Læsetid: 3 min.

Knogleangst i klimadebatten

’No Planet B’ på Husets Teater er vigtigt og ærligt teater om den miljøkatastrofe, de fleste af os helst lukker øjnene for. Og minsandten om der ikke kommer to hjorte, der løfter hovedet og kigger den samme vej
27. november 2015

Vivian Nielsen er en voldsom dramatiker. Hendes stykker kæmper for en sag – og som regel for retfærdigheden. Og hendes rollefigurer er ofte stærke eller passionerede eller firkantede mennesker, fra Asta Nielsen til Jeanne d’Arc og zarfamilien, Vendsyssel-prinsesserne og P.S. Krøyer.

Men i No Planet B bliver styrken vendt til tvivl og sejrssikkerheden til angst. For forestillingen handler om vores forhold til miljøet og alt det vi ved, at vi burde gøre, men som vi ikke får gjort – formodentlig fordi vi tror, at der er tid nok.

Vivian Nielsen går videnskabeligt til værks. Hun hælder fakta ud over publikum, så vi er lige ved at drukne i de stigende vandmasser fra de smeltede poler, og så vi er ved at dø af tørst over de hurtigtvoksende ørkener og de enorme strømme af klimaflygtninge. Det er ikke hyggeteater, dette her.

Tipping point

Til gengæld er det ærligt. Og fordi de to skuespillere i overlevelsesdragter og gule gummistøvler er så charmerende og så hudløst ærlige omkring deres opfattelse af klodens jammerlige tilstand, så bliver forestillingen både medrivende og tankevækkende. Maibritt Saerens spiller på sin følsomhed og sine to børn, som hun gerne vil give muligheden for at vokse op i tryghed, og Sidsel Agensø spiller på sin humor og sin faktaklarhed.

Når hun demonstrerer, hvad the tipping point vil sige, så stabler hun simpelthen en masse stole oven på hinanden – og så puster hun lige så stille til det nederste bordben. Så vælter stablen selvfølgelig, truende og pludselig fuldstændig uforudsigeligt kaotisk. Sådan går det med klimaet, forklarer hun. Når det først er oppe over, er det for sent.

Røg skal der til

Heinrich Christensen har iscenesat teksten, så den forvandler sig fra en dialog og et slags foredrag til en egentlig fiktion med de to kvinder som rædselsslagne medborgere i en verden, der ikke vil lytte. Og mens teksten styrter sig selv i alle retninger – fra overforbruget af kød til bilismen. Som det udglattende lyder: »Skal vi ikke bare gå katastrofen glad i møde?«

Scenograferne Ida Marie Ellekilde og Rosa Birkedal Andersen har fundet et nøgternt og designsikkert no bullshit-udtryk med lækre, klima- grønne 7’er-stole stillet op, som om der var tale om et toppolitisk klimamøde med tikkende vægur og belyst klodelampe. Men det kniber faktisk lidt med at få rummet til at blive interessant. Først da røg og damp vælter ind over det, bliver det vedkommende. For så trues tilskueren også af klimaklaustrofobien.

»Knogleangst« kalder Maibritt Saerens sin følelse af rædsel og afmagt. Ordet rammer tilskueren. For det er vel sådan, denne frygt for klimaet føles. Dybt inde i kroppen, hvor frygten ikke kan argumentere.

Undervejs bliver teksten dog for intellektuel. »Det er ikke nogen lineær dramaturgi,« hedder det om klimaets forandringer. Den slags abstrakt rapportsprog fungerer ikke, hvis målet er at vække tilskuerens sanser.

Det gør til gengæld nogle helt banale sætninger. »Kunne du tænke dig at trække vejret sammen med mig?« spørger Maibritt Saerens en tilskuer. Og det er vel lige akkurat sådan, klimaangsten føles: At vi glemmer, at vi er sammen om kloden. Og at vi pludselig indser, at vi om lidt ikke engang kan trække vejret sammen.

Så kan vi i hvert fald som tilskuere bedre klare stykkets grundlæggende definitioner af demokratiets spilleregler. For som Sidsel Agensø siger det: »Demokratiet spillede fallit under COP15 i København.« Der er vel at mærke ingen tilskuere, der protesterer her.

Hjortenes viden

Forestillingens stærkeste og smukkeste demokratibillede kommer til sidst, da de to kvinder pludselig begynder at tale om hjorte. De forklarer nemlig, at når en hjort bliver tørstig, så løfter den hovedet mod vandet. Det gør den næste tørstige hjort også. Men det er først, når 51 procent af hjortene i flokken løfter hovedet i samme retning, at de løber samme vej hen over marken.

Det er altså først, når mere end halvdelen af os har indset miljøkatastrofens alvor, at der sker det nødvendige skred. Løft hovedet, siger jeg bare!

’No Planet B’. Idé: Powerplay og Finn Hesselager. Tekst: Vivian Nielsen. Iscenesættelse: Heinrich Christensen. Scenografi: Ida Marie Ellekilde og Rosa Birkedal Andersen. Lyd: Erik Christoffersen. Lys: Malte Hauge. koproduktion af Powerplay og Teater V på Husets Teater til 12. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu