Læsetid: 6 min.

Mytologiseringen af Malala

Alt ved Malalas historie er modigt, utroligt, inspirerende og fuldkommen ærefrygtindgydende. Det samme kan desværre ikke siges om Davis Guggenheims dokumentarfilm ’He named me Malala’
Det er ikke et ungt menneske af kød og blod, instruktør Davis Guggenheim portrætterer, men en frelsende figur. Foto fra ’He named me Malala’

Det er ikke et ungt menneske af kød og blod, instruktør Davis Guggenheim portrætterer, men en frelsende figur. 
Foto fra ’He named me Malala’

5. november 2015

Hvordan kan man anmelde noget, der har med Malala at gøre, dårligt? Hvordan kan man undgå at blive rørt af historien om en pige, der som 15-årig blev skudt i hovedet af Taliban i den pakistanske Swat-provins? Skudt ned, fordi hun åbent talte imod et terrorregime, der i hendes egen guds navn, fratog børn og kvinder alle rettigheder og forbød piger at gå i skole og få en uddannelse.

Malala, der overlevede at blive skudt i hovedet, og som i dag ikke kan mærke halvdelen af sit ansigt, har mistet evnen til at smile og er døv på det ene øre. Malala, der efter eget udsagn ikke føler så meget som et atom eller en subatomar partikels mængde vrede imod de mænd, som overfaldt hendes skolebus for at likvidere hende den dag, og som i 2014 – som den yngste nogensinde – fik Nobels fredspris for sit arbejde for ligeret og for sit mod til at fortsætte kampen efter mordforsøget. Der må ikke være noget dårligt at sige. Og hvis der er, er det så ikke nu, man holder tand for tunge og snitterne fra tasterne, og lader solstrålehistorien stråle i fred?

I 1880, da en flagbærer blev dræbt i krigen mellem afghanske pashtunere og den britiske kolonimagt under slaget ved Maiwand, løb en ung pashtunsk pige frem, hævede flaget påny og indgød de kæmpende mod ved at recitere kampdigte. Pigen hed Malalai af Maiwand og er den dag i dag en pashtunsk folkeheltinde – kendt i vesten som den ’afghanske Jeanne d’Arc’. Det er ingen ringere end denne krigslegende, Malala Yousafzai er opkaldt efter, og det var Malalas far, der gav hende navnet.

Med oprejst pande

»Der var en dyb lidenskab i mit hjerte, da jeg navngav min datter efter hende. Hun skal have et liv. Hun vil få anerkendelse. Hun skal have en identitet, som Malalai af Maiwand havde,« siger Ziauddin Yousafzai, der spiller en kæmpe rolle i filmen og i historien om Malala. Der er ingen tvivl om, at hun er sin fars pige: en bogorm, der elsker at gå i skole og er lykkeligst, når hun får lov til at lære.

Malalas mor derimod byttede sine skolebøger væk for en håndfuld slik, da hun var lille. Men til gengæld var hun smuk og lyshudet og giftede sig, ifølge hendes mand, af kærlighed. Han var ikke nær så pæn, men til gengæld veluddannet og skolelærer på en privatskole, som han selv ejede. Sammen har de fået Malala og hendes to yngre brødre, og sammen bor familien nu i Birmingham i England, hvor de prøver at falde til.

Talibans dødsdom over den åbenmundede skolepige gælder stadig, og selvom familien har hjemve, og måske især Malalas mere traditionelle og konservative mor kæmper med det engelske sprog og den nye kultur, tager de deres ufrivillige eksil med oprejst pande og følger med deres verdensberømte datter og søster rundt i verden, når hun skal være gæst i The Daily Show, holde tale i FN eller modtage Nobelprisen i Oslo.

Mytologiseringen af Malala, som skæbnebestemt til noget stort, gennemsyrer familiens og særligt farens fortælling om hende – og om det, der skete med hende. I virkeligheden var det ham, der først begyndte at tale offentligt mod Taliban, og særligt imod Talibans – efter hans mening – misforståede og forvrængede opfattelse af islam. Som 11-årig begyndte Malala, stærkt opfordret af sin aktivistiske far fornemmer man, at blogge for BBC. Under pseudonymet Gul Makai skrev hun i 2009 dagbog om det stadigt mere umulige liv som skolepige under Taliban, der systematisk bombede skoler og indførte sharialovgivning, som involverede planer om et totalt forbud mod skolegang for piger.

Samme år trådte Malala frem i eget navn i den pakistanske offentlighed, hvor hun – som sin far – åbent kritiserede Talibans syn på piger og uddannelse og talte for større ligestilling mellem kønnene generelt. Hendes aktivisme kostede hende næsten livet i 2012, men som hun meget karakteristisk for filmens storladne tone siger til kameraet, var det eneste, der døde den dag »svaghed, frygt og håbløshed«, mens »styrke, kraft og mod blev født«.

Næsten overmenneskelig

Alt ved Malalas historie er frygteligt, sejt, modigt, utroligt, inspirerende og fuldkommen ærefrygtindgydende. Historien er vigtig og kampen er nødvendig. Malala er et ekstraordinært menneske på alle måder. Ekstraordinært stærk, ekstraordinært ydmyg, næsten overmenneskeligt overbevisende og overbevist. Alligevel har jeg det efter 87 minutter i selskab med den Oscarvindende instruktør Davis Guggenheims film om Malala, som om jeg har set en hybrid mellem en velproduceret bilreklame, en UNICEF-kampagne og en bibelskole-tegnefilm.

De naivistiske animerede sekvenser, som bruges til at illustrere det historiske tilbageblik på Malalas barndom og familiens lykkelige tid i Swat-dalen, før Taliban kom til regionen, giver filmen et barnligt og unuanceret udtryk, som underbygges af den gennemgående harpemuzak, der ingen tvivl levner om, hvad vi bør føle. Det er et direkte propagandistisk narrativ og formsprog, som instruktøren Davis Guggenheim – der blandt andet er manden bag dokumentarfilmen En ubekvem sandhed og den fremragende HBO-westernserie Deadwood – benytter sig af.

Det er ikke et ungt menneske af kød og blod, han portrætterer, men en frelsende figur, som skal indfri ikke bare de umulige forventninger hendes far har haft til hende fra det øjeblik han navngav hende, men også verdenssamfundets forestilling om hende: Som en inkarnation af alle undertrykte piger i den tredje verden – en næsten guddommelig orientalistisk Gandhi-fantasi, som kan lide og gennemgå trængsler med en spirituel ophøjet ro, som vi i Vesten ikke evner.

Malala er allerede blevet mytologiseret, og denne mytedannelse og helgenkåring viderefører Guggenheim ukritisk i sin film. En film, der i tillæg til dens misforståede og apolitiske rosenrødme lider af en iøjnefaldende og kritisabel mangel på faktuelle, historiske og politiske oplysninger om det land, den krig, den religion og den organisation, det hele også handler om.

Den blodige begivenhed, Malalas fysiske og psykiske mén, den afgrundsdybe uretfærdighed, alt i He named her Malala peger kun én vej. Og det er videre hen mod den fremtid, som Malala og resten af den udvidede Malala-familie, der er os alle sammen, ønsker. En mere retfærdig, mere ligestillet fremtid, som hun er blevet et evigt optimistisk, ukueligt knejsende, livstaknemmeligt symbol på.

Filmen er et glansbillede – et efterbillede med et rystet, uskarpt førbillede – og man spørger sig selv, hvornår – hvis nogensinde – der må sørges og rases. Er det sket? Har Malala ikke lidt frygteligt og haft ondt af sig selv og krampegrædt? Ikke tapre tårer gennem smil, som indgyder tv-seere verden over håb, men rigtige tårer. Men der er i den vigtige ’Malala-sag’ ikke råd til nogen sprækker i den stålsatte larger than life-facade.

For Malala er ikke bare en stærk og modig pige, der tilfældigvis overlevede et brutalt og afstumpet angreb på sit liv og sit køn. Hun er via sin overlevelse et symbol på modstand – ligesom Malalai på bjerget i 1880 – og på at det altid (død og pine) kan betale sig at tale undertrykkere imod, uanset hvor overmægtige de er. Og når overmagten er så stor, som den var, da Malala gik op imod Talibans ubøjelige og tyranniske verdenssyn på trods af gentagne dødstrusler, må den sjælelige, spirituelle standhaftighed og modstand være lige så ubøjelig. Det forstår man. Det kommer der bare ikke god filmkunst ud af.

’He Named Me Malala’, instruktion: Davis Guggenheim, USA, 2015. Vises i Biffen Nordkraft, Cinema Center Helsingør, Dagmar, Reprise Teatret og Øst for paradis

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Curdt-Christiansen
Christian Curdt-Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu