Læsetid: 4 min.

Mand maler

Anne Wivels dokumentarfilm ’Mand falder’ skildrer indgående Per Kirkebys kamp for at genfinde livsgnisten og sit maleriske hug efter et tragisk trappefald
’Mand falder’ er et stærkt møde med maleriet som et must, men også af en markant person, som med egne ord måske er blevet lidt mildere af det tragiske sygdomsforløb.
10. november 2015

Hvis man har set Jesper Jargils Vinterbillede fra 1996, ved man, at maleren Per Kirkeby ikke bare sådan stiller sig tilfreds eller giver op. Filmen følger hans arbejde med et stort oliemaleri fra første til sidste penselstrøg. På filmens lydside hører man hans tanker om kunsten og livet, mens han arbejder med, at motivet for alt i verden ikke skal blive tilforladeligt. Der skal være noget på spil, og der er overraskende meget drama i bare at følge hans proces og tanker foran det store lærred, som iøjnefaldende ændrer karakter flere gange undervejs.

Når man ser Anne Wivels nye portrætfilm Mand falder om den nu 77-årige Kirkeby, er det først næsten ikke til at bære at have det energiske forløb fra Jargils film på nethinden. Kontrasten er enorm. Efter et fald ned ad en trappe og en efterfølgende hjerneskade kan Kirkeby ikke længere genkende farver eller sine egne kunstværker. I visse scener kan han heller ikke genkende sin kone Mari Anne Duus, som tålmodigt hjælper ham med at komme på benene igen og bakker op om, at Wivel – Kirkebys nære ven, som tidligere har lavet Kirkeby-portrættet Slottet i Italien – får lov til at følge den svære tid i deres hjem i Hellerup, i huset på Læsø og til sidst i deres stemningsfulde palazzo i Norditalien.

Tavler vs. tapeter

Mand falder blev faktisk til på foranledning af parret selv. Dagen inden et aftalt møde spurgte de, om Wivel ikke ville tage sit kamera med. Wivel havde ikke lavet film siden Svend om hendes mand Svend Auken, men troppede op i privaten med kameraet parat.

Måske er den pludselige start på projektet årsagen til, at filmen indimellem føles noget visuelt famlende, mens vi kommer ind på livet af en mand i krise. Kvaliteten af billedsiden lader især i starten en del tilbage at ønske, men til gengæld kommer vi gennem Kirkeby og Wivels venskab og hendes indgående kendskab til hans værk tæt på både det kunstneriske og menneskelige drama.

Det er tankevækkende gradvis at forstå, at den hjerneskadede Kirkeby ikke opfatter ting i sit venstre synsfelt og oplever farver anderledes end før. Der er drama i hans forsøg på at få kontrol over både krop, syn og pensler i det, han beskriver som sin ’skyggeverden’.

Der er ikke mindst drama i hans ansigt, når han forsøger at genkende og forstå de nyproducerede ’tavler’, som han kalder dem. Han lægger ikke fingrene imellem, når han nøgternt konstaterer, at et af hans billeder lige så godt kunne være et tapet, og at det jo ikke nytter noget at lyve over for sig selv. Forventningerne er stadig skyhøje, og smerten stor, når han ikke kan gøre sin indre maler tilfreds.

Jagten på hugget

Mand falder fanger intenst, hvordan Kirkeby helt enkelt ikke kan fungere uden at male. Flere scener følger omgivelsernes forsøg på at hjælpe ham tilbage til at få alt det indre ud, først med små lærreder og kobberstik. I filmens midterparti føles det indimellem lovligt udførligt skildret, for mange scener siger det samme, selv om vi ser det på nye måder.

Det er derfor et friskt pust, da filmen flytter sig fra Hellerup til Læsø, hvor Kirkeby imidlertid stadig slås med at finde det ønskede ’hug’. Først ved den afsluttende tur til Italien er der markant bedring at spore, og det er forløsende endelig at se hans udtryksfulde mund trække ordentligt på smilebåndet over et morgenmadsbord og virke bare en smule tilfreds med dagens produktion.

Ind i privatsfæren

Mens Vinterbillede vellykket fokuserede på det kunstneriske udviklingsdrama på lærredet og selve skabelsesprocessen, fornemmer man her i højere grad det turbulente indre liv, som i sekvenser kalder på berusende Brahms og en til tider forstyrrende lydside over klip fra de omgivende stemninger i naturen. Samtidig er det interessant at følge omverdenens reaktioner på hans udfordringer, fra Dronning Margrethe ved præsentationen af et nyt værk over vennebesøg af forfatteren Ib Michael til de forskellige venner og/eller ansatte omkring ham. Hvordan reagerer man, når en mand ikke lægger skjul på sin smerte? Hvordan hjælper man bedst?

Mand falder er et stærkt møde med maleriet som et must, men også af en markant person, som med egne ord måske er blevet lidt mildere af det tragiske sygdomsforløb. Forholdet mellem ægtefællerne fylder meget i første del af filmen, som ud over det kunstneriske drama også berører spørgsmål om integritet og værdighed, når man som menneske pludselig bliver helt afhængig af andre.

Selv om Mand falder i passager savner et klart, filmisk ’hug’, sidder man alligevel tilbage med både et gribende portræt af en malende mands stædige kamp for at generobre sit kunstneriske blik og af behovet for nære relationer, tålmodighed og kærlighed, når livet spænder ben.

’Mand falder’. Instruktion: Anne Regitze Wivel. Filmen havde premiere ved åbningen af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og rejser nu med DOXBIO ud i biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Jørn Andersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

synes det er så sjovt at folk kalder det værker og at kunstneren arbejder på sit værk.. det ligner jo noget et barn på 3 år laver og dem der påstår at det er kunst trænger til at få øjnene undersøgt. det er tilfældig maling smidt på et stykke lærred til overpris. Kejserens nye klæder om igen.