Læsetid: 2 min.

Skeletterne bliver i skabet

Den betydningsfulde tyske veteraninstruktør Margarethe von Trotta filtrer sig ind i fortidens spind
27. november 2015

Ve den gåde, der ikke interesserer!

De anfægtede hovedpersoner i Margarethe von Trottas nye film hiver gang på gang gulnede breve og fotografier frem fra gemmerne og prøver at udrede en gådefuld fortid, der for dem selv har voldsom stor betydning.

Ja, der er blevet løjet og bedraget til den store guldmedalje, og er den ene kvindelige hovedperson mor til den anden eller er de i virkeligheden halvsøstre? Det berører de involverede i en grad, så en af dem falder til jorden med et mindre slagtilfælde. Samme risiko løber tilskueren ikke.

Et idylliseret New York

Hovedpersonen er den arbejdsløse jazzsangerinde omkring de 40, Sophie, der rejser fra Tyskland til New York i et bizart ærinde. Hun vil kontakte en operadiva, som på en prik ligner hendes afdøde mor. Allerede her er vi ude i skrivebords-konstruktionen, men selve oplægget er ganske drevent fortalt af Von Trotta, der evner at få den usandsynlige rejse over Atlanten til at glide ned.

Vi befinder os i et forårsgrønt idylliseret New York og færdes i de højere kunst- og rødvinskredse, men fortiden er så fuld af grimme gåder, at man godt forstår, at Sophie af og til må slappe af med en nydelig jazzsang og i øvrigt starte en affære med den afvisende operasangerindes mere indladende agent og tidligere elsker.

Snart kommer breve i hobetal frem fra de skjulte skrin, og Sophie må tage et opgør med sin neurotisk hadefulde far, der har en meget sødere bror, som faren har gjort til en fjende for livet. Og via breve og gamle fotos får vi en møjsommelig afdækning af en fortid, der viser sig lidet særpræget eller interessant.

Velplejet jazz

Den 73-årige von Trotta er med god grund et agtet navn i tysk film, og hendes forrige film Hanna Ahrendt fik en respektfuld modtagelse. Hun har i hele sin ofte feministisk farvede produktion kredset om søstertemaet, der også dukker op her, men altså i en sært fjern, andenhånds udgave.

Katja Riemann er et behageligt bekendtskab i hovedrollen og synger velplejet jazz, men meget mere end høflig interesse for sagen synes jeg ikke, hun viser. Mere melodramatisk schwung er der over Babara Sukowas operadiva, men troværdig bliver hun ikke, også fordi hun radikalt skifter karakter undervejs.

Der skal mere til at gøre fortiden levende. Skeletterne pusler i skabet, men forbliver derinde, stadig lige bortgemte.

’Den tabte verden’. Instruktion og manuskript: Margarethe von Trotta. Tysk (Vester Vov Vov og Den tyske Filmuge i Grand)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu