Læsetid: 3 min.

Sindrigt sporingsarbejde

Patrick Modianos lavmælte, præcise prosa med dens nøgterne melankoli virker på det menneskelige fællesskabs vegne
14. november 2015

Med nobelprisen i litteratur sidste år fulgte nogen opmærksomhed på Patrick Modiano, som hidtil kun var yderst sparsomt repræsenteret på dansk. Siden har Lindhardt & Ringhof udsendt fire af hans romaner, bl.a. en af de allerbedste, Dora Bruder om en jødisk pigeskæbne under besættelsen af Frankrig. Nu foreligger også De dunkle butikkers gade, der fik Goncourtprisen i 1978. Her følger man jegpersonen Guy Roland i hans forsøg på at reetablere sin fortid efter et uforklaret hukommelsestab nogle år tilbage, som formodentlig har rødder i samme krigstid i 1940’erne. Han er privatdetektiv på sporet af sit tabte selv, sit navn, der viser sig at være jødisk.

Onde tunger hvisker, at Modiano bliver ved at skrive den samme bog, om identitetens uvisse karakter og søgen efter sandheden, og vist er det, at et sådant handlingsmønster og tema går igen også i denne 20 år ældre roman. Den har indlednings-ordene: »Jeg er ingenting. Intet andet end en lys silhuet, den aften på fortovscafeén« – ladt alene af sin chef, der har meddelt, at han nedlægger bureauet. Så nu gælder det hans eget projekt. Undervejs i sin søgen erfarer han: »Måske var jeg ingenting, men blev gennemstrømmet af bølger, der snart kom fra et fjernt sted, snart var stærkere, og alle disse spredte ekkoer, der svævede i luften, krystalliseredes og blev til mig.«

Den tabte tid

Om dette lykkes, og hvorvidt hans nære relationer i skikkelse af især en ven og en hustru overhovedet findes mere, er romanens spændingsakse, der omfatter kriminalitet, jødeforfølgelse og flugt, mulighed for at genvinde den tabte tid. Senere kan det lyde: »Hvem ved, måske ville vi ende med at forsvinde ud i den blå luft. Eller også ville vi fordampe og blande os med den tætte dug, der dækkede ruderne« – i flugtbilen i de savoyardiske højder.

Ellers er stedet for hans efterforskning for størstedelen Paris i et fintmasket net af gader, kajer og broer over Seinen, cafeer, lejligheder, obskure eller dunkle butikker, som titlen angiver, lysende portåbninger betragtet eller overvåget, Kort sagt hersker en dyb, dokumentarisk fortrolighed hyllet i et hemmelighedsfuldt tusmørkeskær eller natmørke.  Man kan helt hypnotiseret få lyst til at tage ned og følge med i disse præcist navngivne lokaliteter og besøge deres bistroer og hoteller, men vil jo nok blive skuffet over navneskiltene. En afsluttende udflugt til Polynesien vil næppe være ulejligheden værd for andre end hovedpersonen.

Genkendelser

Ved læsningen af sporingsarbejdet kommer man bl.a. med til en russisk begravelse i Paris, hvor han kontakter en udvalgt deltager, som han gør interesseret i sin sag og får forevist papirer og billeder. Han mener dér at kunne genkende sig selv, men nu med navnet Pedro, samt barndomsvennen Freddie Howard de Luz sammen med veninden Gay Orlov. Denne Pedro-identitet med efternavnet McEvoy viser sig at være gift med en ung Denise, hvis veninde han finder frem til. Snurrigt-fortvivlede samtaler kalder stadig nye oplysninger frem om ham selv, der bl.a. har haft tilknytning til en mystisk diplomat og er indehaver af et dominikansk pas. Fotografier, offentlige dokumenter, mærkelige sammentræf, ’koincidenser’, danner efterhånden mønstre i hans tabte erindringer fra skoletid, selskaber, udflugter og nu med hans rigtige tilhørsforhold og oprindelige navn: Jimmy Pedro Stern.

Mosaikken er lagt med snilde, dele er overladt til læserens medarbejde, passende eftersom ethvert menneskes liv sandsynligvis har tomme pladser og forsvundne stationer i sit liv. For fortællerjeget er perspektivet henholdende, prisgivet tab af forbindelser, fjendtlige kræfter og gode, men svage viljer. Sådan er det i Patrick Modianos lavmælte, præcise prosa med dens nøgterne melankoli på det menneskelige fællesskabs vegne.

De dunkle butikkers gade
Patrick Modiano
Lindhardt & Ringhof
Oversat af Victoria Westzynthius
256 sider
250 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu