymoon også langt hen ad vejen kulturhistorien til at vibrere. Lana Del Rey viser os, at den Hollywood-inspirerede forherligelse af tosomheden måske lever videre i kraft af nostalgiske forestillinger i kulturen. Samtidig med at hun selv som figur, ligesom mange af os andre, er håbløst fanget i det net, som forestillingen om den eneste ene udspænder.
Soulpoppede Seinabo Sey
Den svenske soulpopsanger Seinabo Sey sender på sin yderst overbevisende debutplade, Pretend, tanker til en lang række soulrelaterede nedslag i, hvad man kunne kalde den sorte musikhistorie. Den røde tråd på pladen er den kun 25-årige Seinabo Seys virtuose soulvokal. Og omkring denne tråd spinder hun et smukt net af referencer. Men også et net, der er plettet af blod og historier om undertrykkelse. Fra trommebeatet på nummeret »Pretend«, der sender tanker tilbage til den tidlige hiphop og kampene for ligestilling for sorte borger i USA, over nummeret »Easy«, hvor hun synger »shoulder to shoulder« og lader sig akkompagnere af et kor, som – også fordi Seinabo Sey har rødder i Gambia, der blev stærkt udnyttet under slavehandlen – guider mine tanker i retning af de arbejdssange, som slaverne sang i plantagerne. De arbejdssange, som blandt andet udviklede sig til soulmusikken. Til nummeret »Poetic«, som med sin storladne soullyd trækker spor igennem netop soulens historie, men som – ligesom resten af pladen – alligevel formår at få historien til at klinge med ind i nutiden.
Elyse fra arkivet
Hvor mange musikere altså dykker ned i arkivet og i kanonen for at finde inspiration, findes der også musikere, som selv tilbringer det meste af deres karriere i arkivets støvede hjørner. I Los Angeles i slutningen af 1960’erne – i samme miljø som Neil Young – var den hæse sanger Elyse Weinberg en yderst lovende stjerne. Hun nåede at udgive debutpladen Elyse i 1968, som til trods for at den nåede nummer 31 på Billboard-listen for plader, gik ret meget i glemmebogen. Indtil den blev genudgivet i 2001.
Optagelserne til opfølgeren Greasepaint Smile fra 1969 blev derimod aldrig udgivet, og de har derfor ligget på kulturens mørke arkiv. Sandsynligvis fordi Elyse Weinberg valgte at forlade Los Angeles-scenen til fordel for Oregon, hvor hun begyndte at lave musik under navnet Cori Bishop. Men nu er den endelig tilgængelig, og med den række vibrerende folk- og psychfolk-sange, som pladen præsenterer, er det svært at forestille sig andet, end at Elyse Weinberg ville have rejst sig som en strålende stjerne, hvis pladen var blevet udgivet i 1969.
På pladen bakkes hun op af trioen Stone Poneys, der spiller røven ud af fløjlsbukserne – featuring guitarist Nils Lofgren, som senere blev en del af Springsteens E Street Band, og med Neil Young som gæsteguitarsolist på nummeret »Houses«. Og Elyse Weinberg, som dengang var 23 år, formidler de stærke sange med en rusten og sjældent livserfaren stemme, sådan at de stadig kan mærkes langt ind i det nye årtusinde.
Lana Del Rey: ’Honeymoon’ (Polydor Ltd./Universal Music).
Seinabo Sey: ’Pretend’ (Universal Music).
Elyse Weinberg: ’Greasepaint Smile’ (Numero Group/Playground Music)
