Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Puslespillet om stemmeretten

Ny bog fortæller levende om dengang, da fruentimmerne, tyendet og forbryderne fik borgerlige rettigheder
Kultur
10. november 2015

Bogen 1915 – da kvinder og tyende blev borgere handler i grunden meget lidt om 1915, men snarere om de sociale, kulturelle og politiske opgør, der efter 1849-grundlovens vedtagelse og siden nederlaget i 1864 førte frem til, at alle voksne kvinder og mænd over 25 år – i første omgang 35 år – fik valgret og valgbarhed.

Inden 1915-loven var det nemlig kun 14 pct. af befolkningen, som havde disse rettigheder, idet rettighederne forudsatte, at man var en mand over 35 år, havde fod under eget bord og kunne forsørge sig selv og sit hushold. Således mener forfatteren Pia Fris Laneth da også, at kampen forud for 1915 mere var en klasse- end en kønskamp.

Den 5. juni 1915 gik det store optog af kvinder til kongen for at fejre kvindernes valgret, selv om Christian X, som dronning Margrethe ved jubilæumsoptoget her i 2015 kunne fortælle, egentlig hellere så, at de damer gik hjem for at lave kaffe til deres mænd.

Pia Fris Laneth beretter til gengæld om den væsentligt større stjernedemonstration, som Socialdemokraterne afholdt samme dag med 27 musikkorps og 20-30.000 deltagere, som siden samledes i Søndermarken. På det tidspunkt havde arbejderklassen for alvor organiseret sig, kvinderne ikke mindst i Kvindeligt Arbejderforbund, og dermed etableret sig som en klasse, der gennem Socialdemokratiet havde fået repræsentanter i de politiske forsamlinger.

En del af bogens kapitler er bygget op om de syv f’er, som indtil da var frataget rettigheder: fruentimmere, forbrydere, folkehold, fremmede, fattiglemmer, de farende og fjolser. De sidste 3 f’er har dog ikke fået sit kapitel. Bogen beskæftiger sig da også især sig med det første f, fruentimmere, og dermed om kampen for kvinders rettigheder både på arbejdsmarkedet, politiske rettigheder og socialhjælp.

Moderat kvindekamp

Allerede i 1870 oprettedes Dansk Kvindesamfund af ægteparret Matilde og Fredrik Bajer. Året før havde Brandes oversat John Stuart Mills Kvindernes Underkuelse til dansk, den inspirerede både ægteparret Bajer og Brandes selv til en ny debat om kvindernes frigørelse. Imidlertid blev Kvindesamfundet ifølge Pia Fris Laneth især oprettet på grund af socialistforskrækkelsen i forbindelse med Pariserkommunen i 1871, som gav genlyd i hele Europa. Derfor kastede Kvindesamfundet sig ud i en mere moderat kvindekamp bl.a. for bedre skolegang og undervisning af piger og kvinder, mens kampen for politiske rettigheder i første omgang blev nedtonet af frygt for, at samfundet skulle komme til at blande sig i kampen mellem de politiske partier.

En af de grupper, som fik størst betydning for den tidlige kvindekamp, blev de kvindelige lærere. Børns undervisning og skolegang var på den tid ganske lemfældig, og der opstod en stor mangel på lærere, da børneflokkene voksede stærkt. Det kom kvinderne til gode, og Natalie Zahle blev da også en foregangskvinde, der oprettede først pigeskole og siden også gymnasium. Dermed blev der også banet vej for, at kvinder kunne komme på universitetet. Det gjorde de første i 1877, Nielsine Nielsen, som blev Danmarks første kvindelige læge, og Anna Hude, som siden blev kendt og fængslet for at have beskudt en mandlig huslæge, som havde voldtaget hende, men som også blev Danmarks første kvindelige dr.phil.

Bogen følger også udviklingen i den socialistiske bevægelse og arbejderbevægelsen. I denne sammenhæng Gimleprogrammet fra 1876, som krævede fri og lige valgret og lige løn for alle kvinder og mænd. Socialistlederen Louis Pio, som sammen med Geleff og Brix sad fængslet i fire år under umenneskelige forhold for sin agitation, fik tilskud til at flygte til USA, hvor han håbede at kunne opbygge en socialistisk celle sammen med bl.a. Augusta Jørgensen, med hvem han uden for ægteskab havde fået datteren Sylvia. Forehavendet lykkedes ikke for Louis Pio, der døde i Chicago i 1894.

Augusta Jørgensen var selv en markant socialistisk arbejderkvinde, der oprettede den kvindelige afdeling af Internationale, skrev til Karl Marx om hjælp til udvikling af sin agitation, og som efter Pios fængsling opsøgte Georg Brandes og førte lange diskussioner med ham, som vistnok også udviklede sig til en kærlighedsaffære. Pio havde selv adelige rødder og havde inden fængslingen et nært forhold til den svenske baronesse Liljenkrantz, som også havde finansieret en stor del af hans politiske arbejde.

Det vidner jo om, at selv om verden på den tid var stærkt klasseopdelt, var der også plads til klasserejser, især blandt hovedstadens oplyste og politisk aktive kvinder og mænd og ofte i forbindelse med romantiske forbindelser. I det hele taget giver bogen det indtryk, at der i grunden ikke foregik så meget uden for København.

Stauning og de prostituerede

En anden gruppe, som bogens f’er vidner om, er de prostituerede. Prostitution var på den tid tilladt, men kun i de stats-, politi- og lægekontrollerede bordeller. Både Scavenius og den unge Stauning blev taget i at have besøgt prostituerede uden for bordellerne. I Staunings tilfælde i forbindelse med et partimøde i Århus. Stauning gik fri af påtale, mens den prostituerede idømtes 90 dages forbedringshus. Sædelighedsfejden, som Brandes også var stærkt involveret i, blev en lang kamp mellem seksuel frihed og troskab i ægteskaber, men jo i virkeligheden også kvindernes opgør med ægtemændenes ret til at opsøge bordeller for derefter at besmitte koner og børn med de veneriske sygdomme, der florerede i tiden. Brandes talte for seksuel frihed, mens Elisabeth Grundtvig, som i en periode var redaktør for Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet, talte imod seksuel udfoldelse uden for ægteskabet.

Bogen er en fornøjelse at læse. Letflydende og muntert berettende med mange detaljer og beretninger om kvindeskæbner, som levendegør det historiske materiale. Pia Fris Laneths mål med bogen har helt klart været at sætte kvindekampen ind i det klassemæssige og bredere historiske perspektiv, som ofte glemmes og også ofte skaber skår i fælles feministisk front. Den illustrerer imidlertid også, hvordan seksualiteten i form af kvinders romantiske forbindelser og ægteskaber med indflydelsesrige mænd var med til at bære mange af de aktive kvinder frem.

Parallel til 1970’erne

1870’erne må have været en fantastisk tid at leve i med de voldsomme politiske og sociale forandringer. På mange måder kan man også se årtiet som en parallel til 1970’erne, i hvert fald på det kvindepolitiske engagement.

1970’ernes kvindebevægelse var således også et opgør med mødrenes ’borgerlige’ feminisme, selv om bevægelsen i sig selv bar på det samme borgerlige udspring. Alliancen med arbejderkvinderne lykkedes da også kun delvis, og man kan stadig stille spørgsmålet om, hvorvidt feminismen i dag, som ofte med rette eller urette beskyldes for at være akademisk og elitær, faktisk har været i stand til at bygge bro over klasserne, eller om der overhovedet i dag består en klassemodsætning, som kan måle sig med tiden op til 1915. Man kan også spørge sig selv om, hvilken rolle romantiske forbindelser med indflydelsesrige mænd i dag spiller for kvinders succes i et stadig overvejende patriarkalsk og heteronormativt samfund.

Således gik fagforeningerne jo talstærkt med i jubilæumsoptoget i år, hvor hele det royale udtræk var repræsenteret, med undtagelse af gemalen. Ligesom Kvindesamfundet, Kvinderådet, radikale feminister, teoretiske feminister og queerfolket var med.

Det er et imponerende værk og utroligt, at Pia Fris Laneth har fået hele puslespillet med det store persongalleri, de mange organisationer og begivenheder til at hænge sammen. Hun har ikke følt sig bundet af historikernes krav om en periodisering eller kronologi, ligesom hun heller ikke har følt sig bundet af præcise kildeangivelser. Dette sidste kan godt støde mig lidt, i og med at bogen jo bygger oven på 30-40 års flittig og akademisk kvindehistorieforskning og det dermed forbundne møjsommelige arkiv- og kildearbejde. Men en veloplagt og perspektivrig formidling af samme i en bredere kreds leverer hun smukt.

Pia Fris Laneth: ’1915 – da kvinder og tyende blev borgere’. Gyldendal. 440 sider. 349,95 kr.

Karen Sjørup er sociolog, lektor og kønsforsker på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marianne Olesen

Må jeg i al stilfærdighed reklamere lidt for Gretelise Holms "Et hjerteanliggende...", der kan få hårene til at rejse sig. Særlig fotoet af vor første kvindelige minister, Nina Bang, der kønt og fromt skænker kaffe for de mandlige ministre, er tankevækkende. Hvem var det lige, der bad Johanne Schmidt-Nielsen hente sig noget kaffe??? Hvis bogen ikke er røget med i en store autodafé, kan den stadig lånes på biblioteket.

Kære Marianne Olesen, Gretelises "Et hjerteanliggende" er en fremragende bog! Men historien om undervisningsminister Nina Bang, der skænker kaffe har du fået lidt galt i halsen: Undervisningsministeren fyldte 58 år 8. oktober 1924 og serverede i den anledning kaffe for de øvrige regeringsmedlemmer. Bang var kompetent, myndig og respekteret, derfor er det ekstra ærgerligt, at dette billede ofte er blevet brugt til at illustrere, hvordan kvindelige politikere har opvartet deres mandlige kolleger. Venlig hilsen fra Pia Fris Laneth (som er gift med Peter)

Claus Friisberg

Karen Sjørup har fået valgretsreglerne galt i halsen. Junigrundloven af 1849 opererede med en valgretalder til både Folketinget og Landstinget på 30 år. 1915-grundloven nedsatte valgretalderen til Folketinget gradvis til 25 år, medens valgretsalderen til Landstinget blev forhøjet til 35 år; til gengæld blev den privilegerede valgret til dette ting fjernet. Det er antagelig der, Karen Sjørup har sine 35 år fra, men altså forkert anbragt. Desuden blev valgretten udvidet med de grupper, Karen Sjørup nævner.