Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Maria Gerhardts lejlighedsvist lysende ego

Maria Gerhardt skriver godt om barndom, hjemstavn, beherskelse og sejrsvilje. Og ikke mindst om sprækkerne i det hele
Kultur
14. november 2015

På forsiden af Maria Gerhardts anden bog og første digtsamling, Amagermesteren, er titel og forfatternavnet præget på en pokal. Den skal selvfølgelig signalere sejr og triumf, men virker samtidig ordinær og uddateret i det, som tinpokaler og andet barndomsnips så let kan være det i voksne menneskers hjem. Forsiden er en ret præcis opsummering af det stof, der skrives frem i Amagermesteren. Ikke at digtene i deres form er uddaterede, det er de ikke. De er mestendels meget lige ud ad landevejen, fortællende, drejende lidt rundt om sig selv og – for nogle af de bedstes vedkommende – præcise indkapslinger af et barndomsminde, der rummer en eller anden form for flertydighed.

Ifølge bagsideteksten skriver Gerhardt om »sejre og nederlag og om præcis det sted på banen midt imellem mand og kvinde«. Man kunne tilføje, at hun også får placeret sit lyriske jeg ret præcist mellem beherskelse og kontroltab, ensomhed og samhørighed. Her virker forsidens pokal og bogens titel som en let ironiserende måde at påpege afstanden både til barndommen og til de utvetydige sejre, der hører barndommens sportshal til.

Stokroser og borgerservice

I Amagermesteren er barndommens sportshal Hollænderhallen i Dragør (en by, Gerhardt i øvrigt kan beskrive så kort og præcist her: »stokroser / borgerservice / lilleputrække«).

Sammen med tennisbaner, Amagerbrogade, Kløvermarken og barndomshjemmet udgør den digtsamlingens locations. Kedeligt sagt handler Amagermesteren om sport, køn, familie og den identitetsdannelse, der finder sted i forholdet til de tre ting. Det gør den med et veludviklet blik for de sprækker, der kan være i en situation og i et minde. Nogle steder, som for eksempel beskrivelsen af svenskere på druktur i Dragør, er erindringen fikseret i et lidt stift anekdoteformat. Sådan er det også at have en hjemstavn, man kommer let til at fastfryse sit billede af den, men det er ikke det, de mest spændende af teksterne udspringer af.

Det bliver også lidt vel sødt, når en tekst handler om en, der smiler ved tanken om, at flyene »nok har været rundt i verden, men de vil altid lande på Amager«. Derudover er skildringerne af familien og af 1980’ernes og 1990’ernes Amager ret klare. En serie af (fodbold)pigeportrætter, der er spredt ud over bogen, viser et tværsnit af det Amager, bogen udspiller sig i.

De samme piger påkaldes og vejledes også i digtsamlingens længste og bedste digt sidst i bogen, der generelt beskriver en mere tumultarisk virkelighed: »en gang om måneden / lyser mit ego / som Amagerbrogade i december / resten af tiden / kender jeg en pige / der blev voldtaget her i nærheden«.

Pokaler og podier

Tilbage til pokalen og titlen: At ville vinde, beherske og fastholde er gennemgående temaer i Amagermesteren.Gerhardt skriver om sin kærlighed til sportsfilm: »Først bliver man født og kan ingenting, så øver man sig og øver sig og lige så langsomt bliver man den bedste.« Det lyder meget overbevisende, og selvfølgelig er det ikke så simpelt.

Barnefantasier om at kunne flyve, gå på vandet og være en stjerne blandt de voksne i børnehaven holdes ud i strakt arm (»spørg bare Bettina«). Forestillingen om at være komplet overlegen udstilles som ungdommelig snak: »Den største / den bedste / den stærkeste / det er min brist / min unge mund der taler.« Når den voksne mund taler, lyder det anderledes sammenbidt og dødsbevidst: »Man skal gøre sig fortjent / dufte godt / for sin elskede / for sine forældre / for ikke at dø alene / for ikke at dø i skam.«

Det til trods slutter Amagermesteren ikke med at afskrive mulighederne for sejr og triumf, der er podier og pokaler til stede, ligesom der er mænd, kvinder og bolde at gå efter, men sprækkerne træder tydeligere frem.

Amagermesteren
Maria Gerhardt
People’s Press
67 sider
150 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her