Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Klavergeni spiller klarhjernet uden at se sig tilbage

På en ny trippel-cd tæmmer Igor Levit hele tre af verdens sværeste værker for soloklaver med et frygtindgydende overblik
Kultur
27. november 2015
På en ny trippel-cd tæmmer Igor Levit hele tre af verdens sværeste værker for soloklaver med et frygtindgydende overblik

Molly Wittus/iBureauet

Fra første færd lærte vi, at man taber kæben, når russisk-tyske Igor Levit smider et nyt album på gaden. Kun 26 år gammel cd-debuterede han i 2013 med intet mindre end Beethovens berygtede tre sidste klaversonater, som ellers normalt gemmes til langt hen i en pianists karriere. Med sit tredje album føjer han til stakken af overmenneskelige bedrifter ved at lægge tre af de mest omfangsrige og teknisk udfordrende variationsværker i puljen.

De tre værker af Johann Sebastian Bach, Ludwig van Beethoven og Frederic Rzewski varer hver omkring en time og tæller tilsammen 106 satser!

Bachs Goldbergvariationer er vel det mest kendte og mest indspillede i genren variationer over et tema for soloklaver. Igor Levit spiller det klarhjernet uden at se sig tilbage. Forsiringer bliver til små umærkelige bump på vejen, der næsten ikke ænses i farten. Satsbilledet er hvidskuret og perfektioneret overalt.

De hurtige passager klæder hans lynende spil bedst – det virker, som om han skal op i fart for at tænde mentalt, hvorfor de langsommere dele kan føles en anelse kølige. Resultatet er et toptrimmet spil som kold, rå fisk præpareret af en mesterkok, der har de fineste råvarer til rådighed. Pynt i form af ornamenter nedtones, og kun i mindre grad benytter han lejligheden til at strække i tempoet for at øge sindsbevægelsen. Overalt hører vi en forbløffende egalitet, selv i de blafrende triller i variation nr. 28.

Luksusspil

På Beethovens tid oplevede variationsformen stor popularitet, og han tyr også til denne form i blandt andet finalesatserne i Tredje og Niende Symfoni og i nogle af klaversonaterne og kvartetterne.

Hvorfor han ikke kunne modstå at komponere et gigantisk værk over et snoldet valsetema af komponist og nybagt forlægger Anton Diabelli, ved vi ikke med sikkerhed. Forskellige upålidelige historier foreligger, men ingen er helt tilfredsstillende.

Forhistorien er, at Diabelli bad et halvt hundrede komponister skrive en variation over en kort melodi, hvilket Beethoven angiveligt først skulle have fnyst af. Men han endte – meget atypisk for ham – med at afbryde sit arbejde på andre store værker for at skrive 33 variationer – den første snes i 1819 og de resterende i 1823. Diabellis tema består af nogle såkaldte forslagsnoder, altså et beskedent ornament, og et simpelt akkompagnement i C-dur samt en melodi i bassen. Beethoven tager så og ironiserer og skiller materialet fuldstændig ad for at fokusere på hver enkelt lille byggesten.

Visse ånder priser Diabellivariationerne til skyerne, selv synes jeg, at satserne ofte er for fattige på indhold – sådan oplever jeg det i hvert fald med Levit ved tangenterne. Ingen tvivl om, at han mestrer tangenterne og kan få selv det flygtigste stof og ’titte bøh’-humoren hos Beethoven til at skinne som en nylakeret Rolls-Royce. Men jeg sidder stadig spørgende tilbage i tvivl om, hvorfor komponisten kastede sig over denne ubetydelige vals. Hvis nogen kunne skabe guld ud af et virkelig begrænset melodisk materiale, så var det Beethoven, men måske mangler Levit alligevel lige den ekstra åndelige belast, som modne kunstnere ejer.

Opløst og samlet igen

I det tyvende århundrede trak det ikke i nævneværdig grad i komponisterne for at skrive i variationsform. Alligevel trak det i amerikaneren Frederic Rzewski for at brodere over en revolutionær folkesang af Sergio Ortega. I sympati med det chilenske folks prøvelser efter præsident Salvador Allendes fald skabte Rzewski sin spraglede og blændende virtuose komposition The People United Will Never Be Defeated! i 1975. Han kaster Ortegas melodi igennem en sand odyssé, hvor det til tider bliver ukendeligt. Teksturerne er skiftevis splintrede, drømmeagtige, komplekse, pointillistiske, fulde af endeløse kaskader, præget af jazzfigurationer, eller pianisten bedes om at udstøde et suk eller støn eller smække flygellåget hårdt i. Vanvidsmøllen kører virtuost hos Levit, der samler brikkerne efter den totale opløsning, så ligningen går op, og folkets håb til sidst vinder.

Dette værk er kun indspillet ganske få gange, med Marc-André Hamelin blandt de få vovehalse. Det siger en del om Levits format, at han allerede for fem år siden tog udfordringen op med Rzewskis maratonstykke.

Bach: ’Goldbergvariationer’. Beethoven: ’Diabellivariationer’. Rzewski: ’The People United Will Never Be Defeated!’ Igor Levit, klaver. Sony (3 cd’er)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her