Læsetid: 3 min.

Smerten. Savnet. Sorgen

Jón Kalman Stefánsson fremmaler sin islandske opvækstby med en følsom, desværre lidt for bred pensel
14. november 2015

Keflavik helt nede i det sydvestlige hjørne af Island er og var et besynderligt sted. Det meste af den forblæste egn ligner et månelandskab: lavamark, lave klipper og grus, og nationens første præsident udtalte i 1944, at han var kommet til øens mørkeste lokalitet! Men her, ved byen, som ikke var til mentalt, på en måde slet ikke fandtes, og som de fleste kører forbi, lå fra 1951 til 2006 en særlig afdeling af USA, en NATO-luftbase for 6.000 soldater, med butikker, sportshaller, barer samt ikke mindst radio og tv, der introducerede ungdommen til Pink Floyd og western.

Jón Kalman Stefánsson søger i Fisk har ingen fødder (2013) tilbage til Keflavik, hvor han tilbragte en del af sin opvækst, i et behjertet forsøg på at forvandle ’den ubeskrevne verden’ til et fortællingens rum. Bogen fik som bekendt ikke Nordisk Råds pris her for nylig og ville heller ikke have fortjent den – så usikker som den virker på, om den vil være stedshistorie, familiesaga, generationsportræt eller bare en laaangtrukken omgang skilsmissebearbejdende flæb.

Den tavse mand

Slægtshistorisk gribes der tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede i fiskerlejet Neskaupstadir i den østligste del af landet, hvor forfatteren endnu en gang får dyrket den slags stovte, modige mandfolk, man kender fra den flotte trilogi, som sluttede med Menneskets hjerte. Men størsteparten af den nye bogs handling udspiller sig i Keflavik, enten i 1976 og 1980 eller tæt på i dag. Digteren og litteraten Ari, som er omkring de 50, har efter en superbanal ægteskabelig scene (»Behøver du at smaske?«) forladt Tora og deres børn og arbejdet i forlagsbranchen i København i et par år, men haster nu hjem til sin alvorligt syge far (kræft) og indlogerer sig på lufthavnshotellet, spiser en middag med fortællingens ’jeg’ og tænker såvel frem som langt og meget langt tilbage.

Man mere end aner en fortsættelse, hvor antydede gåder vil blive opklaret og fortælleren kan træde tydeligere ind på sin egen arena, men man fornemmer også et centralt tema: Den indesluttede, tavse mand (sagahelt, i vor tid Clint Eastwood) er i virkeligheden følsom og bange. Han er flygtet fra sig selv og har ikke kræfter og mod til at være den, som han egentlig kunne, skulle og burde være. Og det er en svaghed aldrig at turde bryde sin tavshed.

Orakel i flyet

Man har ligesom hørt den før, men damen i nabosædet får i flyet fra København alligevel lov at formulere bogens visdom: Den, der ikke føler mindste smerte eller sindsbevægelse over tilværelsen, har et koldt hjerte og har i grunden aldrig levet. Derfor bør du være taknemmelig for tårerne. Står det til Jón Kalman, er ikke et øje tørt... Passagen er såre karakteristisk for romanen, som i sin stædige kredsen om smerten, savnet og sorgen tager førergreb på den lydigt hulkende læser, hvis denne vel at mærke holder ved og kan kapere redundansen om den varme havregråd.

For god ordens skyld må det siges, at skulle læseglæden ind imellem nægte at indfinde sig, er det slet ikke oversætterens skyld, Kim Lembek har tværtimod på få ubetydelige svipsere nær løst opgaven fejlfrit og fermt. Han og forlaget skal altså ikke klandres, hvis nogle kløjes i en tekst, som så kritikløst excellerer i billige litterære kneb. Her tænker jeg især på de klodsede foregribende spring i tid, på de bastante symboler (»minderne er tunge sten som jeg slæber efter mig«), på den mekaniske brug af gammeldags besjæling (»frosten er fuld af håbløshed«, »havet forstår fiskene«, »tiden tager ikke hensyn til menneskets drømme«, »lavaen er standset i smerte«) samt på de talstærke luftige og vidtløftige pseudodybsindigheder, som f.eks.: »Livet er en chance, vi får én eneste chance for at blive lykkelige.«

Alligevel svæver vi »tankeløst gennem dage og nætter eller suser så hurtigt af sted at det eneste som fæstner sig hos os er den nyeste telefon, den mest populære melodi«.

Brugen af præsens er signifikant. Den signalerer til læseren, at nu kommer der endnu en sending af den ’livsfilosofi’, som forfatteren ved har fungeret før, men som bare ikke fænger i denne omgang, fordi helheden er så ærgerligt tynd. Direkte generende virker derfor de passager, som lovpriser poesien og fortællekunsten: som at få en (ringe) actionfilm afbrudt af et klodset reklame-speak (i seriøs Ole Emil Riisager-tone) for spændingsgenren som helhed.

Fisk har ingen fødder. En slægtshistorie
Jón Kalman Stefánsson
Batzer & Co.
Oversat fra islandsk af Kim Lembek
408 sider
298 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu