Læsetid: 5 min.

Modfortælling

Søren Kam ’forsvarer, frikender, bortforklarer, fordrejer, forvrænger, fornægter og lyver’. Alligevel er hans erindringer en vigtig kilde til en gammel nazists selvforståelse og historie
Danmarks sidste krigsforbryder Søren Kam, der under Anden Verdenskrig var tysk SS Befalingsmand. 

Danmarks sidste krigsforbryder Søren Kam, der under Anden Verdenskrig var tysk SS Befalingsmand. 

Johnny Fredriksen

30. november 2015

Søren Kam, som døde i foråret, var nazist fra tidlig ungdom til sin død. Født i 1921 meldte han sig sidst i 1930’erne ind i det nazistiske ungdomsforbund i Danmark og var blandt de første, der meldte sig frivilligt til Waffen-SS i sommeren 1940, længe inden der var noget, der hed Frikorps Danmark eller krig mod Sovjetunionen.

Modsat hvad han senere hævdede, antyder det, at hans projekt var pronazistisk, mere end det var antikommunistisk. Søren Kam avancerede til SS-Obersturmbannführer (oberstløjtnant) og blev chef for Schalburgskolen. Hans karriere i Danmark stoppede dog efter hans deltagelse i mordet på BT-redaktøren Carl Henrik Clemmensen i august 1943, et drab, der kom på tværs af Werner Bests politik på dette tidspunkt.

Læs også: Et symbol på landsforræderiet uden retouche

Søren Kam fortsatte sit meget entusiastiske arbejde for den nazistiske sag på Østfronten. Hans erindringer undlader at omtale de massive tyske krigsforbrydelser og underspiller i det hele taget alt, hvad der kunne problematisere hans egne handlinger. Selv drabet på Clemmensen, som han tydeligvis var medskyldig i, forbigår han under henvisning til, at han allerede mere end én gang har afgivet forklaring. Det gjorde han ganske rigtigt til den lokale anklagemyndighed i Bayern, som konsekvent nægtede at udvise Kam til retsforfølgelse i Danmark under henvisning til hans tyske statsborgerskab.

Efter det tyske sammenbrud i 1945 havde han nemlig undladt at vende hjem og stå til regnskab. I stedet skjulte han sig i Tyskland, hvor han opnåede statsborgerskab, og hvor han først blev opsporet i midten af 70’erne. Ikke af politiet, men af den nazisympatiserende journalist Erik Haaest.

Polfoto

Ingen selvkritik

Erindringerne er nedfældet i 1986. De er på samme tid højst interessante og dybt banale. Søren Kam »forsvarer, frikender, bortforklarer, fordrejer, forvrænger, fornægter og lyver«, som udgiverne skriver i forordet.

I stedet for en reflekteret og selvkritisk fortælling præsenteres læseren for en selvfremstilling renset for skyldsspørgsmål eller tvivl. Krigen mod Sovjetunionen var en europæisk forsvarskrig mod kommunismen og et forstadie til Den Kolde Krig, Waffen-SS var heroiske, selvopofrende elitestyrker, som kæmpede for en fælles europæisk fremtid osv. Kam følte en pligt til at deltage i dette arbejde.

Har man mod til at kaste sig ud i denne bog, skal man med andre ord være forberedt på at skulle igennem gammelt nazistisk tankegods.

Det er skrevet med den selvbevidsthed, der fulgte med den anerkendelse og opbakning, Kam søgte og fandt i en lukket kreds af SS-veteraner i Bayern og Østrig, og som talte notabiliteter som enken efter Frikorps Danmark-chefen C.F. von Schalburg og Heinrich Himmlers datter – og som dog ikke var mere lukket, end at den østrigske højrepopulist Jörg Haider deltog i dens møder.

I dette eksklusive selskab var Kam en æresgæst – det indtryk efterlader han i hvert fald – hvad der ikke mindst hang sammen med, at han hørte til de få hundrede, Hitler havde tildelt Jernkorsets Ridderkors, den højeste militære udmærkelse i ’Det Tredje Rige’. Når man betænker, hvilke aktioner Søren Kam sandsynligvis har deltaget i under den nazistiske udryddelseskrig på Østfronten, er det en tvivlsom ære.

Læs også: Symbolet Schalburg

Forskningen har for længst afdækket, hvordan de tyske indsatsgrupper fik masser af støtte fra både Waffen-SS og almindelige værnemagtstropper under udøvelsen af deres planlagte massakrer på flere hundrede tusinde civile, nedbrændinger af tusindvis af landsbyer og bevidste ødelæggelser af de overlevendes livsgrundlag.

Dette var tysk Lebensraum, men inden tyske bønder kunne indtage de russiske stepper og nyttiggøre dem for den europæiske civilisation, måtte der jo ryddes op, og da de slaviske undermennesker mest bestod af jøder og kommunister – det vidste man – var det et vigtigt og betroet hverv, der var tale om. Division Wiking var aktiv deltager i forbrydelserne mod civilbefolkningen, og Kam har enten deltaget personligt eller i det mindste været vidende om, hvad det var for et morderisk foretagende, han var en del af.

Sejlivet overbevisning

Søren Kams erindringer er ikke de første af sin art. De indskriver sig i den såkaldte modfortælling, hvor veteraner fra landssvigermiljøerne med tiden har givet deres egen fortælling, nogle drevet af efterrationaliseringer og bortforklaringer, andre snarere af sejlivet ideologisk overbevisning. Søren Kams erindringer hører til den sidste gruppe.

Det er udgivelser, der har det med at skabe debat om deres berettigelse. Et forståeligt, men kortsigtet argument lyder, at sådanne mennesker ikke har fortjent den opmærksomhed, deres bøger giver anledning til. De har bedst af at forsvinde i glemslens tåger. Det var også med dette argument, at Frihedsrådets veteraner Mogens Fog og Frode Jakobsen i 70’erne modsatte sig en retssag mod Kam i Danmark.

Argumentet dækker over lige dele hævntrang og frygt for nazistisk propaganda. Hertil er kun at sige, at disse bøger tjener et fornuftigt formål, hvis de kan gøre os klogere på nazismens væsen. Som kilde til de danske østfrontfrivilliges historie er erindringerne mere end tvivlsomme. Som kilde til en fremtrædende dansk nazists selvforståelse er de til gengæld vigtige.

Hvad Søren Kam angår, er han nok ligeglad med opmærksomhed. Hans beslutning om, at manuskriptet først måtte udgives efter hans død, afspejler, at det ikke var opmærksomhed eller oprejsning, han søgte, men noget mere alvorligt: Han må have ment, han havde noget væsentligt at fortælle eftertiden.

Læs også: 'Jeg ville ønske, min morfar ikke var blevet henrettet - så jeg kunne råbe ad ham'

Læseren tages kyndigt ved hånden af de to udgivere, som er anerkendte eksperter i dansk nazisme og dens udøvere. Bogen er velforsynet med opklarende, korrigerende og uddybende kommentarer og henvisninger til relevant litteratur. Den fyldige indledning giver en kritisk gennemgang af Søren Kams historie, tager alle de nødvendige forbehold for hans (selv)fremstilling, gennemgår minutiøst de årelange, mediebårne diskussioner om en evt. udlevering til Danmark og viser, hvorfor danske myndigheder valgte ikke at forfølge sagen.

Det gøres på sober vis – når man ser bort fra et par svipsere, hvor der langes ud efter de kommunistiske modstandsveteraner, som selvfølgelig fulgte deres egen dagsorden under Kam-sagen, men som jo ikke fortjener mere fordømmelse og mindre forklaring end gamle nazister.

Man savner også den nødvendige, kritiske behandling af modfortællingens egne publikationer som f.eks. de dømte landsforræderes tidsskrift Revision, andre aktørers erindringer og pseudofaglige fremstillinger af de danske SS-frivillige. Bogen er i lækkert udstyr og velforsynet med instruktive kort over Østfrontens krigsskuepladser og fotos fra Søren Kams egen samling.

’Et liv uden fædreland. Søren Kams erindringer’. Udg. af Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen. Lindhardt og Ringhof. 512 sider, kr. 399,95

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Imagine all the people living life in peace."
Nazismen er vel den mest brutale, inhumane, voldelige og selvforherligende ideologi der nogensinde opstået og ikke at glemme i Europa. Mon ikke Sørens samvittighed har straffet ham nok?

Mads Kjærgård

Tja manden var jo en helt, altså så i helteforstand. Kæmpede modigt og var loyal overfor sine idealer til sin dødsdag. Med til historien om danskere i SS hører jo for øvrigt også, at den danske stat, sanktioneret af Chr. den 10 havde godkendt at man melde sig. For pokker de udstyrede endda den danske SS division med motorkørertøjer. At Clemmesen blev skudt er uheldigt, men hvor man mange uskyldige dræbte den danske modstandsbevægelse ikke?