Knausgårds stædige kamp

Karl Ove Knausgård skriver i ’Om vinteren’ om det han er allerbedst til: de indfølte, detaljerede beskrivelser af dagligdagen og de skarpe, særegne analyser af menneskers måder at organisere sig på
Udover at ville vise verden til sit nyfødte barn er årstidsbøgernes mål også at åbne verden for Knausgård selv. 
 Arkiv

Udover at ville vise verden til sit nyfødte barn er årstidsbøgernes mål også at åbne verden for Knausgård selv.
Arkiv

Sigrid Nygaard
28. november 2015

For mindre end to måneder siden udkom den første bog i Karl Ove Knausgårds firebindsværk, der følger årstiderne, og allerede nu er den næste bog, Om vinteren, landet. Bøgerne er henvendt til Knausgårds yngste datter og udformet som en personlig encyklopædi over ting og fænomener som mønter, næsen, atomer og fødselsdage; et forsøg på at beskrive den verden som datteren skal vokse op i.

I forhold til den første bog virker Om vinteren mere komponeret: Årstiden spiller en større rolle, ikke kun i emnevalg (både vinter, sne, vinterlyde, kulde, julegaver og julenisser har deres egne opslag), men også i måden vejret former familiens aktiviteter på.

Universets mørke

Samtidig er bogen tematisk mere stringent. Indledningsvis beskriver Knausgård, hvordan fostrets udvikling minder om hele menneskehedens udvikling, fra et lille rejelignende dyr til et pattedyr med fingre og tæer – ligesom barnet, der ligger i mørket i moderens mave, minder ham om Jorden i universets mørke. Denne idé om at stort og småt rummer hinanden dukker op i utallige variationer i bogens tanker, metaforer og associationer.

Derudover bruger Knausgård den samme metode i størstedelen af teksterne: Først beskriver han to poler (såsom orden/rod, fri/afhængig, synlig/skjult), og dernæst giver han sig til at udforske grænselandet mellem dem. Når det fungerer, kan metoden tydeliggøre besynderlige aspekter af uskrevne regler og hierarkier og blotlægge nogle virkelig interessante nuancer i sociale omgangsformer, hvilket gør, at jeg undervejs både nikker genkendende og bliver overrasket eller ligefrem rørt.

Når det til gengæld ikke fungerer, er det som regel, fordi forskellen mellem de to poler er lige lovligt skarpt trukket op, eksempelvis ved at kalde en bestemt handling eller opførsel for »utænkelig«, selvom det højst drejer sig om noget, der er lidt usædvanligt.

I den slags tilfælde beskriver Knausgård ikke sociale normer, men snarere hvor utroligt tynget, han selv er af andres blikke: »Ganske ofte ser jeg på livet vårt her med blikket til barnevernet eller sosialtjenesten. Er det ikke altfor rotete? Er det ikke for lenge siden vi har skiftet sengetøy? Hvor lenge er det siden de har badet, egentlig? […] Jeg tenker meg ganske ofte en representant for en av disse myndighetene stå ved siden av meg og notere det som skjer. Med rødt blekk i notatblokken står det: Fett hår. Skitne negler. En av dem svært sint for svært lite, ukontrollert. En annen taus, mutt, ikke-kommunikativ. Og de deler tannbørster. Fosterhjemplasseres?«

Kindernes telt

I forhold til forgængeren rummer Om vinteren væsentligt flere højdepunkter. Teksterne om hulrum, livsfølelse, operation og vinduer rummer noget af det, Knausgård er allerbedst til: de indfølte, detaljerede beskrivelser af dagligdagen og de skarpe, særegne analyser af menneskers måder at organisere sig på.

At han også mestrer at veksle mellem det generelle og det specifikke, ses i teksten om vand, som begynder med en beskrivelse af et helt almindeligt glas vand, og slutter med en foruroligende beretning om en ven, der under en gåtur i vintermørket pludselig ser noget lyse på havbunden, hvilket viser sig at være en forulykket bil.

Der er også adskillige små fine billeder, som når han kalder næsen for kindernes telt eller skriver at »åkrene utenfor vinduene var dekket av et tynt lag snø, hvor jordens brune her og der trengte gjennom, omtrent som sår trenger gjennom tynne lag av gasbind«.

Men der er samtidig noget trist ved projektet. For udover at ville vise verden til sit nyfødte barn er årstidsbøgernes mål også at åbne verden for Knausgård selv. I Min kamp-serien gjaldt det om at bryde med fiktionens begrænsninger, men det handlede lige så meget om at bruge skriften som en flugt fra et utilfredsstillende hverdagsliv.

Og den kamp kæmper han tilsyneladende stadigvæk. For selvom datterens fødsel glimtvis fører til lykkelige stunder, er det en stor tabserfaring, der kommer til udtryk i udsagn som »livet kan defineres som kampen mot utligningskreftene, som det på sikt er dømt til å tape. Livet eksisterer således på trass, og er tragisk i sin natur«, eller »hverdagen får alt til å forsvinne, hverdagen er som en sone hvor det som havner innenfor, blir dømt til glemsel« – og der er ingen tvivl, om at Knausgård spejler sig i sine børns måde at møde verden på og længes efter et mere frit og umiddelbart syn på tingene.

Om vinteren indeholder mange gode tekster og heldigvis kun ganske få, der er decideret uinteressante. Men det, der gør størst indtryk, er alligevel Knausgårds stædige kamp mod sit eget triste sind og hans længsel efter barndommens åbenhed. Det minder mig om en passage hos en af hans norske forfatterkolleger, afdøde Stig Sæterbakken: »Det å ha vært barn er vår store sorg i livet. Vi går jo rundt og bærer på et dødt barn, helt til vi dør.«

Om vinteren
Karl Ove Knausgård
Forlaget Oktober
272 sider
349 norske kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu