Læsetid: 4 min.

Svært syngespil gjort til flot opera

Kasper Holtens nye opera, ’Jægerbruden’, er et tankevækkende stykke samfundskritik skabt ud af bedaget syngespil, der ellers kan være svært at underholde et moderne publikum med
Kasper Holtens nye opera, ’Jægerbruden’, er et tankevækkende stykke samfundskritik skabt ud af bedaget syngespil, der ellers kan være svært at underholde et moderne publikum med

Per Morten Abrahamsen

13. november 2015

Carl Maria von Weber og Friedrich Kinds Jægerbruden handler om mesterskytten Max, der op til sit bryllup pludselig mister sin træfsikkerhed og måske ikke kan klare den prøveskydning, han skal igennem på selve dagen, hvilket får ham til at opsøge mørke kræfter og såkaldte frikugler og driver ham ud i en angst for at miste sin forlovede Agathe, der er lige så stor som angsten for at gøre noget galt. Max presses af den spottende befolkning, sin svigerfar, sin kollega, sin samvittighed, sin kærlighed og endelig af tiden, der nærmer sig.

At stykket handler om at stå i uoverskueligt lort til halsen, passede godt til den første scenografiske association: en stor røv på en paptallerken. Et gråt videogardin var det, der foldedes til side og åbenbarede et stort kikkerthul. Omend det måske ikke var tilsigtet, kunne jeg godt lide røvperspektivet.

Jægerbruden sætter meget præcist fokus på menneskets meget lidt ædle indre, ikke bare i Max, men i hele det spottende, dumme, skydegale folk og en lige så uædel overklasse. Herefter blev kikkertløbet til et revolverløb i en stor videoprojektion, med syv huller, der blev ladet et efter et med projektiler. Store tandhjul markerede fra starten et stort maskineri, om det så var urets og dermed tidens tandhjul, automatvåbnets, skæbnens eller bare den almindelige dumme menneskemekanik, de alluderede.

Det store hamsterhjul

Carl Maria von Webers ouverture maler meget inciterende både overfladen og angsten under den, men det allerførste, der ytres er korets sejrssang for skydekonkurrencens sejrsherre. Et sejrskor forekommer som en meget traditionel start, men det herligt forfriskende er, at sejrherren ikke er operaens hovedkarakter, men den forkerte, bonden Kilian.

Operaen starter altså med et ordentlig hak i fallos, og Max kigger da også forståeligt nok vredt og bebrejdende, for ikke at sige forurettet på sin riffel det meste af resten af første akt.

Michael Schade sang en god Max, men Holtens evne til at udstille det drengede dumme, gjorde ham måske til en svær en at holde med i længden. I stedet for eksistentiel angst ved hver af troldkuglernes tilblivelse gik Max i imponerende pløkkerus. Herfra og til slutningens tilgivelse er der lidt for langt. På samme måde er det også svært at få øje på, hvad godt det gør for dramaet at fokusere på, at Max får kuglerne fra en krigshærget soldat, hvis personlige drama næsten bliver hovedkarakteren i denne opsætning. Det er altid interessant, hvad krig gør ved folk, men lige i denne opera, synes det mere centralt, hvad ikke-krig gør ved folk, altså daglig idioti, almenmenneskelig hang til spot og ensidig dyrkelse af manddomsritualer i en lille landsbyidyl. Det synes som overflødig, forvirret og man fristes endda til at sige letkøbt dramatik at lade programmet pryde af krigsveteraners ord.

Krig eller ej, så havde både scenografi og iscenesættelse i overensstemmelse med musikken en prægtig sans for, at dramaet er indvendigt. Agathes hjem bliver et fortrængningens hjem, hvor alle projektilhullerne er tilstoppede af stuemøbler, jagttrofæer og nips og solgult tapet, mens Agathe går rundt i revolverløbet som i et hamsterhjul med blod i håret ramt af et nedfaldent familieportræt.

Ikke alene sang Gisela Stille formidabelt, men præsterede også at vandre i dette hjul imens med perfekt timing og meget flot udnyttelse af den scenografisk ret så geniale, men svære idé. Anke Briegel i rollen som stuepigen Ännchens klarede ligeledes hjulet flot og med fin karakter.

Aflyst opbyggelighed

Stykkets forløsning ligger i librettoen i, at der kommer en respektfuld, gammel eremit til sidst og sætter en stopper for dumhederne. En deus ex machina, som dem man opfandt i antikken, når mennesket har gravet sig for dybt ned i sin egen fortabelse til, at knuden kan løses.

Ifølge pagten tilhørte den syvende og sidste af frikuglerne den onde Samiel, og alle venter, at den vil ramme Agathe, selv Agathes underbevidsthed fortæller hende det, så hun falder om, da Max sigter på den hvide due med den sidste kugle ved bryllupsdagens prøveskydning.

Men det var bare en forskrækkelse. Agathe er ikke død, det er derimod Kaspar. Max tilstår sin uhyggelige pagt, og eremitten træder frem og foreslår både Max en mulighed for tilgivelse, og at man afskaffer den åndssvage prøveskydning. En opbyggelig løsning altså, som ikke bare er en intervention i hovedkarakterernes skæbne, men en meget præcis pegen på, at det er samfundets præstationsdyrkelse, den er gal med og folkets skæbnesvangre spot og dumhed. I Holtens udgave er den onde Samiel og den gode eremit slået sammen til én person, en omrejsende cirkusdirektør, der personificerer en slags skæbne som en indifferent dukkefører. Herved kommer Holten uden om forældede begreber som det gode og det onde, men herved undskyldes dumheden også som en del af et maskineri, man ikke er Herre over, og som er lige så lidt bearbejdeligt som skæbnen. Sammen med den påtagede krigsaktualisering ender forestillingen altså med at udstille den folkelige dumhed mindre, endman kunne have håbet, og snarere med at forklare og undskylde den.

Og det er synd – især i en tid, hvor dumhed og mangel på almen dannelse og moral er en overhængende trussel. Troldkugler kan være mange ting, dope, fiflen med budgetter, dårlig teknologi eller at danne regering med hvem som helst og betale med blandt andet kulturen.

Under alle omstændigheder får Holten og hans folk en meget imponerende og tankevækkende opera ud af et bedaget syngespil, der ellers kan være svært at underholde et moderne publikum med.

’Jægerbruden’ af Carl Maria von Weber. Iscenesættelse: Kasper Holten. Scenografi: Es Devlin. Operaen fra den 7. november- 16. februar 2015

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu