Læsetid: 7 min.

Østtyske outsideres drømme om frihed

Møn var ikke Lesbos, men med sin hvide klint, der kunne skimtes i klart vejr især fra de nordlige højdedrag på Hiddensee, var også den danske ø en frelsende magnet for østtyskere
28. november 2015

Der var engang, da Danmark var de flygtendes drømmemål. Da de søgte vores kyster – Lolland, Falster, Møn – koste hvad det ville. De kom ikke i overfyldte gummibåde, men på alle mulige umulige måder, på hjemmeflikkede flåder, undervandsscootere eller i lydløse kajakker og altid i ly af nattens mulm og mørke – for ikke at blive opdaget af Volksmarinens patruljebåde. Det stod på i årevis. Muren gennemskar også Østersøen. Nøjere bestemt fra 1961, da DDR lukkede sig, til 1989.

Møn var ikke Lesbos, men med sin hvide klint, der kunne skimtes i klart vejr især fra de nordlige højdedrag på Hiddensee, var også den danske ø en frelsende magnet – for østtyskere, der havde taget deres livs beslutning. Lykken, hvis flugten lykkedes, var den samme som i dag. For ikke at tale om ulykken, når nogen blev taget af bølgerne og forsvandt.

Kruso er en ny tysk roman, og alskens forsvinden og flugt trækker spor på kryds og tværs i denne mærkelige, store og sammensatte fortælling, som er henlagt til DDR’s sidste tid, nøjere bestemt til sommeren og efteråret 1989, som den formede sig i landets fjerneste og mest eksotiske hjørne. Kruso udspiller sig altså på Hiddensee, vest for Rügen, en særlig ø alene i kraft af sin beliggenhed, af form nærmest som en søhest, i alle turistbrochurer kaldet »Nordens Capri« (hvor bl.a. den excentriske Asta Nielsen lå luksuriøst på landet i 30’erne).

I arbejder- og bondestatens dage – og det er dem, vi taler om – var øen et folkeferieparadis for Genossen og deres familier. Men den socialistiske nivellering fik aldrig bugt med den billøse Hiddensees legendariske mystik, som romanen er fortrolig med og udbygger med stor atmosfærisk intensitet.

Forfatteren hedder Lutz Seiler, er godt 50 år og ved, hvad han taler om. Som ung var han selv sæsonarbejder på øen som opvasker på en stor hotelrestaurant oppe i nordenden, hvor fyret og de høje bakker er.

Forsvinding

Staten forsvandt i 1989, næsten som dug for solen. Selv forsvinder Ed, hovedpersonen, en sommerdag fra sin adresse i Leipzig. Som det sidste skruer han sikringerne ud af elmåleren og stiller dem på køkkenbordet. Hans kæreste er for nylig død i et trafikuheld. Matthew, deres kat, er blevet væk. Meningen med det hele er borte. Ed har nået et nulpunkt i sit unge liv og indfinder sig mere eller mindre tilfældigt på Hiddensee, hvor han får arbejde i køkkenet på Zum Klausner, som den store restaurant på Nordøen hedder. Det bliver hans nye hjem, men ikke et hvilket som helst. Det viser sig, der er et parallelsamfund i det skjulte.

Forsvundet er nemlig ikke blot Ed. Hvad han møder i Klausners køkkenregioner, er en hel koloni af andre forsvundne, andre dropouts, udstødte og utilpassede, folk, der selv har trukket sig ud af samfundet, en hel sekt af docenter i filosofi, der nu er tjenere, magistre i sociologi, der er blevet afryddere, kokke og bartendere, eller tyskstuderende som Ed, der bliver en af tallerkenvaskerne – sektens absolutte underklasse, der træller i en syndflod af affald og slam og kakerlakker. Alle koloniens punkere er selvfølgelig opvaskere, fordi de ikke egner sig til servering.

Holdt sammen bliver hele staben af guruen Kruso, Hiddensees åndelige statholder, som Ed bliver tæt forbundet med, ligesom Robinson i den gamle engelske roman knytter Fredag til sig. De bliver en slags mester og lærling, men også nære venner. Kruso, en høj indianeragtig vildmand, prædiker en frihed, der hverken er at finde i DDR eller på Møn, en indre frihed, der trækker på filosofi og poesi og ikke hører til noget samfund. Det skulle da være i et alternativt modsamfund af indviede og oplyste som det, Kruso i det skjulte har opbygget under statssikkerhedens radar.

Romanen tilslutter sig ikke selv noget budskab. For Lutz Seiler drejer det sig først og fremmest om at stille et broget, tredimensionalt galleri af sammenrendte, strandede eksistenser på benene og vise dem i den østtyske dagligdag – og endelig at spinde det hele ind i en surrealistisk diskurs, der bringer romanen i nærheden af eventyret. Det er i øvrigt umiskendeligt en sprogsikker lyriker, der fører pennen her. Og den danske oversætter Jacob Jonia har virkelig leveret en værdig gendigtning. Før sit prosagennembrud med Kruso havde Seiler, der i øvrigt kom sent i gang med at skrive, et par anerkendte digtsamlinger bag sig.

Som det måske allerede fornemmes, er Kruso ikke nogen typisk såkaldt Wenderoman, altså en roman om overgangen på godt og ondt fra ’øst’ til ’vest’, fra diktatur til demokrati. Dem er der mange af. De mange tyskeres berømte flugt dengang til Prag og Budapest, der medvirkede til Murens fald, findes ikke i Kruso, undtagen som baggrundsstøj fra en gammel beskidt og skrattende radio på et skab i Klausners køkken, som ingen lytter til alligevel. Kruso er ude på noget andet og flerdimensionalt. Den er udmærket bekendt med den politiske verden, men selv er den mere omfattende i sit projekt og kan ikke oversættes til et meningssprog.

Det har fået kritikere til at kalde romanen sentimental. Ikke med rette. Mig forekommer den at være hinsides polariteter som f.eks. sentimentalitet vs. apati, frihed vs. tvang. Den idealiserer ikke. Lutz Seiler er tværtimod poetisk relativist.

Drevet af indre skade

Den karismatiske hippie og særling Kruso er ingen helt og hans lære hverken subtil eller synderlig sammenhængende. Han er en stille demagog drevet af en indre skade. Det er i bogens bedste ånd, at hans drøm om at fastholde sektmedlemmerne på øen og dermed afholde dem fra den livsfarlige flugt – som en anden catcher in the rye – ikke først og fremmest er begrundet i dybe overbevisninger, men i en personlig historie: endnu en forsvinden. Endnu et tab.

Som plejebarn – hans forældre er forsvundne! – var Kruso engang på ferie på Hiddensee, og her grundlægges hans binding til øen. En dag fulgte han sin storesøster til stranden. Den påpasselige pige, der skulle bade, formanede lillebroren om at blive, hvor han var, ikke løbe nogen steder, men vente til hun kom op igen. Hun kom aldrig op.

Så på en vis måde er han blevet stående dér altid. Han har i al fald sat sig for, at ingen skal flygte og risikere at drukne, og har indrettet sit ’kloster’ som et refugium til dette formål. Her i dette isolerede asyl på den yderste rand kan man forlade landet uden at krydse grænser. I Krusos bog findes håbet på denne side af Møn – for friheden er overalt, nemlig i roden af ethvert menneskes hjerte.

Romanen tager en brat og overraskende vending – og for resten mere end én – med sin lange epilog. Den er skrevet af ingen ringere end hovedpersonen Ed, der ellers er fortalt i tredje person, men som nu springer ud som fortæller. Det er den ene overraskelse.

Epilogen består af Eds omstændelige rapport om sin efterforskning af de mange østtyskere, der gennem årene satte livet til i havet.

Som en poetisk forløber til dette projekt udspiller der sig en mesterlig, halvt hallucinatorisk nattescene ved kysten, hvor det pludselig ser ud, som om de druknede er dukket op fra havet og vuggende er på vej tilbage. Typisk for romanens på en gang fabulerende og solidt realitetsbundne univers opstår dette drømmesyn af de mange skibslanterner, der nu pludselig kan tændes og lyse overalt derude. Alle skibe kan atter bevæge sig frit. Jerntæppet er faldet – også på Østersøen.

Eds undersøgelser bringer ham til Politigården i København og dens arkiver, som befinder sig hos det danske ’statspoliti’, som det hedder med ægte DDR-terminologi. Han vil identificere de forsvundne og opbragte flygtninge og give dem deres historie tilbage. Dermed bevæger romanen sig ned fra Krusos utopiske ’trolddomsbjerg’, hvor de strandede eksistenser havde isoleret sig på Hiddensee, højt hævet over det øvrige landskab. Ned til ofrene.

Uretsstaten er opløst. Hvor går en outsider hen, når der ikke længere er noget out? Ed, den traumatiserede drømmer, der havde indstillet sig på hjertets og evighedens frihed, stiller sig nu i historiens tjeneste. Det er den anden overraskelse. De flygtende forsvandt, det gjorde deres historie også. Men de druknede skal ikke være uden historie.

Det er virkelig en meget overlegen og klog roman, stor i formatet og ulig alle andre. Den er påfaldende færdig. Man kan godt mærke, at Seiler har været tømrer, før han blev forfatter. Men den er også uforudsigelig, lige så realistisk som visionær, lige så kropsnær som himmelstræbende. Og fri – som historisk fiktion er Kruso fri af alle mulige domme og fordomme, der altid følger umiddelbart i kølvandet på store begivenheder.

Kruso
Lutz Seiler
Batzer & Co.
Oversat af Jacob Jonia
532 sider
348 kroner

Lutz Seiler takker udtrykkeligt den danske forfatter Jesper Clemmensen for oplysningerne i hans bog ’Flugtrute Østersøen’ fra 2012. For 913 mennesker lykkedes flugten, for cirka 200 mislykkedes den og fik druknedøden til følge. Der døde flere under forsøg på forcere Jerntæppet til søs end ved Muren på fastlandet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu