Læsetid: 3 min.

Smerten. Savnet. Sorgen

Jón Kalman Stefánsson fremmaler sin islandske opvækstby med en følsom, desværre lidt for bred pensel
14. november 2015

Keflavik helt nede i det sydvestlige hjørne af Island er og var et besynderligt sted. Det meste af den forblæste egn ligner et månelandskab: lavamark, lave klipper og grus, og nationens første præsident udtalte i 1944, at han var kommet til øens mørkeste lokalitet! Men her, ved byen, som ikke var til mentalt, på en måde slet ikke fandtes, og som de fleste kører forbi, lå fra 1951 til 2006 en særlig afdeling af USA, en NATO-luftbase for 6.000 soldater, med butikker, sportshaller, barer samt ikke mindst radio og tv, der introducerede ungdommen til Pink Floyd og western.

Jón Kalman Stefánsson søger i Fisk har ingen fødder (2013) tilbage til Keflavik, hvor han tilbragte en del af sin opvækst, i et behjertet forsøg på at forvandle ’den ubeskrevne verden’ til et fortællingens rum. Bogen fik som bekendt ikke Nordisk Råds pris her for nylig og ville heller ikke have fortjent den – så usikker som den virker på, om den vil være stedshistorie, familiesaga, generationsportræt eller bare en laaangtrukken omgang skilsmissebearbejdende flæb.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu