Læsetid 5 min.

Musikere forstår livet baglæns

Tre nye amerikanske plader bruger henholdsvis barndommens gade og det hjemlige som scene for deres musikalske undersøgelser af livet. De skaber på den måde i momenter et musikalsk og lyrisk spejl, som lytteren kan holde op foran sin egen tilværelse
På den amerikanske musiker og tegneserieforfatter Jeffrey Lewis’ nye album ’Manhattan’ slentrer han rundt i barndommens gade og bruger den som udgangspunkt for en sprudlende og nærmest naivistisk storbyeventyrlig ’hjem ud hjem’-fortælling

På den amerikanske musiker og tegneserieforfatter Jeffrey Lewis’ nye album ’Manhattan’ slentrer han rundt i barndommens gade og bruger den som udgangspunkt for en sprudlende og nærmest naivistisk storbyeventyrlig ’hjem ud hjem’-fortælling

Playground Music
6. november 2015

»Jeg er din barndoms gade / jeg er dit væsens rod / Jeg er den bankende rytme / i alt hvad du længes mod.«

I Tove Ditlevsens forfatterskab er barndommens gade både en scene for en opvækst, der satte sig dybe spor i hendes videre liv og et billede på den selvsamme opvækst. Men barndommens gade er måske ikke mindst – i forlængelse heraf – et kunstnerisk prisme, som Tove Ditlevsen så sit liv igennem. Et prisme, som hun brugte til at undersøge sin egen eksistens og blotlægge den for læseren på en sådan måde, at den kan fungere som et spejl, læseren kan holde op foran sit eget liv.

Denne tilgang er central for en række nye plader, hvor også hjemmet – som Tove Ditlevsen ligeledes kredsede om i flere af sine bøger – bliver brugt som scene for at reflektere over tilværelsen.

På den amerikanske musiker og tegneserieforfatter Jeffrey Lewis’ nye album Manhattan, som han har indspillet med sit band Los Bolts, slentrer han rundt i barndommens gade og bruger den som udgangspunkt for en sprudlende og nærmest naivistisk storbyeventyrlig ’hjem ud hjem’-fortælling. En fortælling, hvor Jeffrey Lewis’ baggrund som litterat og tegneserieskaber kommer til sin ret i de velsvungne sætninger, der snor sig som et eksistentielt spindelvæv igennem pladen.

På åbningsnummeret »Scowling Crackhead Ian« møder vi den white-trashede bølle Ian, som har boet i det syngende jeg’s barndomsgade. Og som – ligesom det syngende jeg, der dog har været væk fra kvarteret i nogle år – stadig bor i det gamle nabolag i Lower East Side på Manhattan i New York. Scowling Crackhead Ians brutale opførsel har sat sig dybe spor i jegets personlighed og er måske roden til jegets nervøse væsen.

»Scowling Crackhead Ian / I can’t forget your face / you were a foul human being / way back on St. Marks Place / a white thug when we were both poor / a life struggling for one quarter more / in sixth grade that’s what you mugged me for / a switchblade pressed up to my juggular / so I feared for my neck, safe streets were few / my nerves grew reck near the second avenue.«

Efter at have været væk fra barndomskvarteret i en periode – hvor jeget blandt andet på tragikomisk vis er blevet terroriseret af en gammel mand, der holder ham vågen med sine natlige grynte-sessions i nabolejligheden – flytter han tilbage. Med det otte minutter lange Lou Reed’ske »Back to Manhattan« lægger jeg’et Brooklyn og et forlist forhold bag sig for at begynde på ny i det gamle nabolag.

