Læsetid: 3 min.

Lufthavnsforestilling er en fest

’Airport’ er en vild og frygtløs stuntforestilling, som vil få både de flyrejsende og bagagemændene i Kastrup til at blive misundelige
Ingimarssons indfald med en letpåklædt tøjgine er forestillingens mest interessante psykostunt. Foto: Per Morten Abrahamsen

Ingimarssons indfald med en letpåklædt tøjgine er forestillingens mest interessante psykostunt. Foto: Per Morten Abrahamsen

20. november 2015

Vildskaben hos koreografen Kristján Ingimarsson smitter. Den sidder i alle de tilskuere, der har set hans anarkistiske kontorforestilling BLAM! om at kede sig ved skrivebordet – og få befriende fantasier. BLAM! havde premiere i 2012, men spilles stadig og er dansk topscorer inden for voksenteatereksporten. Den har cirkuleret i flere opsætninger rundt om i verden og har lige spillet to uger i Barcelona.

Men nu har Ingimarsson altså skabt sin egen toer, Airport, i en co-produktion for sit kompagni Kristján Ingimarsson Company og Republique. Her er kontoret skiftet ud med lufthavnens galimatias af køer og sikkerhedsprocedurer, og heldigvis viser Ingimarssons kropssprog sig at være lige så vanvittigt og finurligt sammen med bagagebånd og kufferter som med kopimaskiner og kaffekander. Også selv om en del effekter er gentagelser.

Absurd check-in

Airport er en fest. Lige fra den første rejsende triller ind med sin kuffert er spændingen klar. Lyden hamrer igennem med øredøvende propelhvirvlen i Jens Rosenlund Petersens magtfulde lyddesign, og den lille performer Signe Harder står derfor forbløffet nok med sin kuffert og forsøger at finde frem til den rigtige check-in. Men så kommer sikkerhedspersonalet. De flytter hendes kø og trækker nye køstropper ud i forvirrende mønstre, indtil pigen er lukket klaustrofobisk inde i kø med sig selv. Det er godt set.

Ingimarsson har i det hele taget et uimodståeligt, humoristisk blik for de besynderlige ting, vi gør ved hinanden i det offentlige rum.

I denne lufthavnssatire er der selvfølgelig fokus på sikkerhedsprocedurernes latterlige omhu med uskadelig shampoo og legetøjsgaver. For hvem har nogensinde set noget flydende sprængstof blive opsnappet af de skannere, der ser sig vrede på uskadelig neglelak?

Ingimarsson dyrker dog ikke kun absurditeterne hos passagererne. Han skaber også nogle festlige scener hos de ansatte i lufthavnen. Først for Sebastian Aagaard-Williams’ lufthavnsmand, som elegant guider flyene ind til gaten med to lysstave i hænderne – og som her får en fantastisk koreografi, hvor selv de største fly kommer til at til at danse efter hans lysende armbevægelser. Hvis de ikke gør det i virkeligheden, så drømmer han da bare om det.

Ude hos bagagepersonalet skaber Ingimarsson også den mest vanvittige kastekoreografi for muskelbugnende stuntmænd, der kaster med kufferter, mens de hopper op og ned af transportbåndene imens. Johan Kølkjærs scenografi består af et trillende metalskelet, der kan vippe i alle retninger. Det ser farligt ud, men performerne udfører alt med cirkussikker sekundtiming. Ingen kommer i klemme mellem metalstavene, og alle kufferter ender vistnok, hvor de skal. Med stuntmanden Didier Oberlé som vildeste armmuskelanfører.

Heldigvis har Ingimarsson også blik for lufthavnen som et sted for desperation og flugt. En kuffert er i hvert fald lovlig tung, fordi en mand forsøger at gemme sin illegale kæreste i den. Den svenske danseakrobat Kajsa Bohlin imponerer her med sin lille, sammenklappelige flygtningekrop, der tonser ind i bagagebånd med ukuelighed og frygtelig mange blå mærker. Men hun griner bare fandenivoldsk med sin overleverhumor – og ruller ind mellem flere transportbånd.

Desværre blandes der for mange scener sammen. Thomas Bentin har en forrygende kravlescene, hvor han forsøger at tage sig en lur på en umagelig bænk med armlæn, som han kæmper sig igennem med sin mystiske smidighedskrop. Pludselig kaster Julie Kunz’s benslanke stewardesse sig ud i et heftigt cockpitorgie. Og lige med ét vælter urmanden fra BLAM! ind i gaten med junglebregner og stumtjenervåben. Der sker bare for meget, og så bliver det rodet; Simon Boberg kunne godt have været en barskere dramaturg.

Dukke og drøm

Faktisk er Ingimarssons indfald med en letpåklædt tøjgine forestillingens mest interessante psykostunt. Her sætter han Piet Gitz-Johansens udmattede, finske forretningsmand over for en halvnøgen dukke – og så slår alting gnister. For det viser sig, at denne yderst feminine dukke rent faktisk kan skille sit hoved fra kroppen – og sagtens begære mandens jordbundne krop. Og det viser sig, at mandens indre saunamacho sagtens kan begære denne mystiske dukke. Her bliver der flettet ben som aldrig før hos Ingimarsson, og alt ender i beruset og grotesk forførelse. Og det er stærkt at mærke, hvordan drømmen om den levende dukke giver denne lufthavnsfantasi en ekstra dimension.

Men så ødelægger et højttalerudkald Ingimarssons heftige lufthavnsdrøm: Så er der dømt ombordstigning til virkeligheden.

’Airport’. Idé og iscenesættelse: Kristján Ingimarsson. Scenografi: Johan Kølkjær. Dramaturgi: Simon Boberg. Lyd: Jens Rosenlund Petersen. Lys: Mads Nielsen. Co-produktion mellem Kristján Ingimarsson Company og Republique. Til 28. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu