Læsetid: 2 min.

System i svineriet

I Ane Riels ’Harpiks’ tager den ene ulykke den anden, og en mand mister grebet om tilværelsen
28. november 2015

To tredjedele inde i Ane Riels nye bog, Harpiks, måtte jeg rejse mig og give mig til at rive nedfaldne blade sammen. Ikke fordi haven virkede særligt rodet, men jeg måtte have en pause, jeg kunne ikke holde spændingen ud!

Rodet og håbløst forfalden er til gengæld den ejendom på »Hovedet«, der danner ramme om familien Haarder og handlingen i Harpiks. Der er imidlertid system i svineriet, tingene bærer på deres egen betydning.

Handlingen accelererer ud i det monstrøse og vanvittige, men den er ikke mere vanvittig, end at man sidder tilbage med en snigende fornemmelse af, at begivenhederne minder om virkeligheden. Når den ene ulykke tager den anden, og en mand mister grebet om tilværelsen.

Det er ikke mere end to dage siden, at jeg besøgte en ejendom, der kunne have gjort fyldest som familien Haarders bopæl. Der havde boet en gammel mand, som nu var død, og som med tiden havde mistet kræfterne og til slut boede i et enkelt rum opvarmet af brødristere, mens alt i og omkring det engang så smukke stuehus fyldtes op af skidt og møg.

Og indimellem hører man i nyhederne om en landmand, hvis dyr er døde, fordi han er havnet i en dyb depression eller har mistet alt initiativ på grund af et dødsfald eller en skilsmisse. Virkeligheden er tættere på, end den uhyrlige handling umiddelbart lader ane.

Jens Haarder får sit knæk, da den ene af familiens nyfødte tvillinger på mystisk vis kommer ulykkeligt af dage. Jens Haarder er blevet gift med den smukke Maria, men forinden er også hans far død, og storebroren er stukket af fra familien. Tab på tab. Den milde, gode mand vil ikke miste mere. Han udvikler sig til en neurotisk bevarer, der samler på ting. Og efterhånden hober tingene sig op.

Liv, den overlevende tvilling, oplæres i at gå til hånde med indsamlingerne, der ofte foregår ved nattetide i fremmede folks huse inde på »Hovedøen«, som Hovedet er forbundet med ved en smal tange, »Halsen«. Og efterhånden kommer bevaringstrangen til at omfatte andet end tingene. Uden at røbe for meget.

Liv og puslespil

Harpiks’ fortæller er Liv, og hendes barnlige naivitet og kærlighed til sine forældre gør historien gribende (og indimellem bævende grinagtig) og giver den lige præcis det vrid, der gør, at begivenhederne kan vendes på hovedet, betydningerne skifte og puslespilsbrikkerne finurligt vendes og drejes undervejs.

Indimellem kommer andre røster til orde: Postbuddet, Jens Haarder selv, storebror Mads, en kromand og mor Maria, som efterhånden har mistet mælet, men løbende skriver til sin datter. Alt kædet sammen så afsløringerne falder som overraskelser eller ligefrem chok, mens handlingen føres til den bitre ende, og det hele finder sin plads som i en Escher- tegning eller som i forsidens hakkede mylder af ting. Cadeau til Mikkel Henssel, der har lavet omslaget.

Der er meget mindre fis og ballade i Harpiks end i Ane Riels debutroman, Slagteren fra Liseleje. Til gengæld griber toeren dybere, alt imens dens iboende tragedie ud- og indvikler sig og river læseren med sig. Slutningen har, ligesom i Slagteren fra Liseleje, lige det svirp af overraskelse, der får én til at lægge romanen fra sig med et smil. Men man er berørt på en anden måde.

Hvorfor romanen hedder Harpiks, må man læse sig til.

Harpiks
Ane Riel
Tiderne Skifter
256 sider
289 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu