Ømme Ritt

Siden de tidlige 1970’ere har den danske offentlighed været fascineret af personen Ritt Bjerregaard. Velartikuleret har hun været, stilfuld og navnlig provokerende. Sine ældre partifæller omtalte hun som »kustoderne«, og Jesus satte hun i kategori med hønisser. Det var, som om Ritt Bjerregaard skar sin politiske profil på kontrovers. Hendes mangeårige partimakker, daværende S-formand Svend Auken sagde udmattet: »Ritt formår at gøre enhver sag til en folkeafstemning om sin egen person.«

Sidenhen gav Helle Thorning-Schmidt som partileder dette fur:

»Ritt tilhører en anden generation af socialdemokrater, som var mere optaget af at skændes med hinanden og mere optaget af sig selv end af at lytte til befolkningen. Det gider vi ikke mere.« I Ritt Bjerregaards omskiftelige karriere som minister, gruppeformand, EU-kommissær og Københavns overborgmester kunne man studse over en tilsyneladende mangel på overordnet mål. Det er svært at forbinde hende med en fast linje eller markante resultater. Hun så ud til at surfe med og mod tidsåndens bølger. En del af Ritt Bjerregaards mystik har været hendes utilnærmelighed. I den socialdemokratiske folketingsgruppe hed det: »Hun er så kold, at man kan køle bajere på hende.

Varme portrætter

Den kølige del af sit image gør Ritt Bjerregaard op med i sin erindringsbog, der udkommer i dag. Hun er optaget af at vise sig som kærlig. Hun giver varme portrætter af sine forældre. Hendes far var vokset op på et børnehjem, blev uddannet møbelsnedker og endte – i velstandsopgangen – med at få selvstændig virksomhed og villa i Værløse. Hendes morfar var sygdomssvækket og i et beskedent job som indsamler af sygekassekontingenter, som han forgreb sig på for at få husholdningen til at løbe rundt. Lån fra familien måtte dække tilbagebetalingen. Ritt kom bedre ud af det med sin forsømte mormor, end hendes mor gjorde. At familien løftedes af sine kummerlige kår, tilskriver Ritt Bjerregaard 1950’rnes opsving og socialdemokratisk fordelingspolitik.

Det var nu ikke de landsfaderlige socialdemokrater – Stauning, H.C. Hedtoft og H.C. Hansen, der var barndomshjemmets husguder. Faderen var fuldblods kommunist, og moderen sympatiserede med hans arbejde for partiet. Ritt skriver: »Der er næppe børn, der i dag får en opdragelse baseret på det kommunistiske livssyn, som jeg selv fik del i.«

Med den sovjetiske nedkæmpelse af det ungarske oprør i 1956 bristede faderens kommunistiske illusioner: »Alt det, han havde troet på og kæmpet for siden Anden Verdenskrig, oplevede han som et falsum,« skriver Ritt Bjerregaard. Faderens chok tog hun med sig i sit forhold til venstrefløjen: »SF var bare en ny illusion og fortsættelse af den samme tankegang. Alt for megen revolutionsromantik. Alle de diskussioner og ingen handling.«

Illusionsløsheden førte Ritt Bjerregaard ind i Socialdemokratiet, som hun dog i dag har vanskeligt at forbinde sig med. Bjarne Corydons »konkurrencestat« tager hun afstand fra.

Mere politik, tak

Og hvor ville man gerne høre mere om Ritt Bjerregaards politiske erfaringer og pointer. Det er en fornøjelse at læse, hvordan hun mener, at hendes opvækst på det barske Vesterbro har givet hende Tove Ditlevsen’ske »vagtsomme øjne«, der gør det muligt for hende at afkode andres minespil og taktik under forhandlinger. Og herligt, hvordan hun hentede styrke ved sit nære forhold sin kredsbestyrelse på Fyn: »De var i alle årene mit fundament i politik, og det er dem, jeg savner mest i vore dages politik og i mit eget liv som pensionist.«

Men politik får vi for lidt af. For Ritt Bjerregaard har bestemt os til at lukke os langt ind i privaten. Det er interessant at få beskrevet det arbejdsfællesskab, som har været en drivkraft i hendes ægteskab med historikeren Søren Mørch. Men hun viser endnu mere frem: Ægtefællens psykiske og legemlige skrøbeligheder, og hvordan de to har praktiseret »det åbne ægteskab«.

På sin kontante facon vil Ritt givetvis hævde, at det hele hører med til forståelsen af hende som person. Nogle læsere ville nok nøjes med bedre at forstå hende som politiker.

Ritt Bjerregaard: ’Ritt – Erindringer’. 344 sider. 199 kr. Politikens Forlag. Udkommer i dag