Læsetid: 4 min.

Skudhullernes lysende pletter

Med udgangspunkt i Berlins tunge historie undersøger Andreas Albrectsen den spinkle skillelinje mellem fiktion og fakta, drøm og virkelighed
Med udgangspunkt i Berlins tunge historie undersøger Andreas Albrectsen den spinkle skillelinje mellem fiktion og fakta, drøm og virkelighed

Torben Eskerod

6. november 2015

Andreas Albrectsen er født i 1986 og tilhører – ligesom jeg selv – en generation, som ikke har været førstehåndsvidne til historien før Berlinmurens fald, men som derimod har oplevet historien gennem fortællingerne om den. I skoleundervisning, film, bøger, artikler og beretninger har historien om først verdenskrigene og siden jerntæppet gennem Europa lagret sig som noget så nærværende, at det næsten kunne være oplevet i virkeligheden.

Albrectsens første store soloudstilling på Galleri Tom Christoffersen har derfor også meget passende fået titlen Paramnesia, for ligesom erindringsforstyrrelsen af samme navn, hvor drøm og virkelighed forveksles med hinanden, så væver udstillingens værker sig ligeledes ind og ud mellem historisk dokumentation og andengenerationserindring af det skete.

Observation

Udstillingens centrum og udgangspunkt er et lavt, hvidt podium midt i gallerirummet. Ovenpå er sirligt lagt en gruppe af stenlignende objekter, som danner et sammenhængende, men dog fragmenteret mønster. Objekterne er lag af maling, graffiti, plakater og andet, der har sedimenteret sig i tykke lag på Berlinmuren siden 1989, og som Andreas Albrectsen har været i Berlin og hugge ned fra en rest mur, som skulle fjernes på grund af boligbyggeri. Selv om Berlin er en by med mange mindesmærker og erindringssteder, skal der stadig udvides og nytænkes.

De fragmenterede sedimenter har i både udseende og historie et fællesskab med Asger Jorns décollager – en art omvendt collageteknik, hvor billedet rives fra hinanden i stedet for at sættes sammen, og som Jorn lavede ud af tykke lag af sammenlimede plakater fra Paris’ gader. Hvor Jorn ville skabe dramatiske og poetiske billeder ud af hverdagens materialitet, så er det et andet slags billede, Albrectsen skaber med sine indsamlede fragmenter. Her er nemlig tale om en langt mere nøgtern indsamling af ’virkeligheden’, der ikke omdannes til fantasifulde billeder, men som i sig selv står som rester af et senere næsten drømmende lag oven på den grå virkelighed, muren blev bygget i.

Tegneren

Andreas Albrectsen arbejder først og fremmest med tegning, og det er også her, hans erindringsarbejde bliver rigtig interessant. For hvor mur-sedimenterne er lag af tidligere tiders mere eller mindre kunstneriske afmærkninger, så er der i Albrectsens tegninger tale om et mere direkte og subjektivt arbejde med det historiske materiale. Og selv om han også i sine tegninger beskæftiger sig med det på sin vis nøgternt observerede og indsamlede, så skaber kullet og grafitten en anden tidslighed og bearbejdning af historien. Som i eksempelvis de 27 frottager, Albrectsen har lavet henover skudhuller på monumenter i Wroclaw og Berlin.

Mange har nok som børn tegnet henover mønter under hvidt papir for derved at frembringe et perfekt billede af mønten. I Albrectsens frottager er det dog ikke enkronens hul, der forbliver hvidt på papiret, men derimod skudhullerne, der står som lysende pletter på monumenternes grålige baggrund. Hvilke monumenter, der er tale om, og hvor skudhullerne kommer fra, får man ikke at vide, og på den måde er der ikke kun tale om en videnskabelig indsamling af skudhulsdata, men også om en udviskning af skudhullernes og monumenternes faktiske historie.

I stedet kommer monumenterne nu til at indgå i Albrectsens private erindring af det, som han på sin vis ikke kan have oplevet, men alligevel kan betragte de materielle spor efter.

I værkerne Projections II+III og Untitled (White Lie) er der ikke tale om frottageteknikkens direkte overførsel fra materiale til papir. I stedet har Albrectsen fundet fotografier på Google, som han har tegnet af, hvilket er gjort så minutiøst, at disse tegninger næsten fremstår endnu mere som afspejlinger af virkeligheden end frottagerne. Og dog. For i eksempelvis Untitled (White Lie) er der noget ragende galt med billedet af antikke skulpturer, der er inddelt i felter, som slet ikke passer sammen. Der, hvor en af skulpturernes arme burde være, er en sort, tom firkant, og et andet sted kommer den manglende arm op fra en forvredet underkrop i stedet for et hoved.

Virkelighedens skulpturer stammer fra Zeus-templet i Athen og forestiller kentaurernes kamp mod de antikke helte. Ligesom også de mytiske figurer symboliserer kampen mellem fornuft og ufornuft, er værket også i sig selv en næsten udmattende kamp mellem øjet og fornuften om, hvordan billedet hænger sammen. Men hvad er overhovedet virkeligt, og hvor i oversættelsesprocessen mellem virkelighed, fotografi, digitalisering og tegning forsvinder det faktiske?

I Paramnesia tages der udgangspunkt i et historisk materiale, der ved første øjekast kan virke dokumenterende, men som gennem små forstyrrelser gør det svært at begribe, hvad der er fakta og hvad der er fiktion. For er sedimenterne af maling med mere en del af Berlinmurens historie eller en viderebearbejdning af den? Er tegningerne og frottagerne? Det er netop disse forstyrrelser, øjenbedrag og udfordringer af historiedokumentationen, der kan minde os om, hvor tricky erindringen er – om man så har set det, man erindrer, eller ej.

Andreas Albrectsen. ’Paramnesia’. Galleri Tom Christoffersen, Skindergade 5, 1159 København K. Indtil den 21. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu