Læsetid: 4 min.

Et uchokerende, men interessant kig i muslimske pigers dagbog

DR2 lader en række unge muslimske kvinder føre kameraet og ordet selv. Det er ikke en mystisk parallelverden, der åbner sig, men en hverdag, der i sig selv er spændende
20. november 2015

I Muslimske pigers dagbog filmer en række muslimske piger sig selv og deres omgivelser og deler deres overvejelser om hverdag, opvækst og fremtid. I første afsnit møder man Rukhsar fra Høje Tåstrup og Diyar fra Tingbjerg. De er skiftevis velovervejede i deres åbenhjertighed og fjantede og glade med deres venner.

Videodagbogsformen har ikke den samme intime effekt i Muslimske pigers dagbog som i DR3’s serie Kærestesorger, hvor folk sidder og fortæller et kamera om at komme igennem dagene med et nyknust hjerte. Og det er godt det samme. Jeg synes ikke, man skal skamme sig over sine følelser, men formen bliver alligevel for meget for mig og min blufærdighed i Kærestesorger. Der mangler sikkerhedsafstand mellem kameraet og personernes blottede følelser.

De to mest fremtrædende kendetegn ved dagbøger er, at de er private, og at der ofte virkelig ikke sker en skid. De to ting er lige pinlige, og det var det, vi grinede af i DR3’s Kære dagbog-programmer, hvor voksne mennesker læste højt af deres teenagedagbøger. Det er hverken så privat eller så stillestående i Muslimske pigers dagbog, og det er egentlig en fordel. Som titlen viser, er programmets hovedpersoner repræsentanter for en gruppe, og det er deres erfaringer med at tilhøre den gruppe, vi skal høre om. De to unge kvinder, deres mødre og veninder er begavede og sympatiske at høre på, det er ikke det. Jeg savner måske bare det element af gruppeportræt, som DR ofte har brilleret med. De mest oplagte pigegruppeportrætter at sammenligne Muslimske pigers dagbog med er dokumentarserierne Fodboldpigerne (2009) og Cultpigerne (2011), som begge viste fællesskaber af piger, der skulle udrette noget sammen. Vinde nogle fodboldkampe eller sælge nogle energidrinks. Muslimske pigers dagbog har ikke nogen konkrete projekter som omdrejningspunkt, og det er selvportrætter, ikke gruppeportrætter. Det handler velsagtens om, at tilrettelæggerne har villet træde et skridt tilbage og lade hovedpersonerne føre kameraet og ordet selv.

Uchokerende

I introen står der med store bogstaver, at muslimske piger møder mange fordomme. Det er sympatisk at tage en underrepræsenteret gruppe og lade dem filme sig selv, men der er indtil videre ikke noget i Muslimske pigers dagbog, der fuldstændig bryder med de gængse fremstillinger af den gruppe. Rukhsar og Diyar går med tørklæde og tager deres skole alvorligt, taler om ægteskabsplaner i familien og praktiserer deres religion. De fniser med deres venner og har tænkt meget over, hvordan de opfører sig ude og hjemme og alle steder derimellem. Det ville have været mere overraskende at høre en pige med tørklæde bekende, at hun var luddoven.

Man følger Rukhsars sidste eksamener, inden hun bliver student (og hvis ikke man synes, nervøse og ivrige nyudsprungne studenter er et rørende syn, er man jo lavet af sten). Diyar tager seeren med på studiejobbet i en bagerforretning og – et stykke af vejen – på muslimsk dannelsesrejse til Iran og fortæller om at føle sig splittet, gøre sig hård og føle sig ensom.

Det er interessant at høre på nogen, der fortæller ærligt og åbenhjertigt, men i mine øjne er de bedste scener i Muslimske pigers dagbog, når de unge kvinder er in action. Jeg vil gerne høre mere om deres venskaber og høre på den jargon og humor, de har kørende. Jeg kan bedst lide de scener, hvor de pjatter, og kameraet hvirvler rundt. Det er fint at høre Diyar forklare, hvordan det er at gå rundt i Tingbjerg om natten, men det er mere særligt og levende, når den veninde, der går og filmer med kameraet, falder over et eller andet, og de laver vittigheder om hende og telefonens velbefindende. Jeg vil gerne høre Diyar fortælle om at være muslim, men jeg vil også gerne høre hende fortælle om at være bagerjomfru. Jeg vil gerne høre Rukhsar fortælle om sine egne og andres forventninger til hende, men jeg vil også gerne vide, hvilke af alle de fag, hun får topkarakterer i, hun bedst kan lide.

En frygt oppe i hovedet

Konfliktstoffet er der, men udmønter sig ikke i dramatiske optrin. Rukhsar har eksamener at bestå og fremtidsplaner at lægge, det føler hun som et pres. Hun får et snit på 12,3, drømmer om et topjob, hvor hun kan beholde sit tørklæde på. Rukhsar er ret bekymret for, om det hele kan lade sig gøre. »Undskyld mig, men det er nogle lidt dumme ting, du siger nu,« siger hendes mor klogt. Det skal nok gå. Og det tror man på.

Diyar rejser for tredje gang til Iran under ramadanen på en religiøs dannelsesrejse. Det er ikke meget af Iran, man får set. Nogle få klip viser Diyar og hendes veninde ved ankomsten, lettere eksalterede. Diyar filmer lidt af et marked og ud ad et bilvindue. Klip tilbage til Tingbjerg, hvor hun fortæller, at optagelserne fra Iran blev gode, men at nogle folk desværre blev bekymrede for, om nogle andre folk ville blive provokerede af, at hun sådan gik og filmede.

»Det var en frygt oppe i hovedet, hvad der ville ske, hvis det kom ud. Der er mange mennesker, der er bange for, hvordan folk vil tage det. Om folk vil snakke og stille dig til regnskab for ting, der ikke er deres business. Det orker jeg ikke.«

På den måde blev den del af afsnittet en historie om social kontrol frem for en historie om Diyars religion, der lader til at betyde meget for hende.

’Muslimske pigers dagbog’ vises mandage kl. 21.30 på DR og kan ses på dr.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu