Læsetid: 4 min.

Knausgårds stædige kamp

Karl Ove Knausgård skriver i ’Om vinteren’ om det han er allerbedst til: de indfølte, detaljerede beskrivelser af dagligdagen og de skarpe, særegne analyser af menneskers måder at organisere sig på
Udover at ville vise verden til sit nyfødte barn er årstidsbøgernes mål også at åbne verden for Knausgård selv. 
 Arkiv

Sigrid Nygaard

28. november 2015

For mindre end to måneder siden udkom den første bog i Karl Ove Knausgårds firebindsværk, der følger årstiderne, og allerede nu er den næste bog, Om vinteren, landet. Bøgerne er henvendt til Knausgårds yngste datter og udformet som en personlig encyklopædi over ting og fænomener som mønter, næsen, atomer og fødselsdage; et forsøg på at beskrive den verden som datteren skal vokse op i.

I forhold til den første bog virker Om vinteren mere komponeret: Årstiden spiller en større rolle, ikke kun i emnevalg (både vinter, sne, vinterlyde, kulde, julegaver og julenisser har deres egne opslag), men også i måden vejret former familiens aktiviteter på.

Universets mørke

Samtidig er bogen tematisk mere stringent. Indledningsvis beskriver Knausgård, hvordan fostrets udvikling minder om hele menneskehedens udvikling, fra et lille rejelignende dyr til et pattedyr med fingre og tæer – ligesom barnet, der ligger i mørket i moderens mave, minder ham om Jorden i universets mørke. Denne idé om at stort og småt rummer hinanden dukker op i utallige variationer i bogens tanker, metaforer og associationer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu