Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En unødvendig undskyldning for sig selv

Fantastiske Cat Power er i evig slåskamp med sig selv og sit talent. I tirsdag var hun i terapi hos publikum i DR Koncerthuset
Kultur
6. november 2015

Cat Power har været i terapi hos publikum. »Tak fordi I tog vare på mig,« siger hun, efter at den i alt to timer lange koncert – og snak – i DR Koncerthuset er slut. »One day it won’t be so unprofessional,« lover den amerikanske, 43-årige sanger og sangskriver. Så går hun af scenen.

Det starter ellers koncentreret og ganske vellykket, inden det udvikler sig bizart. Chan Marshall alias Cat Power spiller helt solo, først med sin elguitar – »I’m not a girl with an acoustic guitar, I’m a woman with an electric guitar«. Og hun synger fornemt, i balancen mellem fløjl og sandpapir nede i det karakteristisk lavmælte, glødende stemmeleje, lyden af en tyst desperado. Men hun er også i stand til at få stemmen til at hærde hårdt og knage højlydt i de mere blues- og soul-betonede opsving, hvor smerten får lov at bløde igennem. Hun er hæs i de øvre registre og joker senere, mens hun falsetsynger, med, at hun har svært ved at nå op, hvor hun rakte så ubesværet i sine yngre dage.

Melodiske nuancer

Hun forvalter sin arv med stor seriøsitet her i denne første time, og giver sine sange på guitaren en fornemmelse af nærmest Bruce Springsteensk lilleby-tristesse. Mens hun dernæst ved flygelet – hvor hun for alvor bliver varm – breder sine sange mere ud. Med sine undersøgende fingre finder hun melodiske nuancer og både vals og mindelser om Joni Mitchell, Nina Simone og Erik Satie. Og hun lader sangene glide over i hinanden i en fin suite af hengivne fornemmelser og skarpe sansninger.

Men hun er nem at distrahere helt fra begyndelsen. En fotograf bliver – under et nummer – bedt om at stoppe, fordi lyden af spejlet i kameraet forstyrrer hende og publikum, som hun forklarer efterfølgende. Hun justerer på guitarforstærkeren. Begynder at sige »sorry«, stadig hyppigere. Ved flygelet giver hun gentagne gange instruktioner til lydmanden, gerne efterfulgt af et »sorry«. Der er en tangent, der er ude af stemning, og det får hende til at glemme, hvordan sangen forløber.

Men hun formår at gennemføre sine klaversange som planlagt. Dog i et hurtigt tempo – fordi hun er i ubalance, som hun forklarer. Vi lytter forstående.

»I wouldn’t be alive, if you all hadn’t allowed me to be who I am,« siger hun, sikkert med reference til sine mange kuldslåede koncerter, hvor hun gerne har været helt ude i tovene og ofte stangvissen. Det kulminerede med en aflyst turné i 2006 og indlæggelse på en psykiatrisk klinik. Nu fortæller hun os, at koncertsituationen og den indspillede musik er hendes eneste måde at ventilere på. Hun vil ikke udsætte sine venner for al hendes nedtur.

Brystmælk og analsex

Nu om dage er hun ædru, og hun er blevet mor til »a big, fat, hysterically funny baby«. Og hun er blevet bedre til at kommunikere. »If I’m angry at anyone, it’s me.« Og tag ikke fejl. Hun er virkelig sjov, kammende over i det grænseoverskridende. I en lang snak ved flygelet begynder hun at joke om både brystmælk og analsex. Og så er det, at hun skifter tilbage til elguitaren. Og starter med ordene »It breaks my heart, when I’m unable to give you what I know I got.« Hvorefter hun begynder at hænge sig i små tekniske detaljer. Så stemmer guitaren ikke. Pladeselskabet ville have sagt: »Just shut up and finish,« joker hun. Så er der for lidt bas i lyden. Så er guitaren ude af stemning igen. Hun får lysmanden til at slukke for lyset over hende og tænde over publikum, ikke fordi hun er forfængelig, men fordi hun er grædefærdig og tæt på at smadre mikrofonen, meddeler hun os så. Vi rører nervøst på os.

Og således er vi alle sammen medsammensvorne i at bakke op om kvinden, der er ud til bens. Vi bliver nervøse. Vi forsøger at gætte, hvad der er galt. Vi støtter op. Lige som en alkoholikerfamilie gør om alkoholikeren. Men her på behørig voyeuristisk afstand, naturligvis. Med en undren, ja, ømhed. Men også en forbløffelse over Chan Marshalls selvudslettelse. Hvorfor skal det gå så galt? Hvad er det i et voksent menneske, der tillader at hun kan kollapse under vægten af sin egen selvkritik? Midt i en dybt kærlig sal? Efter en times ret så vellykket koncert?

Cat Power – Studie 2, DR Koncerthuset i København, tirsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her