Og mødet med det gamle nabolag fremprovokerer det syngende jeg’s refleksioner over livet. Hvilket blandt andet kommer meget eksplicit til udtryk på nummeret »Avenue A, Shanghai, Hollywood«. Nummeret synges som det eneste af en anden sanger – en kvindelige sanger, som jeg i skrivende stund desværre ikke kan finde navnet på – og dette æstetiske greb forstærker indtrykket af, at pladen ikke bare er en undersøgelse af den biografiske person Jeffrey Lewis’ barndomsgade. Det er med andre ord ikke en undersøgelse, der lukker sig om sig selv. Tværtimod er det en musikalsk og lyrisk undersøgelse, der åbner verden. Og som jeg som lytter kan spejle min egen tilværelse i – i hvert fald et godt stykke hen ad vejen.

Barndommens værelse

Den britiske guitarist og sangskriver Bill Ryder-Jones, der tidligere var medlem af bandet The Coral, og som sideløbende med sin solokarriere spiller guitar live for blandt andet Arctic Monkeys, bruger ligeledes barndommens gade som prisme på hans nye soloplade West Kirby County Primary. Pladen er skrevet og optaget i hans barndoms værelse i moderens hus i West Kirby, og den er efter alt at dømme opkaldt efter hans egen folkeskole. Det er således lyden af drømmene fra barndomsværelset, der folder sig ud på West Kirby County Primary. Lyden af ungdommelig udlængsel og de tidligste eksistentielle dramaer. Og lyden af længslen tilbage imod barndommens og ungdommens mentale rum, som man kender så uendeligt godt, men som er umulige at træde ind i. Selv når man helt konkret sidder på sit gamle barndomsværelse.

Udtrykket på West Kirby County Primary har oven i købet en gennemgående og meget tydelig reference til det amerikanske band Pavement. Et band, som havde deres storhedstid i begyndelsen af 90’erne, og som derved – kunne det i hvert fald tyde på – har ageret soundtrack til Bill Ryder-Jones’ barndom og ungdom.

Og Bill Ryder-Jones bruger denne reference som en effekt, der netop bidrager til at iscenesætte hans specifikke 90’er-funderede barndomsgade. En effekt, som går rent ind på en lytter som mig, der brugte en del af min ungdom på at lytte til netop Pavement. Og som ikke mindst kommer til udtryk på det decideret fremragende ungdomseskapistiske nummer »Two To Birkenhead«, hvor lyrikken kredser om en kærlighedsrelation, som hører fortiden til, men som trækker spor ind i jeg’ets nutid. Særligt med sætningen »They say that desperate times / call for desperate pleasures,« som gentages i nummerets afslutning, og som kommer til at virke som et mantra, der trækker en form for rød tråd fra barndommens gade og op igennem jeg’ets liv.

Lyden af hjem

På amerikanske Martin Courtneys nye soloplade Many Moons går han i lyrikken helt tæt på sin egen livssituation, hvor han balancerer mellem at turnere hele verden tynd med sit band Real Estate på den ene side og livet som familiefar på den anden side. Men lyden på pladen er i høj grad lyden af hjem. Den er en stue betrukket med bløde gulvtæpper, hvor terrassedøren åbner op til en solbeskinnet have med køligt dybgrønt græs. Og går man helt ned i bunden af haven – som man bliver inviteret til på instrumentalnummeret, der bærer titlen »Many Moons«, og som minder om Nick Drakes legendariske album Pink Moon – fører en låge ud til en eng, der med vildtvoksende kløver og kornblomster strækker sig ud over en lille rund bakke, hvor børnene kan løbe og lege.

Det er en behagelig plade. Og som sådan er det svært at sætte fingeren på noget. Men måske savner jeg lidt, at det bliver bare en anelse mindre pænt og en lille smule farligere. At der er lidt flere dybe kløfter at kigge ned i, som jeg kan lære noget af. Om livet. Om mig selv. På den anden side er det måske rart at slappe lidt af i hjemmets trygge rammer. Bare lige et øjeblik. Når det nu er sådan et flot hjem.

Jeffrey Lewis & Los Bolts: ’Manhattan’ (Rough Trade/Playground Music)

Bill Ryder-Jones: ’West Kirby County Primary’ (Domino/Playground Music)

Martin Courtney: ’Many Moons’ (Domino/Playground Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu