Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sandheden i frit fald

Med vink til både krigen mod terror og IS er den sidste ’Hunger Games’-film en værdig finale. Og den er lige så mudret og voldelig som den virkelige verden
Den fjerde og sidste ’Hunger Games’ er til tider fuldstændig hæsblæsende, og især kampene i kloakkerne er pumpet med intensitet og gru.
Kultur
20. november 2015

Det er med en bitter ironi at sidste del af The Hunger Games-serien ankommer til de danske biografer. Tidligt og igennem hele filmen diskuteres vigtigheden af ikke at dratte ned på modstandernes niveau og ofre civile liv i den gode sags tjeneste. DF’s Søren Espersen og hans udtalelser om, at vi nu kan blive tvunget til at bombe, hvor der er civile, kommer til at dukke op i hovedet på denne anmelder flere gange gennem Mockingjay Part 2.

I det hele taget former denne fjerde og sidste film i serien sig som en kritik af magten og en granskning af krigens rædsler. Et voldeligt actiondrama med et mere eller mindre pacifistisk budskab og en dyb tvivl på menneskets selvopholdelsesdrift. Vi har et »stort anlæg for selvdestruktion«, lyder det fra Plutarch (i afdøde Philip Seymour Hoffmans skikkelse – R.I.P.). Og Katniss Everdeens (en stadig formidabel Jennifer Lawrence) flammer er også noget vingeskudte i deres humanisme. Den lyshårede bagersøn Peeta er blevet hjernevasket af magthaverne. Og den mørkhårede Gale mener, at collateral damage – som amerikanerne herude i den virkelige verden med en eufemisme kalder civile tab – kan være nødvendigt. At undgå civile tab er ikke ’en luksus’, oprørerne kan nyde, lyder ræsonnementet med et lille lækkert retorisk kneb, der er Espersen værdigt.

Og således bevæger oprørshæren sig ind i en moralsk gråzone i kampen mod den onde Præsident Snow (Donald Sutherland). I færd med at vinde magten over det distrikt-inddelte og undertrykte Panem, i lynfart på vej mod hovedstaden. Her venter der en urban krig fra dør til dør, som vi kender i billeder fra Syrien, Irak, Tjetjenien. I filmen krydret med et væld af automatiserede højteknologiske dødsfælder. Der vinkes altså både til de nutidige krige, vi kender, og til de fremtidige farer, der venter med robotteknologiens hastige udvikling.

I en blændende, tidlig scene kræver en Snow-tro mand, der er blevet drevet på flugt af oprørshærens sønderbombninger, at Katniss forklarer ham, hvorfor han ikke skal slå hende ihjel. »Det kan jeg ikke,« svarer hun. »Vi har begge en god grund til at dræbe hinanden.« Og således kan voldsspiralen fortsætte i det uendelige.

Alt er i gråtoner

Det er altid overskyet, og alt er holdt i gråtoner eller falmede farver i det meste af Mockingjay Part 2. Det synes at mime problemstillingerne i filmen. For sjældent har et actionbrag insisteret i så høj grad på gråtonerne og de moralske skred i en krig. Og på korrumperingens totale mangel på diskrimination, når det kommer til fordærvelse af magthavere, om det så er i hovedstadens dekadente elite eller i toppen af oprørshæren.

Peetas kamp for at vende tilbage til sig selv – efter Snows nedbrydning af ham – er særlig interessant. Gennem Hunger Games-serien har hans dramatiske bue, altså hans personlige udvikling, været enorm. Fra helt til Judas og – måske? – tilbage til helt. Altså frem og tilbage mellem den mørke og lyse side. Han har fået installeret falske erindringer i sin hukommelse, og han og Katniss opfinder en leg, hvor de spørger »virkeligt eller ikkevirkeligt?« Det er en måde at indkredse deres fortid og følelser på og genfinde sandheden.

Sandheden er ellers i frit fald. »Hvis man spiser så godt, vil man tro på hvad som helst,« siger Gale, da han får til lov at smage elitens mad i hovedstaden. Noget, der kan referere både tilbage til Nazityskland, hvor borgerne nød en høj levestandard takket være plyndringerne og udryddelsen af jøderne. Eller til dels til IS, der er historiens mest velhavende terrororganisation, ikke mindst takket være deres adgang til olie og salg af uvurderlige historiske relikvier.

Døden lurer over alt i Mockingjay Part 2, der er det mest brutale og til tider fuldstændig hæsblæsende afsnit af Hunger Games-serien. Især kampene i kloakkerne, der virker inspireret af både Aliens og I Am Legend, er pumpet med intensitet og gru. Og så vinker vi igen til Søren Espersen og IS, da Præsident Snow finder det betimeligt at invitere sine undersåtter ind og putte sig omkring præsidentpaladset som menneskelige skjold.

Uden at den er mesterlig, så er det en nydelse at se Hunger Games-serien afsøge tvivlen så grundigt. Forræderiet og desillusionen siver gennem sprækkerne i oprørshærens fundament, og Katniss-figuren får også en form for humoristisk intertekstuel kritik, da Johanna Mason (spillet med sarkastisk syre af den fremragende Jena Malone) lader hende vide, at hun kan være utrolig »svær at sluge« som den frelste Ghandi-lignende forsvarer af de hjælpeløse. Sandt nok. Katniss’ selvopofrende heltemod og frelserstatus er jo – i hvert fald i denne tilskuers øjne – det både forførende og ulidelige ved hende.

»Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdens historie,« sang Kliché i en svunden tid. Det viser sig også ret smukt i Mockingjay Part 2. For den handler naturligvis også om næstekærlighed, om at finde ind til den og give plads til den selv i angstens, smertens og hævngerrighedens time. Det har alle heldigvis ikke glemt.

’The Hunger Games: Mockingjay Part 2’ – Instruktion: Francis Lawrence. Manuskript: Danny Strong og Peter Craig. Amerikansk. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her