Læsetid: 2 min.

I et rækkehus i Urbanplanen

Morten Pape debuterer med en lidt for sjov, alt for lang, rigtig god roman om et multikulturelt Danmark, der er kørt helt af sporet
21. november 2015

Min første kæreste boede i Urbanplanen, og mine bedsteforældre boede på plejehjem samme sted. Selv kom jeg der sjældent. Allerede efter et par besøg anede jeg, at det nok var et sted, man skulle holde sig fra, medmindre man ville have flækket næsen eller stjålet sin fodbold.

Hvor galt det egentlig stod til med mit nabokvarter, vidste jeg selvfølgelig ikke. Det ved jeg til gengæld nu, hvor jeg har læst Morten Papes lidt for sjove, alt for lange, men rigtig gode og gribende debutroman Planen.

Det starter fint med far og mor og tre børn i rækkehus i Urbanplanen. Den ældste i børneflokken er Morten Pape, romanens fortæller, og han fornemmer hurtigt de religiøse og sociale spændinger i betonghettoen, som både rummer etagebyggeri, skole og indkøbscenter og altså rækkehuse. Det er, som hans mor siger, »et sted man kan bo, men man kan fandeme ikke leve her, vel?«

Men pengene til et nyt hus bliver brugt på en campingferie i Jylland, og kort efter er forældrene skilt. Børnene bliver boende hos den maniodepressive mor i Urbanplanen, hvor den stille, intelligente Morten vokser op blandt kriminelle, narkomaner, racister, opløste familier og ikke mindst dårligt opdragede muslimske indvandrerbørn, der tæver løs på hinanden og taler perkerdansk, så det lyder som noget fra Terkel i knibe.

Knep din mor

Indimellem er det hele næsten for sjovt. Lille Morten aner ikke, om der er svinekød i fedtegrever, så han bytter sin mad med en dreng fra Somalia, der alligevel har tre styks flute med krydret kyllingepølse med; og vennen Palle og hans lillesøster hører kun fra deres far, når de har fødselsdag, »hvilket de nogle gange kun havde hvert andet år«.

Senere prøver Morten at faste sammen med muslimerne, mens hans øver sig på arabiske gloser, som for eksempel »Knep din mor: Hooyadaa waas«, og han når såmænd også at røve en kiosk med Pyskose-Emrah og en masse andet, inden han, som han selv udtrykker det, forvandler sig »til den person, det er meningen jeg skal være«.

Planen er baseret på forfatterens egne oplevelser, og den er bedst, når alvoren får lov til at bundfælde sig hos læseren, og når dramaet ikke bevæger sig for langt fra Urbanplanen. Historien havde i mine øjne stået endnu stærkere, hvis den var skåret et par hundrede sider ned og havde holdt sit fokus i stedet for at ville runde hver eneste begivenhed på TV og i fortællerens/forfatterens liv.

Men på den anden side: Morten spræller for at bryde med sin sociale arv, prøver at overleve ved hjælp af humor, søger efter fællesskaber i alle retninger, leder stædigt efter sig selv og sin stemme – og det samme gør den trods alt skarpe, usentimentale og socialrealistiske dannelsesroman, der i øvrigt netop er blevet belønnet med BogForums Debutantpris.

Morten Pape: Planen. Politikens Forlag. 548 sider. 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu